Ungdomsspillere får lang næse

Kategori: 
Dato: 
01.10.2019

- flyselskabs konkurs betyder, at seks danske ungdomsspillere må aflyse deltagelsen i Slovenia Junior & Cadet Open.

Noah Hvid, der tidligere i år vandt drengerækken ved Six Nations (billedet) i Hjørring, og som i sidste weekend vandt Pojkar 15 ved Rekordspelen i Helsingborg, kommer lige som fem andre danske ungdomsspillere ikke i kamp ved Slovenia Junior & Cadet Open. Foto: Privat.

Jocefina Haagensen, Sally Maribo, Ida Bønding Schøsler, Noah Hvid, Viktor Oksfeldt, Carl Køngerskov og de to coaches Rasmus K. Mikkelsen og Magnus Mallander skulle fra 2.- 6. oktober have deltaget i Slovenia Junior & Cadet Open i Otocec. Men det bliver der ikke noget af i denne omgang, da flyselskabet Adria Airways er gået konkurs og alle deres fly er aflyst.

Deltagelsen i Slovenia Junior & Cadet Open var planlagt før Magnus Mallander blev ansat af Bordtennis Danmark. Spillerne har derfor selv i samarbejde med deres trænere og elitegruppen planlagt deres tur.

De har alle i god tid booket flybilletter hos Adria Airways - hvor de for tre uger siden blev opmærksom på, at deres fly var blevet aflyst. Da spillerne selv har booket, da det ikke er en tur arrangeret af Bordtennis Danmark, har det givet meget ekstra arbejde til spillerne, forældrene, klubtrænere og landstræneren at få koordineret nye rejser. Det uheldige var, at spillerne har booket igennem fire forskellige rejsebureauer, og flere af dem ventede med at oplyse, at flyet var aflyst til sidste dag ifølge reglerne. Enkelte spillere har derfor booket dobbelt billetter og var i gang med at få refunderet billetter fra første bestilling.
I går aftes meddeles det så, at Adria Airways er gået konkurs og alle deres fly er aflyst. Det betyder derfor at spillernes tur til Slovenien er blevet aflyst.

"Da turen er på 100% egenbetaling, og der er bestilt hotel og forplejning mv. kan dette blive en meget kostelig affære for den enkelte spiller. Der arbejdes derfor fra Bordtennis Danmarks ungdomslandstræner Magnus Mallanders side på at få afbestilt så meget, som der er muligt med kort varsel. Egentlig var sidste mulighed 23. september, men der håbes på forståelse fra vores slovenske venner", fortæller Claus Arnsbæk fra OB Bordtennis.

Samtidigt er spillerne blevet afmeldt inden lodtrækning blev foretaget via turneringsledelsen og overdommeren, så spillerne ikke modtager strafpoints fra ITTF.

Forfatter: 
Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 
27 26 06 09