Senior DM i Odense

Dato: 
27.02.2020

- se tidsplan, deltagerlister og læs om de i alt 24 seedede spillere i singlerækkerne. 

Anders Lind har på billedet netop genvundet sin DM-titel i herresingle i 2019. Foto: Jim Christensen.

Fredag den 28. februar kl. 15.00 går det løs, når de danske mesterskaber i bordtennis igen skydes i gang med kvalifikationskampe i herresingle i Odense Idrætshal efter at mesterskaberne de seneste tre år har været afholdt i nordjyske Hjørring.
Det er værd at bemærke starttidspunktet kl. 15.00, som har været nødvendigt, da arrangørklubben OB Bordtennis Odense i samråd med Bordtennis Danmark har valgt at tage samtlige 78 deltagere med i herresingle, selv om konceptet kun har plads til de 72 højest rangerede.
Der seedes efter opdatering af ratinglisten torsdag den 20/2 dog skal det i herresingle bemærkes, at Anders Lind og Tobias Rasmussen seedes henholdsvis 1 og 2 qua deres placeringer på verdensranglisten, mens Roskilde-duoen Allan Bentsen og Finn Tugwell seedes henholdsvis 3 og 4.

Hos herrerne har fem af de 78 deltagere prøvet at vinde det danske mesterskab i single:
Anders Lind (2018 og 2019), Tobias Rasmussen (2017), Christian Thulstrup Kongsgaard (2010), Finn Tugwell (2001, 2004, 2005 og 2009) og Allan Bentsen (1991, 1992, 1993, 1994, 1995, 1996, 1999 og 2006).

Hos kvinderne er det bemærkelsesværdigt, at 9 af de 10 højest rangerede i Danmark deltager ved årets danske mesterskaber, hvor kun Mie Skov savnes i toppen. Syv af de 25 deltagere har prøvet at vinde det danske mesterskab i single:
Stefanie H. Christensen (2017, 2018 og 2019), Pernille Refstrup Agerholm (2014 og 2016), Mie Binnerup Jacobsen (2015), Trine Grauholm (1998, 1999 og 2005), Janne M. Jensen (2002), Pia Toelhøj (1995) og Charlotte Polk (1981, 1987 og 1989). Læs meget mere om alle de seedede spillere i singlerækkerne i vedhæftede DM-oplæg.

Livestreamet lodtrækning

Lodtrækningen mellem de henholdsvis 16 seedede spillere i herresingle og 8 seedede i damesingle blev livestreamet på Bordtennis Danmarks facebookside på tirsdag den 25. februar kl. 13.30.

Holder seedingen spilles følgende 1/8-finaler i herresingle:
Anders Lind, Brønshøj (1) - Thomas Jensen, Dragør (13)
Daniel Simonsen, Hillerød (5) - Noah Tolstrup Hvid, OB (14)
Thor B. Christensen, Herlev (7) - Theo Dyekjær, Virum (16)
Finn Tugwell, Roskilde (4) - Carsten Egeholt, Brønshøj (10)
Allan Bentsen, Roskilde (3) - Michael Jørgensen, Silkeborg (11)
Christian T. Kongsgaard, Virum (6) - Patrick Skarsholm, Hillerød (15)
Peter Svenningsen, B 75 (8) - Martin Buch Andersen, Virum (9)
Tobias Rasmussen, København (2) - Mogens Sonnichsen, Fjordager (12)

Holder seedingen spilles følgende kvartfinaler i damesingle:
Stefanie H. Christensen, Skensved (1) - Janne M. Jensen, Ballerup (5)
Izabell Nørlem, Amager (3) - Trine Grauholm, OB (7)
Pernille Refstrup Agerholm, Viby (4) - Sophie Walløe, Hillerød (6)
Mie Binnerup Jacobsen, Sisu/MBK (2) - Jocefina Daoya Haagensen, Hvidovre (8)

Lodtrækningen til kvalifikationen i herresingle vil blive foretaget fredag kl. 12.00. Evt. afbud skal sendes på mail til Bordtennis Danmark.
Mens kvalifikationen spilles trækkes der ca. kl. 18.00 lod i de øvrige rækker. OB forventer at være klar med komplet lodtrækning ca. kl. 19.00 fredag, hvor man på Ondata vil kunne se tider og bordnumre på samtlige kampe. Klik her

Call Area fra søndag

Overdommerne Janni Andreassen og Mark Beckmann vil sammen med dommerne byde spillere, trænere og tilskuere velkommen til senior DM 2020. De oplyser, at de vil gøre deres for, at DM bliver afviklet korrekt, og søge at alle går fra turnering med en følelse af, at de er blevet behandlet korrekt og retfærdigt. Det betyder blandt andet, at tiden ikke bliver trukket unødvendigt, og at serverne følger reglerne. Det pointeres, at det er spillerens ansvar, at sørge for at dommeren er overbevist om servens lovlighed. Overdommerne forventer selvfølgelig også de tidligere års gode opførsel fra spillere og trænere.
Overdommerne oplyser, at der vil være oprettet Call Area fra søndag morgen. Spillerne skal møde tidligst 30 minutter og senest 20 minutter før kampstart i Call Area. Hvis en spiller ikke har mulighed for at møde op i Call Area kan spillerens coach gøre det i stedet.


Jannie Andreassen og Mark Beckmann udgør overdommerduoen ved senior DM i Odense.


Stefanie H. Christensen har snuppet DM-titlen i damesingle de seneste tre år (2017, 2018 og 2019). Foto: Jim Christensen.


Anders Lind har vundet DM-titlen i herresingle de seneste to år (2018 og 2019). Foto: Jim Christensen.

DM senior kan følges kamp for kamp her

Forfatter: 
Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 
27 26 06 09