Sådan spilles der i anden halvdel

Dato: 
16.12.2019

- fem nye rækker er oprettet på Bordtennisportalen.

Den gældende DT-sæsonplan 2019/2020 for anden halvdel blev i torsdags den 12. december offentliggjort på bordtennisportalen - og sendt til samtlige DT-holds kontaktpersoner.

De nye rækker er:
Bordtennisligaen herrer, slutspil (seks hold)
Bordtennisligaen herrer, oprykningsspil (seks hold)
1. division herrer, nedrykningsspil (fire hold)
Kvinder 1. division, 2. halvdel (otte hold)
Kvinder 2. division (fem hold)

I fire af de fem nye puljer/rækker tager holdene de indbyrdes point mod hinanden i første halvdel af sæsonen med over (se vedhæftede).

Turneringsreglement og prioriteringsliste kan ses på Bordtennis Danmarks hjemmeside under ”Klubservice” - ”Regler” i topbjælken. Sagsoversigt findes under Turneringsgruppen på hjemmesiden.

Spilleplaner midtvejs i sæsonen

Det har absolut ikke gjort planlægningen lettere, at der midtvejs i sæsonen skal oprettes nye rækker og derfor findes spillesteder, som ikke allerede er optaget af andre kampe. Det har været nærmest Soduko-agtigt at få det til at gå op med de nye ønsker, som flere klubber har tilsendt vedr. hvornår de helst ville spille på de mulige datoer, der har været kendt siden sæsonstarten. Et par klubber skal nok have ændret/flyttet tidspunkter for nogle ØBTU-ungdomskampe, der er lagt i DT-weekenderne.

Gratis kampflytning frem til og med 19/12

Hvis der er kampe, der giver problemer, bedes I kontakte modstanderen og forsøge at finde frem til en anden spilledato. Hvis det lykkes så send en mail til undertegnede. I kan ikke flytte kampe fra 1.- til 2. halvsæson og omvendt. Kamprækkefølgen kan ikke ændres - selv i perioden med gebyrfri flytning.
Kampflytningsgebyr i denne sæson jf. gældende takstblad. Sørg derfor for at få flyttet de kampe, som I skal have flyttet (gebyrfrit) senest torsdag den 19. december. Henvendelser vedr. kampflytninger skal ske til undertegnede, der SKAL have accept fra begge involverede klubber, før kampen vil blive flyttet.

Turneringsreglement

Turneringsgruppen opfordrer til, at alle klubledere og holdledere læser det gældende turneringsreglement godt igennem (vedhæftet). Se kontaktoplysninger på personerne i Turneringsgruppen og læs om de væsentligste ændringer i Turneringsreglementet her

Samlinger

Hvis der er lagt kampe, hvor der ikke er plads, fordi der afvikles samlinger på samme spillested/termin, så henstilles til klubberne om at forsøge at flytte de kampe, som ikke vedrører samlingerne, og der henstilles derfor samtidig til modstandernes velvillighed til dette. I vedhæftede finder du også den nye turneringsstruktur samt de holdkampskemaer, der skal bruges i denne sæsons DT, hvor der bl.a. er indført Golden Set i alle DT-rækker i tilfælde af uafgjort.

Forfatter: 
Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 
27 26 06 09