Disse herrespillere skal med til EM

Landstræner Linus Mernsten har udtaget de danske herrespillere til EM i oktober.

Jonathan Groth, Anders Lind, Martin Buch Andersen og Thor Christensen skal repræsentere Danmark ved de individuelle europamesterskaber, som afvikles fra den 15. – 20. oktober i Linz, Østrig. Tobias Rasmussen har for nylig bebudet, at han tager en pause fra international bordtennis og er ikke udtaget.

Udover deltagelse i singleturneringen skal Anders Lind spille double med Andrej Gacina fra Kroatien, mens Thor og Martin også stiller op sammen.

Det er endnu ikke afklaret, om Groth stiller op i herredouble, eller om vi er repræsenteret i mixdoublerækken.

Ved seneste EM i 2022 deltog Groth, Lind og Buch. Det gik dengang resultatmæssigt skidt, da alle tre tabte i første runde i hovedturneringen. Med til historien hører dog, at Groth døjede med en rygskade, mens Buch mødte stjernen Ovtcharov og faktisk formåede at tage sæt i den kamp.

Forventningerne er utvivlsomt til mere ved det kommende EM. Top 15 i Europa slår hinanden på kryds og tværs, og både Groth og Lind tilhører denne kategori. På den rigtige dag kan de slå alle. Man må dog samtidig anerkende, at spillere som Felix Lebrun, Truls og Dang Qiu mest taber til asiater fra top 10 i verden.

Vi kan i øvrigt fejre, at Danmark med en aktuel niendeplads på verdensranglisten for hold aldrig har ligget højere. Det er ganske enkelt en fremragende placering. Af europæiske lande ligger kun Sverige, Frankrig og Tyskland over Danmark.