Farvel og mange tak til JBTU

Kategori: 
Dato: 
23.06.2020

- 15 jyske klubber var torsdag den 18. juni samlet i Aarhus for at afgøre JBTUs videre skæbne.

Oplægget fra såvel JBTUs bestyrelse som hele planen med det nye Bordtennis Danmark har været at opgaverne i dansk bordtennis fremover organiseres uden lokalunioner. Nogle af JBTUs opgaver overgår til en mere central styring under BTDK, mens andre opgaver løses fra regionale vækstteams.
JBTU blev stiftet den 9. februar 1941 som den første lokalunion i Danmark, og har siden stået for holdturnering, jyske mesterskaber, trænerkurser, sommerlejre og meget andet til fælles glæde for alle jyske bordtennisklubber og bordtennisspillere.
Blandt de 15 klubber var 13 klubber for den planlagte opløsning mens to klubber gerne ville bevare JBTU.
Undervejs i debatten var der en del spørgsmål til og usikkerhed omkring måden, som det nye Bordtennis Danmark vil videreføre JBTUs aktiviteter på. Alt i alt var der dog klar opbakning til at bordtennis sporten i Danmark (og Jylland) vil få bedre vækstmuligheder med den nye organisering.
JBTUs opløsning blev derfor vedtaget af forsamlingen.
JBTU ligger inde med en formue på ca. 180.000 kr., som forsamlingen vedtog at overdrage til BTDK dog med klausul om, at pengene er øremærket til aktiviteter, der støtter og fremmer aktiviteter for jyske ungdomsspillere. Pengene ønskes anvendt over en 5-årig periode.
JBTU har i det seneste år stået for holdturnering i samarbejde med DGI, ligesom JBTU har afviklet bl.a. stor træningslejr i efterårsferien, afviklet årets Kval Top 12 + et JM med tæt på 400 aktive spillere. JBTU afviklede også JBTU Top 8 for 7. gang. Alle arrangementer har været rigtig gode, så der er absolut noget at bygge videre på i den nye struktur. En epoke er dermed slut, men formentlig venter der rigtig mange gode bordtennisoplevelser forude.
Den kommende tid vil nogle rutinerede jyske bordtennisledere forsøge at samle historiske fakta fra hele unionens virke, så de kan bevares for eftertiden.
JBTUs bestyrelse vil selvfølgelig også gerne takke klubber, spillere og ledere for et rigtigt godt samarbejde gennem godt 79 år. Det har været en god rejse. Fortsat god tur.

Forfatter: 
Lars-Henrik Sloth
Kontaktperson tlf.: 
60 66 77 00
Kontaktperson e-mail: