En bordtennislegende

En af dansk bordtennis store legender er død. Helmuth ”Smut” Jespersen døde i sidste uge 85 år gammel. Han bisættes lørdag den 23. marts kl. 13.00 fra Gladsaxe kirke.

 

Helmuth Jespersen havde en fantastisk karriere, der begyndte i B93, gik over KBK og sluttede i Gentofte. Han debuterede på landsholdet i 1947 og spillede på landsholdet indtil 1963, hvor han sluttede sin internationale karriere ved VM i Prag efter at have deltaget i 8 VM’er.

 

Helmuth med kælenavnet Smut blev dansk mester i single 1949 for B93 hvilket gav optagelse i B93s Hall of Fame. Han genvandt mesterskabet i 1950 for KBK og i alt blev det til 13 danske mesterskaber. I 1951 og 1953 var han i semifinalen ved de nordiske mesterskaber i herre single.

 

”Smut” vil også blive husket for sit grønne pimple bat. Det var købt i 1940 – brugt – og nåede at holde 25 års jubilæum. Det kostede 5 kr. Der var ikke mange smash i det bat, men ”Smuts” defensiv fra halvdistancen med dette bat vandt mange sejre, og mange unge spillere i 60´erne og 70´erne glemmer aldrig, hvorledes de blev sat til vægs af en storsmilende ”Smut” og hans grønne pimple bat.

 

Helmuth ”Smut” Jespersen var ikke kun en stor spiller, men påtog sig også en lang række lederjobs. Han var holdkaptajn for det danske landshold i mange år, herunder playing captain ved de legendariske mesterskaber i 1961 i Beijing. Han var kasserer i Dansk Bordtennis Union fra 1954 til 1963 og herefter i en lang årrække medlem af Amatør- og Ordensudvalget.

 

Helmuth ”Smut” Jespersen var en hædersmand. Han havde en humoristisk tilgang til livet og mange har nydt godt af hans omsorg for andre mennesker. Vi er mange, der i disse dage med stor taknemlighed tænker tilbage på gode og muntre oplevelser med ”Smut”. Kontinuiteten sørgede Smut også for. Gennem sønnen Jørn, mangeårig ungdomslandsholdsspiller og barnebarnet Rasmus, der nu er træner i København Bordtennis Klub, har familien Jespersen ydet en fantastisk indsats.

 

Æret være hans minde.

Arne Madsen

 

Læs herunder Peter Fredbergs fantastiske artikel om Smuts bat – sakset fra Bordtennisbladet i 1971:

 

Portræt af et VM-bat
Af Peter Fredberg

 

Se, dette er et bat.
Det har deltaget i otte VM: Paris 47, Budapest 50, London 54, Utrecht 55, Stockholm 57, Dortmund 59, Peking 61, og Prag 63. Ejeren hedder Helmuth Jespersen, Gentofte 43 år. Han købte det brugt for en femmer i 1940. For nylig havde han 25 års jubilæum med det. Det har en snavset grøn farve. Mangler 41 knopper på bag- og 32 på forhånden. Der er viklet et stykke sejlgarn rundt om håndtaget. Det kan fortælle mange VM historier.

Det overværede, Da Willy Scott-Nissen, Grøndal fik ”æg” (sættene var til 21) mod ungareren Soos i Budapest – og hvordan Scott-Nissen handlede ”sort” med en dollar på hjemturen og fik sovevogn, medens de to andre sad to døgn på træsæder i toget. Men efter et ”andeæg” trænger man jo til ekstra hvile. I London tabte det til en libaneser – med rent træbat. Ak, ja.

Året efter i Utrecht var det impliceret i en maratonmatch Danmark-Bulgarien. Start kl. 21.00. Slut 2:30. I bordtennishistorien kun overgået af Polen-Rumænien ved VM i Prag i 1936. Den varede i 11 timer. Erlich og Panet var 7 timer om den første kamp. Da Erlich kom foran 1-0 i første sæt på en netbold, var der gået to timer. Publikum anede ikke om de skulle le eller græde.

I Dortmund var det nær blevet verdensmester for playing captains. Sølle to bolde i finalen mod en stædig brasilianer skilte det fra den store triumf i overværelse af 1100 målløse tilskuere. Og det oplevede Peking. Så hvordan kæmpehallen tre gange dagligt blev fyldt med 15.000 fanatiske, kinesiske bordtennis-enthusiaster. I Prag blev det vidne til et bittert nederlag. Henning Thorsen førte 17-10 i både andet og tredje sæt i holdmatchen mod Sovjet. Stillingen var 4-4. Sovjet vandt 5-4.

I stedet for otte skulle vi måske have skrevet ni VM… Ganske vist var battet ikke fremme officielt, men det var trods alt med i kufferten, da Helmuth Jespersen som non-playing captain i 1965 i Ljubliana så Eberhard Schölers uforglemmelige fight mod det kinesiske defensivvidunder Chang Shih Lin.

”Smut” er denne eneste danske landsholdsspiller, der har præsteret at gå direkte fra landsholdet til old boys. Han var på landsholdet i 16 år. debuterede som 19-årig i Paris. Sluttede i Prag med nervematchen mod nyopdukkede Sovjet. I alt 43 landskampe. Havde man haft samme tempo som i dag var det måske blevet 143!

Han har set spillere komme og gå. Men han er stadig den samme. Spiller på akkurat samme måde. Med det samme bat. Farlig for enhver i 2.division – den dag i dag.

Dit bat glemmer vi aldrig, ”Smut”

 

Smut

Forfatter: Arne Madsen
Kontaktperson tlf.: 54 85 86 15
Kontaktperson e-mail: arne.madsen@dbtu.dk