Fin skalp til Anders Lind

Kategori: 
Dato: 
11.01.2020

- der i den tyske 1. Bundesliga vandt over Darko Jorgic, Slovenien (nr. 40 på verdensranglisten).

På billedet Anders Lind efter sejren over Darko Jorgic. Foto: fra facebook.

I fredags led TTC Zugbrücke Grenzau med den danske mester i herresingle Anders Lind på holdet deres 17 nederlag på stribe i den tyske 1. Bundesliga, hvilket betyder, at holdet er sidst i rækken uden point.
Der var dog et lyspunkt set med danske øjne, da det lykkedes for Anders Lind, at vinde over verdensranglisten nr. 40 Darko Jorgic fra Slovenien.

"Jeg tabte til ham sidst med 11-9 i femte og havde lært fra det nederlag. Jeg spillede med god taktik og koncentration, og så spillede jeg med en god indre ro", forklarer en glad Anders Lind i telefon fra Tyskland.

Anders Lind vandt også over Darko Jorgic ved European Games i juni 2019, men fredagens sejr betyder mest:
"Jorgic spillede ikke så godt ved European Games. Jeg har fokus rettet mod OL-kvalifikationen for hold i Portugal, så denne sejr var et skridt i den rigtige retning - også mentalt. Jeg kan spille op med de fleste andre end kineserne, når jeg rammer dagen", lyder det fra Anders Lind, der fik sat ind på selvtillidskontoen, inden han rejser til Portugal sammen med resten af den danske delegation den 20. januar for fra den 22. januar at spille om OL-billetter.

Selv om Anders Linds fornemme sejr bragte Grenzau foran med 2-1 i holdkampen mod topholdet i den tyske 1. Bundesliga 1. FC Saarbrücken, så forhindrede det ikke et favoritsejr til Saarbrücken, der vandt de to sidste kampe med 3-0 i sæt. I den afgørende doublekamp kunne Anders Lind og makkeren Mihai Bobocica intet stille op mod Darko Jorgic og Tomas Polansky.

Fredag den 10. januar
1. FC Saarbrücken TT - TTC Zugbrücke Grenzau…3-2
Shang Kun - Mihai Bobocica, 3-0 (11-8, 11-8, 12-10)
Tomas Polansky - Kanak Jha, 2-3 (11-6, 11-9, 5-11, 9-11, 6-11)
Darko Jorgic - Anders Lind, 1-3 (11-8, 2-11, 7-11, 8-11)
Shang Kun - Kanak Jha, 3-0 (11-7, 11-5, 11-2)
Darko Jorgic/Tomas Polansky - Anders Lind/Mihai Bobocica, 3-0 (11-6, 11-7, 11-9)

Se stillingen i 1. Bundesliga her

Forfatter: 
Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 
27 26 06 09