Peter Jensen er død

Kategori: 
Dato: 
29.11.2019

- mindeord om Peter Jensen.

Bordtennis Danmark har modtaget en sørgelig meddelelse om, at Peter Jensen er afgået ved døden. Peter Jensen døde af prostata cancer tirsdag den 26. november om formiddagen på Odense Universitets Hospital. Han vil blive mindet ved OB's stævne i weekenden.

Nekrolog

Med Peter Jensens død har dansk bordtennis mistet en karakteristisk personlighed, som var kendt vidt og bredt i bordtenniskredse. Både som spiller og fra årene som kommunikationschef for det internationale bordtennisforbund med hovedsæde i Schweiz.

Peter ”Violin” Jensen repræsenterede tre danske klubber i sine over 50 år som aktiv spiller. Det hele begyndte i Kjøbenhavns Boldklub, KB, som havde en bordtennisafdeling, da Peter meldte sig ind i klubben i 60’erne – som fodboldspiller. Dengang lå fodbolden ret stille i vinterhalvåret, så Peter kastede sig sammen med sine jævnaldrende kammerater i stedet over bordtennis, og det blev starten på et livslangt forhold til vores sport.

Blandt kammeraterne var i øvrigt Niels Sørensen, der senere blev landsholdsspiller i fodbold og professionel i udlandet, Gert Ellegaard og Svend Ole Hansen, og de formåede at spille sig op i juniordivisionen, hvor det kulminerede med en sølvmedalje, anført af Peter Jensen.

At han tillige var en særdeles kompetent cricketspiller, vidner kun yderligere om et ekstraordinært boldtalent, som faktisk nåede at blive divisionsspiller i alle tre idrætsgrene.

Efter Peter ”emigrerede” til Fyn for at begynde som journalistelev på Fyens Stiftstidende, kom han med omkring OB’s daværende bordtennishold i den bedste række, hvor han atter spillede sammen med Gert Ellegaard, og hvor Uffe Pedersen var den bærende kraft. Venstrehåndet og med lumske server samt et effektfuldt forhåndsloop kunne ”Violinen” på sine bedste dage drille de fleste, og hvis han havde koncentreret sig fuldt ud om bordtennis, kunne han være nået længere. I en kort periode stillede han også op for Nyborgs bedste hold, endnu en gang sammen med Gert Ellegaard.

Cricket blev der dog gearet ned for efter flytningen til Fyn, selv om han nåede at repræsentere B.1909 i landets bedste række. Alligevel blev cricketspillet på en måde Peters faste følgesvend både som sportsmand og som journalist! Det var nemlig gennem cricket, at han fik kælenavnet ”Violinen”, et navn, han tog til sig og selv brugte som signatur, når han underskrev sine avisartikler med den lidt kortere udgave ”Vio”.

Historien bag kælenavnet var, at han som helt ung arvede en crickettaske efter den legendariske KB-spiller Børge Pockendahl. Tasken var aflang, så der kunne ligge et cricketbat i den, og den kunne godt minde lidt om en violinkasse. Den vakte berettiget opsigt, når han brugte den til sit bordtennisudstyr, og selv om den til sidst bukkede under for tidens tand, blev den altså hans følgesvend livet igennem.

Jeg tror, det var i 1975, jeg første gang mødte Peter i forbindelse med en bordtenniskamp. Det var i Danmarksserien mellem OB2 og Svendborg. Siden spillede vi indtil for få år siden og igennem cirka 30 år såvel bordtennis som fodbold sammen for OB. Peter var en god holdkammerat, der med sin energi og gode humør smittede os andre til at yde det bedste i en god fælles atmosfære.

Peter var også en dygtig organisator, når vi i OB stod for diverse arrangementer. Også her viste Peter samtidigt sine fine menneskelige egenskaber, når han mødte op med en stor pose rundstykker og flere kander kaffe fredag morgen kl. 7 for sammen med en gruppe fra klubbens ældreafdeling at lægge rødt gulv til DM i Odense Idrætshal. Og selvfølgelig huskede Peter altid at møde op til ældreafdelingens første træning efter DM for at sige alle tak for indsatsen.

Ikke alle ved, at Peter også var en dygtig fodboldspiller. Han havde som anfører for KB vundet det danske mesterskab for 18-20-årige, den såkaldte Talentturnering. Og mange af OB’s senior-, old boys- og veteranhold har igennem årene haft stor glæde af Peters elegante fodboldspil.

Peter Jensen blev i år 2000 ansat som det internationale bordtennis forbunds  ITTFs første Media manager. Hans opgave var at få styr på kommunikationen og være bindeled mellem presse og forbundet. En af hans første store opgaver var at være pressechef for ITTF ved OL i Sidney.

Han nåede i sine fire år i Lausanne i Schweiz at få hævet ITTFs mediearbejde til et nyt niveau, og han havde et fremragende samarbejde med medierne, som var meget tilfredse med et helt nyt og forbedret professionelt serviceniveau.

Efter hjemkomsten var Peter ansat i DBTU som competition manager for Europamesterskaberne i Aarhus i 2005, som er det hidtil største bordtennisarrangement, med ikke mindre end 30 timers TV blev produceret til ind- og udland. Det blev et fantastisk arrangement med Danmark som europamestre i holdturneringen.
Herefter gik Peter tilbage til journalistikken, hvor han nåede hele vejen rundt i sin karriere som tv- radio og dagbladsjournalist.

Peter Jensen fik sat et stort fingeraftryk på både dansk og international bordtennis.

Vi har alt for tidligt mistet en dejlig sportskammerat, god ven og et altid spændende og givende menneske.

Æret være Peters minde.

Bisættelsen finder sted tirsdag den 3. december 12.30 fra Kirkegårdskapellet, Heden, Odense.

På OBs vegne Asger Rasmussen i samarbejde med Gert Ellegaard og Arne Madsen.

Forfatter: 
Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 
27 26 06 09