Bordtennis Danmarks julekalender 2019

Kategori: 
Dato: 
01.12.2019

- kalenderlågen søndag den 1. december med en god bold mellem Herlevs Thor B. Christensen og Roskildes Allan Bentsen samt den nye direktør ved DM i 1991.

I december vil der hver dag frem mod jul blive lagt en kalenderlåge på hjemmesiden. Læs mere om "reglerne" i Bordtennis Danmarks julekalender her

Jule(op)gave:
Du skal til næste træning have lavet en juledekoration bestående af minimum kalenderlys og ler. Gran eller ej - det er op til dig. Hvis du er heldig sponserer din træner kalenderlyset. Mindst én gang om ugen inden jul skal du i klublokalet tænde kalenderlyset og tale med dine træningskammerater i mindst 20 minutter i klublokalet - gerne om bordtennis. Du har naturligvis også ansvaret for, at lyset slukkes igen.

Dagens videoklip:
En af dagens flotte - og udmarvende dueller, skriver Herlev Bordtennis om klippet på deres facebookside den 8. oktober 2019. Det er Thor B. Christensen fra Herlev, der møder Allan Bentsen, Roskilde i en kamp i Bordtennisligaen. Roskilde vandt med 5-1 (Kasper Sternberg vandt over Michael Maze). Se klippet her

Nostalgisk hjørne (konkurrence):
Ved DM senior i 1991 i Roskilde deltog 138 spillere i herresingle og 46 i damesingle (se de to vedhæftede billede af deltagerlisterne). Et amatørvideokamera har optaget en række klip fra hovedsageligt BTK 61 Roskilde-spilleres kampe i kvalifikationen i herresingle fredag den 8. marts.
For at starte blødt ud og for ikke at sætte forventningerne alt for højt fra start, så åbner vi julekalenderen med et videoklip fra bord 7 kl. 16.40 med en ung Martin Lundkvist, Hørning (nu direktør i Bordtennis Danmark), der har nok at se til mod Lars Gleerup, BTK 61 Roskilde i kvalifikationen i herresingle. Vi beklager både billedkvaliteten og den manglende kvalitet i spillet.

Spørgsmål:

1. Var der nogen af de to på klippet, der nåede blandt de 32 bedste i herresingle?

2. Hvem vandt denne ”dynamit” kval.-pulje 15 (se puljen nedenfor)?

3. Jan Harkamp, Brønderslev tabte meget overraskende allerede i 1/8-finalen ved DM senior 1991 til en spiller, der desværre ikke længere er blandt os. Hvem?

4. Hvor langt nåede hardhitteren fra Ribe - alias Allan Svendsen, som vi tidligere har skrevet om her på hjemmesiden (læs artiklen her) i herresingle. Tabte han i 1/32-finalen, i 1/16-finalen, i 1/8-finalen eller i kvartfinalen?


Kvalifikationspulje i herresingle ved DM senior i 1991.

Send dine svar til undertegnede på carsten.egeholt@bordtennisdanmark.dk senest den 24. december. Hvis alle dine svar den pågældende dag er rigtige, får du et lod med i bowlen, når der skal trækkes lod om 10 signerede dvd’er med titlen ”EM-triumfer i Stuttgart”.

Dagens citat:
Kvalitet er det produkt man skaber, når man gør sig umage.

Dagens fødselsdage:
123 bordtennisspillere på portalen har fødselsdag i dag blandt dem den tidligere landsholdsspiller Lars Breidahl (dansk mester i drenge single i 1970 tidl. Gladsaxe BTK) der fylder 65 år og René Højlund fra Sisu/MBK, der fylder 54 år - tillykke!


65 år i dag. Lars Breidahl ved et stævne i september 1977.


Gladsaxe BTK’s førstehold i 1975, som spillede sig tilbage til 1. division (landets bedste række) efter bare én sæson i 2. division. Fra venstre er det Lars Breidahl (65 år i dag), holdleder Lars Hougaard (læs 'Hvor blev de af'-artikel om Lars Hougaard her), Jørn Jespersen (far til senior damelandsholdets seneste træner Rasmus Jespersen) og Klaus Mygind (i dag stedfortrædende sundheds- og omsorgsborgmester i København, medlem af Københavns borgerrepræsentation (SF), chefkonsulent, Københavns Professionshøjskole).

Vi glæder os til jul - nu skal vi bare sove 23 gange mere…ho, ho, hooooo!

Forfatter: 
Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 
27 26 06 09