Bordtennis Danmark har ansat ny direktør

Dato: 
26.09.2019

Bestyrelsen er glad for at kunne informere om, at Martin Lundkvist er ansat som direktør for Bordtennis Danmark. Martin tiltræder 1. november 2019.

Vi er overbeviste om, at vi med Martin Lundkvist har fået en overordentlig kompetent direktør for BTDK. Man behøver ikke være sammen med Martin i mange minutter før man mærker det smittende engagement og det høje energiniveau. Et engagement og en energi, som Martin får brug for, når han sammen med vores øvrige ansatte og alle de frivillige ledere skal løfte de mange daglige opgaver og samtidig indfri det potentiale, som BTDK står med.

Rekrutteringsprocessen har kørt siden juli og vi har modtaget i alt 35 ansøgninger. 5 af disse gik videre til samtaler og ud af det endelige finalefelt på 3 kandidater faldt valget på Martin. I de afsluttende samtaler blev vi bistået af Danmarks Idræts Forbund. Der var et stærkt og meget bredt ansøgerfelt og vi er glade og stolte over, at så mange kompetente personer har fundet BTDK så interessant, at de valgte at søge om jobbet som direktør hos os.

Martin Lundkvist er allerede et kendt ansigt i Bordtennis Danmark via sin rolle som formand for styregruppe for strukturprocessen. Martin har efterfølgende været tilknyttet BTDK som implementeringskonsulent for den nye struktur, så han ved om nogen, hvilke opgaver der venter i det nye BTDK og dermed den nye struktur.

Martin har siden 2000 arbejdet som konsulent indenfor ledelse, salg, organisation og strategi. De seneste 14 år i egen konsulentvirksomhed. I perioden 1994 – 2000 var Martin ansat i DBTU som landstræner og før da som træner i Hørning BTK, så udgangspunktet i bordtennissporten går langt tilbage.

På bestyrelsens vegne.

Forfatter: 
Anders Mølgaard
Kontaktperson tlf.: 
30 31 53 73
Kontaktperson e-mail: