Når du er til stævne med dit barn

1. Ved ankomst til stævnet
Når man møder op til et stævne, melder man som det første sin ankomst. Det foregår som oftest der, hvor man kommer ind i hallen/spillestedet, hvor der vil sidde nogen og krydse af. Gør der ikke det, må man spørge sig frem til, hvor man melder sin ankomst. I stævneinvitationen vil det fremgå, hvor længe inden rækkestart spillerne senest skal melde deres ankomst. Oftest er det 30 minutter før rækkestart. I skal ved ankomst oplyse følgende:

  1. Hvilken række der stilles op i (aldersgruppe, samt niveauinddeling f.eks. Pusling E)
  2. Klubtilhørsforhold
  3. Barnets navn

Dette er nødvendigt, for at stævnearrangøren kan nå at ændre i kampene, hvis nogen ikke skulle dukke op.

2. Dommere, overdommere, bladvender og selvjustits!
Ligesom i badminton er der ved bordtennisstævner ofte ikke dommere ved hvert enkelt bord. Men der er ved de fleste stævner en overdommer, der holder øje med afviklingen af stævnet, og som kan kontaktes, hvis der opstår tvivl omkring regler mm. (Hvis man vil være sikker på at tilmelde sig et stævne med en overdommer, skal man vælge et stævne i DBTU eller Lokalunionsregi, da DGI ikke stiller krav til dommertilstedeværelse). Det betyder, at der ved hvert bord er behov for meget høj selvjustits, og at det forventes, at spillerne selv taler sig til rette i tvivlstilfælde. Børnene er som udgangspunkt rigtig gode til at tale sig til rette, og i mange tilfælde opstår konflikter udelukkende fordi forældrer blander sig i børnenes afgørelser. Så husk at tænke over din adfærd og dit ansvar for en god afvikling af kampene! Af samme årsag, kan det være en god ide kun at tage til stævner, hvor dit barns bordtennisklub har en træner eller en leder med også, da de så kan tage dialogen om spillet.

Ved bordene er der behov for det vi kalder bladvendere. Bladvenderens opgave er, at holde pointtavlen opdateret. Bladvendere er ikke uddannede dommere, men spillere eller forældre, der har påtaget sig en nødvendig opgave for at få stævnet til at flyde til gavn for alle. Vær' opmærksom på, at der til nogen stævner er krav om at spillerne virker som bladvendere. Dette vil oftest fremgå af stævneinvitationen.
Forældrene må være forberedt på at træde til som bladvendere og hjælpere i forhold til resultatformidlingen fra bordet til stævneledelsen. Resultatformidlingen sker via et puljeskema, som du kan se et eksempel på her. Får du denne opgave, men er i tvivl om, hvordan den løses, så sig det til stævneledelsen.

3. Ventetid
Der vil stort set altid være ventetid til stævner – også selvom der er borde ledige og dit barns pulje er færdigspillet! Årsagen er, at der altid indledningsvist spilles i puljer, og at alle puljer skal være afviklet, inden spillerne kan fordeles i et ”cup system”. Hvordan stævnet præcist er opbygget vil fremgå af stævneinvitationen, og stævneledelsen vil ved rækkestart oplyse, hvad der skal til for at gå videre til Cup-systemet.

Vær opmærksom på at ventetiden kan nedbringes, hvis spillerne bliver i det område hvor deres puljekampe spilles. Dermed er de hurtigt klar til næste kamp og kan træde til som bladvendere, sådan at puljerne kan afvikles forholdsvis hurtigt.

4. Regler
Udover kendskabet til pointgivning, hvordan der serves mv., er der selvfølgelig et udvidet regelsæt, som det kan være godt at kende. Reglerne finder du her.

5. God opførsel som spiller!
Det er en god idé, at tale med dit barn om, hvad man kan forvente af ham/hende som spiller. Nedenfor finder du en vejledning til almindelig god opførsel for idrætsbørn:

  • Gør altid dit bedste!
  • Overhold idrættens regler og normerne for fair play i din idrætsgren!
  • Deltag i idræt for din fornøjelses skyld, ikke fordi du skal behage dine forældre eller trænere!
  • Vis respekt overfor alle i hallen - både medspillere, konkurrenter, officials osv.!
  • Lad være med at diskutere med dommere eller andre officials!
  • Vis respekt og vær’ åben og ærlig i forhold til de trænere og ledere, som har ansvaret for dig!
  • Undlad hånende eller nedladende tilråb til eller udtalelser om medspillere og konkurrenter, dommere, andre officials, trænere, ledere eller forældre!
  • Opfør dig overfor andre, som du selv gerne vil have, at de opfører sig overfor dig!

Bordtennis er en sport, hvor dårlig opførsel heldigvis hører til sjældenhederne, men sporten har naturligvis nogle regler for, hvorledes disse sjældne tilfælde håndteres. Advarsler, strafpoint, diskvalifikationer samt disses virkning for spilleren er beskrevet her.

6. Gode huskeråd til dit barn

  • Der skal altid siges tak for kampen ved at give hånd til modstanderen efter kampen.
  • Hånlige udbrud, der er rettet direkte mod modspilleren accepteres ikke.
  • Når den samlede sætscore er lige f.eks. 5-3 (=8) skifter serven.
  • Det er en god ide, at sige scoren højt efter hver færdigspillet bold, for at der ikke undervejs opstår uenighed om scoren.
  • At det er respekt for modstanderne altid at gøre sit bedste. Men husk, at det er børn og at de nogen gange kan have svært ved at håndtere deres følelser. Derfor er det til tider nødvendigt, at et grædende barn får tid til at falde til ro, inden man spiller videre. Det er bare en bordtenniskamp. Det gælder ikke liv eller død.

7. Et sidste huskeråd til dig

Ratingtal og kampresultater er ikke en god måde at blive motiveret på. Hjælp dit barn med at holde fokus på at udvikle sig og have det sjovt med sporten. Tal med dit barn om det, det sker ikke automatisk.