Svenske Jon Persson bliver ny assisterende landstræner for de danske bordtennisherrer. I juli måned stoppede 38-årige Jon på det svenske landshold efter en lang og succesfuld karriere. Blandt højdepunkterne er VM-bronze i hold samt EM-bronze i double. Nu vil han hellige sig trænergerningen.
Den danske landstræner, Linus Mernsten, er ikke overraskende en meget tilfreds mand:
– Det er en drømmesigning! Jon var uden konkurrence nummer 1 på min liste til at efterfølge Mattias Översjö, som nu arbejder i Qatar. Jeg har kendt Jon, siden han var 15 år gammel, og har kun positivt at sige om ham både som person og om hans bordtennisviden. Han er en energisk fyr, der kan tage alle mulige roller for holdet. Han er yngre end mig, kender alle spillerne og kan selv assistere ved indspil og træning. Han passer perfekt ind i vores tankegang om forskellige kompetencer.
Jon var assisterende træner for Sverige, da de senest vandt EM-guld for hold på hjemmebane. Han var også assisterende, da Sverige vandt OL-sølv i Paris. Ved det individuelle EM i oktober måned var Jon interimslandstræner for Sverige, der ved den lejlighed vandt to medaljer. Jon spiller p.t. i den franske Pro A liga. Han er med andre ord både international topspiller og har trænererfaring fra den øverste europæiske hylde.
Linus nævner en sjov anekdote:
– Da jeg var ungdomslandstræner i Sverige, og vi skulle starte bordtennisgymnasiet op, observerede jeg Sverige Top 12, som blev afviklet i Helsingborg. Jeg var ikke helt imponeret over niveauet, men en dreng fangede min opmærksomhed: Jon Persson, Norsjö, fin kropsforståelse, god boldføling og en naturlig aggressivitet. Han endte sidst og vandt ikke en eneste kamp. Men jeg overtalte ham til at begynde på bordtennisgymnasiet, og derfra gik det hurtigt.
Men hvad tænker Jon selv om at skulle arbejde med de danske spillere?
– Meget spændende at få denne opgave! Jeg ser frem til det. Og håber, at jeg kan bidrage med min positivitet og erfaring. Måske kan jeg også tilføre nogle nye idéer. Det bliver også sjovt at arbejde med Linus, som jeg selv havde som træner for 22 år siden.
Direktør for Bordtennis Danmark, Puk Kirkeskov, uddyber:
– Vi har en målrettet plan og har vist et nyt niveau i år. Derfor er det utroligt skønt at kunne byde Jon velkommen på landsholdsteamet i Danmark i det nye år!
Foto: WTT