Normal bordtennis kan også suppleres af Sukiru Challenges i træningen og på SFO’en. Se nogle af Sukiru legene i videoen nedenfor.
Alle aldersgrupper fra 6 til 96 år kan lege/spille/øve Sukiru. Legene kræver ikke nødvendigvis erfaring eller evner fra ”rigtig” bordtennis, men adgang til bordtennisbat og -bold er et krav. Alle sukiruer får både et Junior niveau og et Pro niveau når appen lanceres. Alle kan være med!
Sukiru giver både grin, hygge, samlesjov og bedre bordtennisfærdigheder. Formålet er – via afvekslende lege og færdigheder med bold og bat – at skabe succésoplevelser, samvær og variation for alle - uanset spillerens bordtennis-niveau.
Sukiru betyder ”færdigheder” på japansk. Sukiru Challenges er en samling af bordtennis-relaterede lege, stafetter og øvelser. Top-9 siden (se nedenfor) og appen gør det nemt at komme i gang.
Sukiru kan leges/spilles/øves alle steder, hvor der er fra 1 til 10 meter plads. F.eks. i hallen, i klublokalet, i hjemmet, på skolen, i SFO’en osv. Visse sukiruer kan også fuldføres ude i haven. Spørg gerne hos dine lokale bordtennis-klubber.
I Sukiru Challenges kan spilleren både konkurrere mod sig selv, familien, klassekammeraterne og holdkammeraterne. De fleste sukiruer kan fuldføres alene, som duo eller i hold.
Sukiru Challenges er et koncept under udvikling hos Bordtennis Danmark. Se videoer og lege ved at klikke på billedet til 'Top-9' herunder. Dine lokale bordtennis-klubber finder du lidt længere nede på siden.
Beta-version af Sukiru Challenges appen til iPhone testes i øjeblikket. Testlink til app-download via Apple Testflight findes her.