Præmiesum 624.000,- kroner

Kategori: 
Dato: 
13.01.2021

- den danske mester i spil med sandpapirsbat Benjamin Sørensen er udtaget til World Ping Pong Masters.

På billedet Benjamin Sørensen ved World Championship of Ping Pong 2020. Foto: Facebook.

Silkeborg BTK’s Benjamin Sørensen er som eneste dansker udtaget til at skulle deltage i nytænkningen World Ping Pong Masters (spil med sandpapirsbat), der afvikles i Ricoh Arena i engelske Coventry i weekenden den 23.- 24. januar. Udtagelsen sker på baggrund af seneste tre års resultater ved World Championship of Ping Pong (spil med sandpapirsbat).

”Jeg glæder mig helt vildt”, siger Benjamin Sørensen, da jeg fanger ham på telefonen, mens han er ved at læse op til eksamen.

”Jeg kunne godt tænke mig en revanche mod Gavin Rumgay” (billedet herunder), siger Benjamin Sørensen, der ved WCPP i januar 2020 tabte i 1/8-finalen til skotten, der vandt med 15-14 i tredje- og afgørende sæt - altså på afgørende bold!
”Det var et hårdt nederlag, som har givet et par søvnløse nætter”, fortæller Benjamin Sørensen, der også i 2019 spillede sig frem til 1/8-finalen ved World Championship of Ping Pong, der i år er blevet aflyst, da man ikke har kunnet afholde kvalifikationsturneringer rundt omkring i verden for at finde de 64 deltagere.
Datoen er fastholdt og WCPP erstattes derfor i år af World Ping Pong Masters, der ”kun” vil have i alt 24 af verdens bedste spillere med sandpapirsbat til start i et knockout-format med det populære Golden Buzzer Power Play (dobbeltpoint) i spil.


Benjamin Sørensen efter at have tabt den afgørende bold mod Gavin Rumgay i 1/8-finalen ved WCPP i 2020. Skotten vandt med 2-1 (13-15, 15-6, 15-14) i en kamp, der blev sendt direkte på Sky Sports. Benjamin sikrede sig en præmiecheck på 2.000 US-dollars (13.544,20 kr.). I 2018 tabte Jesper Nedergaard i indledende pulje til Gavin Rumgay med 0-2 (7-15, 10-15). Foto: Facebook.

Spillesystem

De otte højest rangerede seedes og træder ind i turneringen i 1/8-finalerne. De 16 øvrige mødes i én knockout kamp i 1. runde (1/16-finalerne) og så fremdeles. Der spilles bedst af tre sæt i første runde, men derefter spilles alle kampe bedst af fem sæt.

Den fire-dobbelte verdensmester med sandpapirsbat Andrew Baggaley fra England har meldt sin ankomst lige som den tre-dobbelte verdensmester Maxim Shmyrev fra Rusland. Skotske Gavin Rumgay og tyske Alexander Flemming har også bekræftet deres deltagelse. 

Præmier

Total præmiesum: 102.000 US-dollars (624.000,- danske kr.).
Vinder: 25.000 US-dollars (152.917,- kr.)
Nr. 2: 12.500 US-dollars (76.458,- kr.)
Nr. 3-4: 6.250 US-dollars (38.229,- kr.)
Nr. 5-8: 4.000 US-dollars (24.466,- kr.)
Nr. 9-16: 3.000 US-dollars (18.350,- kr.)
Nr. 17-24: 1.500 US-dollars (9.175,- kr.)

Nyt format

Det er Matchroom Multi Sport som lancerer den splinternye World Ping Pong Masters, der tilføjer en anden bordtennisbegivenhed til Multi Sport-listen.

