Anders Lind tredobbelt dansk mester

Dato: 
01.03.2020

- ved de 78. danske mesterskaber, der var tilbage i Odense Idrætshal efter tre år i nordjyske Hjørring.

Anders Lind, Brønshøj. Foto: Karsten Lund.

21-årige Anders Lind, Brønshøj var den store profil ved de 78. danske mesterskaber, hvor han blev tredobbelt dansk mester.

Anders Lind vandt både herresingle, herredouble sammen med Thor B. Christensen, Herlev og mixeddouble med Sophie Walløe, Hillerød. Det var tredje år i træk, at Anders Lind vandt titlen i herresingle og fjerde år i træk, at han vandt titlen i mixed double.

Anders Lind vandt i herresinglefinalen over 51-årige Allan Bentsen, Roskilde med 4-2 i sæt. Anders Lind kom foran 2-0 i sæt, men Allan Bentsen fik udlignet til 2-2, inden Lind igen fik styr på spillet og vandt de to næste sæt og dermed sin tredje danske titel i herre single. Det var 14. gang, at Allan Bentsen spillede finale i herresingle. Han har vundet de otte.

"Det er dejligt at vinde tre gange i træk. Det beviser, at man ikke kun er en døgnflue men den bedste", sagde Anders Lind efter finalen, og fortsatte: "Mit store mål i år er en kvalifikation til OL og senere at opnå medaljer ved et EM og VM. Jeg var ikke nervøs, selv om Allan fløj rundt på banen, som om han var en teenager", sagde den tredobbelte danske mester, inden han skulle til en dopingtest og dernæst haste til lufthavnen for at nå flyet til Doha, hvor han fra tirsdag er med i Qatar Open.

"Jeg er ikke skuffet. Det var en god kamp og Anders spillede rigtig godt. Men det var sjovt", sagde Allan Bentsen efter sin 14. finale i herresingle.

Finalen i dame single blev for fjerde år i træk vundet af 26-årige Stefanie H. Christensen, Skensved. I finalen vandt hun over Pernille Refstrup Agerholm, Viby med 4-0 i sæt. De to mødtes også i finalen i 2016, hvor Pernille Refstrup Agerholm vandt efter at have overlevet en matchbold. Det er i øvrigt den seneste singlekamp Stefanie har tabt ved senior DM.

Anders Lind vandt desuden for fjerde år i træk mixed double sammen med Sophie Walløe, Hillerød. I finalen vandt de med 3-0 i sæt over 52-årige Pia Toelhøj, Hillerød og 18-årige Peter Svenningsen, B 75.

I finalen i herre double stod Anders Lind og makkeren Thor B. Christensen, Herlev på 19 år igen overfor de seneste to års mestre Allan Bentsen og Finn Tugwell, Roskilde. Sidste års nederlag på 11-13 i femte- og afgørende sæt blev i år revancheret, da de unge vandt med 3-1 i sæt.

I dame double vandt Sophie Walløe og Pia Toelhøj, Hillerød i finalen over Izabell Nørlem og Anne-Cathrine Bomann, Amager. Det var Sophie Walløes første mesterskab i damedouble. Det var Pia Toelhøjs 15. danske mesterskab og femte i damedouble. De tidligere vandt hun i 1990 med Christel Frederiksen, i 1991 og 1996 med Susanne Pedersen og i 1993 med Sabine Borre Larsen.

Herresingle
Semifinaler
Anders Lind, Brønshøj (1) - Thor B. Christensen, Herlev (7), 4-1 (11-9, 11-5, 9-11, 11-5, 12-10)
Allan Bentsen, Roskilde (3) - Tobias Rasmussen, København (2), 4-2 (12-10, 13-11, 8-11, 12-10, 4-11, 11-7)
Finale
Anders Lind, Brønshøj (1) Allan Bentsen, Roskilde (3), 4-2 (11-5, 11-8, 6-11, 10-12, 11-7, 11-6)

Damesingle
Semifinaler
Stefanie H. Christensen, Skensved (1) - Izabell Nørlem, Amager (3), 4-0 (15-13, 11-5, 11-9, 11-8)
Pernille Refstrup Agerholm, BTK Viby (4) - Mie Binnerup Jacobsen, Sisu/MBK (2), 4-0 (11-8, 16-14, 11-5, 11-8)
Finale
Stefanie H. Christensen, Skensved (1) - Pernille Refstrup Agerholm, BTK Viby (4), 4-0 (12-10, 14-12, 11-5, 15-13)

Herredouble
Semifinaler
Allan Bentsen/Finn Tugwell, Roskilde (1) - Tobias Rasmussen, København/Martin Buch Andersen, Virum (3), 3-1 (9-11, 11-4, 11-8, 12-10)
Anders Lind, Brønshøj/Thor B. Christensen, Herlev (2) - Daniel Simonsen, Hillerød/Peter Svenningsen, B 75 (4), 3-0 (11-8, 11-7, 11-7)
Finale
Anders Lind, Brønshøj/Thor B. Christensen, Herlev (2) - Allan Bentsen/Finn Tugwell, Roskilde (1), 3-1 (11-9, 5-11, 11-5, 11-8)

Damedouble
Semifinaler
Izabell Nørlem/Anne Cathrine Bomann, Amager (1) - Trine Grauholm, OB/Janne M. Jensen, Ballerup (3), 3-1 (3-11, 11-6, 11-7, 11-9)
Sophie Walløe/Pia Toelhøj, Hillerød (4) - Louise Andersen, Ribe/Line Tækker Tarbensen, Esbjerg, 3-0 (11-6, 11-8, 11-4)
Finale
Sophie Walløe/Pia Toelhøj, Hillerød (4) - Izabell Nørlem/Anne Cathrine Bomann (1), 3-0 (13-11, 11-6, 12-10)

Mixeddouble
Semifinaler
Sophie Walløe, Hillerød/Anders Lind, Brønshøj (1) - Jocefina Daoya Haagensen, Hvidovre/Noah Tolstrup Hvid, OB, 3-1 (11-3, 11-6, 10-12, 11-7)
Pia Toelhøj, Hillerød/Peter Svenningsen, B 75 (4) - Izabell Nørlem, Amager/Carsten Egeholt, Brønshøj (2), 3-2 (11-9, 6-11, 11-5, 9-11, 12-10 efter 5-10)
Finale
Sophie Walløe, Hillerød/Anders Lind, Brønshøj (1) - Pia Toelhøj, Hillerød/Peter Svenningsen, B 75, 3-0 (13-11 efter 5-10, 11-6, 11-6)

Se alle resultater fra senior DM her

Forfatter: 
Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 
27 26 06 09