14 speed dates

Dato: 
03.12.2019

- resulterede i godt 10 aftaler om videre dialoger i 2020.

Det var en sjov og hård omgang i sidste uge med hele 14 speed dates med primært jyske kommuner på godt 3 timer. Vi har brug for at få en dialog i gang med flere jyske kommuner om faciliteter til bordtennis og muligheden for særligt at starte 60+ klubber op, der siden kan få børn og unge ind i klubben, som vi har set det i Holbæk.
Det blev til mange spændende samtaler, fx en rigtig god samtale med Aalborg Kommune om bedre stationære faciliteter til Tateni i Aalborg. Aalborg Kommune er interesseret i en dialog, så jeg mødes snarest med Tateni og Aalborg Kommune i det nye år.
Guleroden for Aalborg Kommune er et ønske om flere muligheder for bevægelse og sundhed for de ældre borgere, da bevægelse og fællesskaber forebygger ensomhed og øger livskvaliteten. Mine speeddates resulterede i godt 10 aftaler om videre dialoger i 2020, som de gæve 60+ere bliver en vigtig partner i.

I onsdags var Jeppe på Bornholm til et glimrende vækstmøde om øget træningssamarbejde, et møde vi følger op på ultimo januar, når jeg tager til solskinsøen for at drøfte en vækstaftale med Region Bornholm.
På onsdag tager jeg til møde i Silkeborg til møde med Region Midtjylland, hvor vi skal drøfte muligheder og vækstpotentialer i området. I den forbindelse tager vi hul på en af mange drøftelser om klubledelse, og hvordan vi skaber stærkere anerkendelse af klubledernes betydning, hvis vi skal udvikle Bordtennis Danmark i de kommende år.
Hvis jeg skulle pege på en enkeltstående faktor, som vil gøre en ekstraordinær stor forskel, så er det, hvis vi formår at tiltrække flere ledere og voksne, der ikke behøver at sidde i klub-bestyrelsen. Flere klubledere hvor nogen af dem stadig sørger for at kassen stemmer og klubbens hold meldes til turneringen til tiden. Mens der samtidig også er brug for ledere, der kan bygge klubbens fundament og struktur stærkere, så klubberne generelt bliver gearet til vækst og kan udvikle dygtige trænere. Vi skal debattere, hvordan vi kan stimulere og anerkende disse ledere, så de får energi og mod på at tage fat på den kæmpe indsats, det vil kræve.

I torsdags inden min speeddating var jeg til et netværksmøde med direktører fra de andre specialforbund og DIF. Her blev jeg bekræftet i, at vores klubber har brug for flere ledere, der har kompetencerne til at skabe vækst gennem først at styrke og tiltrække ledere i klubben, så det hele ikke hænger på een m/k. Kun på den måde får vi kapaciteten til reel vækst, herunder vækst af ikke-turneringsspillere.
På mødet fortalte Ditte, Dir. i Gym Danmark, at de har 200.000 medlemmer, hvoraf kun 5% dyrker konkurrence. I badminton er det omkring 10% af de 90.000 udøvere, der spiller turnering. I bordtennis er det ca. 50%, der ikke spiller turnering, hvoraf mange er 60+ere. Så måske kunne man sige, at klubbordtennis er en delvis lukket fest for turneringsspillere. Der er mange veje at gå, og det kunne være spændende at finde nogle veje at gå her på vej ind i 20erne. Jeg ser frem til mange spændende debatter om vækst og ledelse i den kommende tid.

PS, nå ja så havde vi eftermiddags julefrokost for sekretariatet i fredags, det var super hyggeligt, selvom jeg fik gigant store klø i Egeholts quiz om, hvilke etager de forskellige forbund hører til på.

Ha' en fortsat god uge derude.


Eftermiddags julefrokost for sekretariatet i fredags. Fra venstre Poul Danborg, Carsten Egeholt, Jeppe Damsgaard og Peter Busck-Nielsen.

Forfatter: 
Martin Lundkvist
Kontaktperson tlf.: 
40 70 99 99