Vanvittigt drama

Kategori: 
Dato: 
11.12.2020

- da Roskilde fredag aften vandt med 3-2 over franske AS Pontoise Cergy TT i den første puljekamp i Champions League.

Godt nok havde man på forhånd ventet en spændende kamp mellem Roskilde og Pontoise Cergy i noget, der kunne ligne en nøglekamp i Champions Leagues gruppe C, men at man skulle få en sand gyser på 2 timer og 52 minutter, som bølgede fra side til side var alligevel mere, end man havde turdet håbe på - og så sluttede det endda som det skulle med en dansk 3-2 sejr!

Men inden man kom så langt måtte de danske mestre gå grueligt meget igennem. Svenske Jens Lundqvist sørgede for en god Roskilde-start ved at vinde med 3-1 i sæt over tyske Patrick Baum. Michael Maze tabte derefter med 3-0 i sæt til Tristan Flore. Tredjesinglen vandt Roskildes sportschef Allan Bentsen efter et femte- og afgørende sæt mod Quentin Robinot, der her i Champions League kun spilles til seks vundne point. Dermed 2-1 til Roskilde.

Jens Lundqvist kunne derefter have afgjort kampen til Roskildes fordel i kampen mod Tristan Flore, hvor han missede tre matchbolde i fjerde sæt.
I den femte- og afgørende kamp var Michael Maze nede med 0-2 i sæt og 5-8 i tredje sæt mod Patrick Baum, inden han et eller andet sted fandt nogle reserver frem og fik vundet først tredje sæt med 11-9, så fjerde sæt med 11-9. I femte sæt - der altså kun spilles til seks vundne point - fortsatte Baum dog ufortrødent med at sende fornemme baghåndsblokeringer lige ned af linjen i de to venstrehåndedes dueller. Maze kom bagud med 1-3, men vendte så igen kampen på hovedet og vandt de næste fem bolde til sejr på 6-3 og dermed 3-2 i sæt og 3-2 til Roskilde.

I gruppe B vandt russiske TTSC UMMC med 3-0 over tjekkiske TTC Enfireex Ostrava. Jonathan Groth vandt over Simon Belik med 3-0 (11-1, 12-10, 11-7). Se kampen her.
I gruppe D vandt franske GV Hennebont med Anders Lind med 3-2 over Dekorglass Dzialdowo fra Polen. Anders Lind spillede tredjesinglen, som han tabte med 1-3 (11-8, 11-13, 1-11, 8-11) til Jakub Dyjas. Se kampen her

Gruppe C
Fredag den 11. december, kl. 20.30
Roskilde Bordtennis (Danmark) - AS Pontoise Cergy TT (Frankrig)...3-2
Jens Lundqvist - Patrick Baum, 3-1 (11-9, 11-6, 10-12 efter 3-8 og 10-8, 11-6). Se kampen her
Michael Maze - Tristan Flore (nr. 115 på vr.), 0-3 (4-11, 9-11, 7-11). Se kampen her
Allan Bentsen - Quentin Robinot (nr. 183 på vr.), 3-2 (11-6, 11-7, 6-11, 5-11, 6-2). Se kampen her
Jens Lundqvist - Tristan Flore, 2-3 (5-11, 11-7, 11-9, 12-14 efter 10-8 og 11-10, 2-6). Se kampen her
Michael Maze - Patrick Baum, 3-2 (15-17, 8-11, 11-9 efter 5-8, 11-9 efter 10-6, 6-3 efter 1-3). Se kampen her

Lørdag den 12. december, kl. 20.30
Roskilde Bordtennis (Danmark) - 1. FC Saarbrücken TT (Tyskland).
Saarbrücken har bl.a. Patrick Franziska (vr 16), Darko Jorgic (vr 34) og Slobodan Grujic, Tomas Polansky og Shang Kun i spillertruppen.

Søndag den 13. december, kl. 20.30
SPG Walter Wels (Østrig) - Roskilde Bordtennis (Danmark).
Walter Wels har bl.a. Frane Kojic, Andreas Levenko, Gabor Böhm, Kohei Sambe og Adam Szudi i spillertruppen.

Følg kampene LIVE her

Der spilles i fire grupper med - oprindeligt - fire hold i hver.
I gruppe C har Roskilde Bordtennis (seedet 5-8) trukket de tyske mestre 1. FC Saarbrücken TT samt franske AS Pontoise Cergy TT og Walter Wels fra Østrig.
Roskilde undgik dermed de to russiske hold TTSC UMMC (seedet 3 - med Jonathan Groth) og Fakel-Gazprom Orenburg (seedet 1) samt tyske Borussia Düsseldorf (seedet 2), der i januar/februar 2020 i kvartfinalen sendte Roskilde ud af Champions League i sidste sæson. Senere blev Champions League-turneringen aflyst pga. Covid-19.
I gruppe D har franske GV Hennebont (seedet 5-8) med den danske mester Anders Lind i truppen trukket Borussia Düsseldorf med bl.a. Timo Boll.

De to bedste hold fra hver af de fire puljer kvalificerer sig til kvartfinalerne, der spilles henholdsvis kl. 10.00, kl. 13.30, kl. 17.00 og kl. 20.30 tirsdag den 15. december. Semifinaler spilles torsdag den 17. december kl. 17.00 og kl. 20.30. Finalen spilles fredag den 18. december kl. 20.30.

Nr. 3 i grupperne kvalificerer sig til Europa Cup’en. I denne er første runde udsat til 2021, for at give de nedrykkede hold fra Champions League mulighed for at deltage.

Europas 16 bedste klubber er (som regel) samlet i den prestigefyldte Champions League, der første gang blev afviklet i 1960 under navnet Europe Club of Champions.
Roskilde Bordtennis nåede kvartfinalen i både 2017-2018 samt i 2019-2020.

Forfatter: 
Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 
27 26 06 09