”Vi er begejstrede over at have lanceret World Ping Pong Masters. Vi har haft succes med VM, og det ser ud til at være en skam kun at promovere denne ene begivenhed om året. På trods af den nuværende situation, finder vi, at det er et godt tidspunkt at lancere Masters”, udtaler Emily Frazer, adm. direktør for Matchroom Multi Sport. Hun fortsætter: ”Vi har arbejdet hårdt med vores partnere på Sky Sports for at sikre en prestigefyldt og dramatisk turnering i modsætning til andre bordtennisbegivenheder. Med fokus på internationale tv-selskaber vil begivenheden blive vist overalt i hele verden, hvilket gør dette til den ultimative scene for eksponering. Bordtennis er en verdenskendt sport, men at skifte til sandpapirsbat giver mulighed for en anden strategi i spillet, som især den yngre generation ynder at se på”.

World Ping Pong Masters 2021 sendes live på Sky Sports Mix, DAZN, Matchroom.Live og netværk over hele verden. Yderligere detaljer vil blive tilgængelige på www.worldpingpongmasters.com.

Sikkerhed

Arrangementet finder sted bag lukkede døre i en streng Covid-19-boble uden tilskuere i tråd med den britiske regerings restriktioner. Spillere rejser til Storbritannien og konkurrerer under Elite Sports Person Undtagelser og vil ved ankomsten til Storbritannien blive mødt og kørt direkte til Ricoh Arena til Covid-19 test. Alle spillere vil også blive testet inden de rejser til Storbritannien, og får kun lov til at gå ombord på deres fly efter at have modtaget et negativt testresultat.

Benjamin Sørensen tager afsted på torsdag, og isoleres efter en Covid-19 test på sit hotelværelse indtil fredag ca. kl. 17, hvor der kommer svar på prøven. Derefter skulle han gerne være klar til endnu engang at repræsentere Danmark med sit lyseblå hardbat - good luck!

Vindere af World Championship of Ping Pong

2020: Andrew Baggaley, England (foran Alexander Flemming, Tyskland 3-2 i sæt)
2019: Andrew Baggaley, England (foran Wang Shibo, Kina 3-2 i sæt)
2018: Wang Shibo, Kina (foran Huang Jungang, Kina 3-2 i sæt)
2017: Yan Weihao, Kina (foran Alexander Flemming, Tyskland 3-1 i sæt)
2016: Andrew Baggaley, England (foran Maxim Shmyrev, Rusland 3-2 i sæt)
2015: Andrew Baggaley, England (foran Alexander Flemming, Tyskland 3-2 i sæt)
2014: Maxim Shmyrev, Rusland (foran Ilija Lupulesku, USA 3-0 i sæt)
2013: Maxim Shmyrev, Rusland (foran Sule Olaleye, Nigeria 3-2 i sæt)
2011: Maxim Shmyrev, Rusland (foran Ernesto Ebuen, Philippinerne 3-1 i sæt)


Andrew Baggaley efter sin fjerde sejr i World Championship of Ping Pong i London. Bemærk: I alle sine fire finaler har Andrew Baggaley vundet med 3-2 i sæt - senest på afgørende bold mod Alexander Flemming. Foto: Facebook.

Reglerne

Der spilles bedst af tre sæt (eller bedst af fem sæt) op til 15 point. Hver spiller kan én gang i hver kamp gå efter ”dobbelt point”. Det skal meddeles til modstanderen før bolden og kan kun ske i egen serv og senest ved serverens 12. point. Vindes bolden, gives der to point til serveren, tabes bolden tabes kun ét point til modstanderen. Der spilles til max. 15 point.

Læs artiklen "En bold fra kvartfinalen" (27/1-2020) her
Læs artiklen "Bomber-Benja og de 17 millioner" (13/11-2019) her
Læs artiklen "Benjamin slået i puljen" (12/11-2018) her
Læs artiklen "Benjamin til World Cup" (9/11-2018) her
Læs artiklen "Benjamin blandt verdens 32 bedste" (30/1-2018) her
Læs artiklen "En sand mester med sandpapir" (18/12-2017) her

Forfatter: 
Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 
27 26 06 09