Brother and the other 2

DBTU’s udsendte har mødt tre brødrepar, der fortæller om, hvordan det er på godt og ondt at have en bror med samme interesse. Vi har allerede stiftet bekendtskab med tvillingerne Tobias og Kasper Kamph Rasmussen her på hjemmesiden, og nu er det så blevet tid til at blive klogere på David og Mikkel Hindersson, som undertegnede har mødt i Virum, hvor de begge spiller.

Der er ca. to år og fem måneder mellem brødrene David (081187) og Mikkel Hindersson (290390), der i øvrigt også har en lillesøster Linnea (230595), der i 2010 opnåede både at vinde det danske mesterskab i pige single samt Top 12 for pige/yngre pige, inden hun lagde battet på hylden, da hun startede i gymnasiet.

David og Mikkel startede næsten samtidigt med at spille bordtennis. De var henholdsvis 9 år og 7 år, da de blev interesseret i bordtennis i SFO’en, hvor David havde vundet en turnering. ”De blev begge meldt ind i Virum, hvor Mikkel til at begynde med mest hyggede sig med at spille op ad væggen”, husker drengenes mor Katarina, der denne aften har familien samlet til bordtennis i Virum-hallen.

Hvad er det bedste ved at have en bror, der også spiller bordtennis?
”Vi bruger hinanden på alle måder, og for mig er det fedt, at David stadig følger så meget med og kender mange af de spillere, jeg møder internationalt. David er altid den første, jeg er i kontakt med, når jeg har spillet en kamp. Han ved altid, hvornår jeg spiller, og hvem jeg spiller mod”, siger Mikkel, der sætter pris på de gode råd og input, som David bidrager med – ofte set fra en helt anden synsvinkel.

Bor sammen

David bekræfter, at de to brødre i dag er tættere knyttet end nogensinde før. De bor sammen i en 3-værelses lejlighed på Amagerbro, og deler alle oplevelser med hinanden. De indrømmer, at de ofte spiser ude, men ellers så er det Mikkel, der står for madlavningen og David, der rydder op.
”Vi taler sammen om alt, holder ferie sammen, tager i byen sammen, har fælles vennekreds og er hinandens bedste ven”, siger David, mens Mikkel tilføjer, at det er over 10 år siden, at de sidst har skændtes.
Men sådan har det ikke altid været.
”Da vi var mindre sloges vi altid, også når vi spillede bordtennis med hinanden hjemme i kælderen”, husker de begge. En gang gik det så hårdt for sig, at Mikkel bankede David med en tennisketcher efter en kamp i kælderen, hvilket betød en uges pause til David med en skadet skulder.
David var nemlig bedst, men han vidste godt, at lillebror altid var lige i hælene på ham og blev betragtet som et meget stort talent.
”Det var da hårdt selv at være rimelig god, og så vide, at det var Mikkel, der fik opmærksomheden”, fortæller David, der vandt de indbyrdes finaler mellem de to brødre indtil sit sidste år som junior, hvor han i Top 12 tabte med 3-2 (11-9 i 5. sæt) til Mikkel, der vandt Top 12 foran netop storebror David, der husker, at han kaldte sin lillebror for en møgunge lige efter det tunge nederlag.

Sammen til ungdoms-EM

Som ungdomsspillere opnåede de to brødre to gange at være udtaget til samme ungdoms-EM. De udgjorde i 2002 i Moskva drengelandsholdet (sammen med førstemanden Jakob Asmussen), den gang var Mikkel bare 1. års yngre drenge. Tre år senere var David på juniorlandsholdet i Prag, hvor Mikkel var med på drengelandsholdet.
Mikkel deltog i alt ved ikke mindre end 7 ungdoms-EM.
David droppede efter juniortiden den totale satsning på bordtennis, da han gik i 2.g, og han er i dag ansat i Nordea, hvor han har med investering at gøre.

Mikkel og David Hindersson 2
Billedet her taget i mandags i Virum-hallen viser egentlig meget godt, at Mikkel (tv.) er bordtennisspiller på fuld tid, mens David (th.) til dagligt arbejder med investeringer i Nordea.

Største sportslige oplevelse

For Davids vedkommende har den største oplevelse med bordtennis været, da han som junior gjorde en så god figur ved de åbne polske mesterskaber (hvor han var med som reserve), at han blev udtaget til EM-holdet.
Mikkel satser stadig på fuld tid på bordtennis, og han er ikke i tvivl om, hvad der indtil nu har været hans største sportslige oplevelse.
”Det var helt klart i 2012, hvor jeg kom med til hold-VM i Dortmund, da Maze måtte melde fra”, siger Mikkel, og henviser til, at han ikke regnede med at få chancen på holdet. Han var derfor overrasket, da han fik at vide, at han skulle spille mod Sydkorea, hvor han tabte til defensive Joo Saehyuk (nuværende nr. 19 på verdensranglisten). Efterfølgende var Allan Bentsen, Kasper Sternberg og Jonathan Groth udset til, at skulle spille den næste kamp mod Taiwan, men da Groth fik underkendt sit bat, fik Mikkel igen chancen og denne gang greb han den, da han besejrede Wu Chic-Chi (nu nr. 156 på vr). Det gav endnu en kamp for Mikkel mod Østrig, hvor han vandt over Stefan Fegerl (nu nr. 74 på vr) og efter det tog Mikkel endnu en skalp, da han mod Kroatien (på sin fødselsdag) besejrede deres 3. mand.

Mikkel har tidligere spillet to år i den svenske elitserie og efter det fire år i Tyskland, inden han i denne sæson vendte hjem til barndomsklubben Virum, hvor også David spiller. I indeværende sæson har de to brødre spillet en enkelt holdkamp sammen i STIGA Divisionen. Det var mod Vedbæk, hvor Mikkel vandt over både Morten Holm Knudsen og Martin Monrad, mens David vandt sin enlige single mod Mie Skov.

David og Mikkel gammelt
Det var den gang. David (tv.) og Mikkel (th.)

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk