Referat fra vækstteammøde Sydvestsjælland og LF

Herlufsholm Idrætscenter 8.9.20

Deltagere: Lis Hævdholm, Tina Berg Person, Holbæk, Allan Bentsen, Johanne Tschernja og Betina Reidl (Væsktteamleder), Roskilde, Jesper Hering Hansen, Haslev, Sven Ægidius, NFBTK, Henrik Andersen, Slagelse, Jonathan Nielsen, Stefan, Kvik Næstved, Jeppe Damsgaard, BTDK-konsulent.

Afbud fra AF Sorø BTK, Ejby BTK

Formålet med mødet var at tage hul på de næste skridt mod vækstaftalens målsætning.

Dagsorden for mødet var:

  1. Status
  2. Rammesætning
  3. Vækstaftalens indhold
  4. Vækstteamets formål
  5. Processen resten af året og sæson 2020/21.

Status
Jeppe begyndte med en kort status omkring forbundet. Lokalunionernes nedlukning blev vendt. Jf. referat fra ØTBUs repræsentantskabsmøde tilfalder formuen BTDK med henblik på udvikling af bordtennis i Østdanmark. Borddepotet tilfalder ligeledes BTDK. Vækstteamet debatterede herefter placering af borddepot og omkostningerne hertil. Der findes muligvis billigere alternativer, som samtidig kan blive nemmere for klubberne at benytte.

Rammesætning
Herefter gennemgik Jeppe rammerne for den ungdomsstrategi, der skal være grundstenen i Bordtennis Danmarks fremadrettede indsats mod at skabe ungdomsvækst. Søndag d. 15. marts 2020 skulle BTDK’s første ungdomskonference have været afholdt. Her skulle de over 60 tilmeldte, kompetente ungdomsinteresserede have brainstormet på indhold i ungdomsstrategiens temaer og etableret arbejdsgrupper, der skulle kvalificere dette indhold. Det blev som bekendt ikke tilfældet, da corona lukkede landet ned torsdagen inden konferencen og vi mangler derfor det arbejde.

Men vi er nødt til at fortsætte, selvom vi ikke er nået så langt som vi gerne ville med beskrivelsen af ungdomsstrategien. Derfor arbejder vi fortsat også ud fra temaernes overskrifter, når vi taler om, at de indsatser vi skal sætte i gang i forbund, vækstteams og klubber skal være i tråd med ungdomsstrategien.

Overskriften er: Gode oplevelser og stærke fællesskaber.

Temaerne under overskriften er: Klubudvikling, Ungdomsevents, Nye konkurrenceformer, Trænerudvikling og Spillerudvikling.

Gode oplevelser og stærke fællesskaber, skal vi hele tiden skal have i baghovedet, da det er dem, der skal skabes flere af. Temaerne er de områder, vi skal sætte ind overfor, for at skabe de gode oplevelser og de stærke fællesskaber.

Vækstaftales indhold
Efter rammesætningen genopfriskedes vækstaftalens punkter. Vækstteamet har et mål om at vækste med 50 ungdomsmedlemmer i 2020 og (videre)uddanne 8 trænere inden udgangen af denne sæson. Derudover er der en række effektmål og områder, hvor vækstteamets klubber vil engagere sig særligt. Dette fremgår af vækstaftalen, som findes på BTDK’s hjemmeside.

Vækstteamets formål
Betina (vækstteamleder) styrede processen, der skulle bidrage til, at alle de deltagende klubber bliver ved med at være motiverede for at prioritere det fælles arbejde i regionen.

Klubberne bød hver især ind med, hvilke områder man så for sig som samarbejdsmuligheder. De er opsummeret herunder:

  • Det har værdi i sig selv, at vi kan sætte os ned og få sat ansigt på naboklubberne og se hinanden i øjnene som samarbejdspartnere frem for konkurrenter.
  • Forskellige aspekter af trænerudvikling. En af de ønskede effekter ift. trænere er at øge fastholdelsen og kvaliteten af trænerne. Der var mange forslag til, hvordan dette kunne gribes an.
  • Træningssamarbejde med forskellige målgrupper (fx motionsspillere af forskellig alder). Den ønskede effekt er at give så mange som muligt en følelse af, at der også er et tilbud til dem i bordtennis, uanset hvem de er og hvad deres motivation er.
  • Etablering af velfungerende seniortræning – og gevinsten heraf for klubmiljøet. Der er gode erfaringer med at en struktureret seniortræning (med træner på) giver glade seniorer, hvoraf flere har lyst til at give en hånd med i klubben.
  • Sparring omkring frivillighed i klubben – arbejdet med at rekruttere frivillige.
  • Sparring omkring talentudvikling og overgangen fra et niveau til et andet.
  • Sparring om god begyndertræning – hvad har effekt.
  • Fælles lejraktiviteter – til forskellige målgrupper. For at have interessante tilbud til alle ud over klubtræningen.

Processen sæsonen 2020/21

I efteråret vil Betina og Jeppe mødes med de enkelte klubber for at afdække individuelle forhold ift. ledelse og organisering, trænere og træning, økonomi og faciliteter. Afkastet af disse møder vil være en analyse af vækstteamets klubber, som vækstteamet kan bruge til at prioritere ressourcerne mhp. at skabe ungdomsvækst i regionen.

Denne analyse præsenteres til ved næste vækstteammøde i december. Herved vil vækstteamet blive i stand til at prioritere indsatserne resten af sæsonen 20/21 og længere ud i fremtiden.

Referat, Jeppe Damsgaard og Betina Reidl