Status: Danmarksturnering, serie- og ungdomsrækker

Dato: 
25.03.2020

- i Bordtennis Danmark. DM for ungdom er udsat.

Status omkring Danmarksturnering, serie og ungdomsrækker i Bordtennis Danmark. Status på DM for ungdom.

Siden Bordtennis Danmark som et af de første specialforbund tog beslutning om at henstille til nedlukning af al møde-, trænings- og kampaktivitet frem til 30. marts, har klubber og turneringsansvarlige på forbilledlig vis taget ansvar. Det kan vi godt i fællesskab være stolte over og udviklingen siden den 11. marts har vist at beslutningen var rigtig.
Regeringen har nu forlænget perioden med restriktioner og samværsbegrænsninger, og den beslutning bakker vi helt op omkring, og vi vil selvfølgelig fortsætte nedlukningen. En beslutning, der jo reelt nu er taget for os med de tiltag, som vi ser fra myndighedernes side.
På bestyrelsesmøde i går aftes behandlede Bordtennis Danmarks bestyrelse spørgsmålet om vores igangværende 2019/2020 turneringer og det planlagte ungdoms DM.

Følgende blev besluttet

Der blev taget beslutning om at annullere de resterende kampe i alle turneringer og gøre den nuværende stilling til slutstilling for sæsonen 2019/2020. Alle rækker er hermed færdigspillet.
Der vil ikke blive kåret danske mestre. Op- og nedrykninger vil i udgangspunkt ske på grundlag af slutstillingen. Der vil dog i ganske få tilfælde være situationer, som vil skulle afklares efter nærmere behandling i vores faggruppe for turnering og stævne.
Som vores statsminister siger; ”Dilemmaerne står i kø”. Der vil være forskellige holdninger til, hvad der er den rigtige beslutning og vi har forståelse for at mange er ærgerlige over ikke at kunne spille de sidste kampe og gerne så en beslutning udskudt, men det har for os været vigtigt at få bragt klarhed om situationen for alle. Og ingen kender lige nu scenariet, når vi på tidspunkt igen kan og må spille bordtennis.
I forhold til de regionale serie- og ungdomsrækker har vi været i dialog med de respektive turneringsudvalg i lokalunionerne og der er igen opbakning til beslutningen. De vil også stå klar for henvendelser af turneringsteknisk karakter, men være tålmodige. Alle svar findes ikke på rede hånd i denne ekstraordinære situation.
Vi har samtidig besluttet at udsætte DM for ungdom, som skulle have været afholdt 9-10. maj. Vi vil i samarbejde med arrangørklubben forsøge at flytte mesterskabet til sidste uge af august/første uger af september. Vi vender tilbage omkring dette, så snart der er en afklaring.
For afklarende spørgsmål til ovenstående, herunder op- og nedrykning, står turnerings- og stævnefaggruppen til rådighed.
Vi håber på en sommer med masser af aktivitet og spilleglæde i klubberne, når hallerne og samværet igen gives fri og vi ser frem til en helt igennem fantastisk 2020/2021 sæson for os alle.

Forfatter: 
Bestyrelsen
Kontaktperson: 
Martin Lundkvist
Kontaktperson tlf.: 
40 70 99 99