Få dage før den eksklusive turnering, som var forbeholdt top 32 i verden, var Anders Lind og Jonathan Groth i aktion i samme kamp, da deres respektive klubber Borussia Dortmund og TTC Fulda Maberzell tørnede sammen i Bundesligaen. Det var en kamp, hvor begge danskere leverede på øverste hylde. Anders Lind slog den tyske stjerne Ovtcharov, og Jonathan Groth slog både Adam Szudi og Kristian Karlsson. Blot få dage efter gik rejsen til den kinesiske region Macao, hvor de skulle prøve at finde storspillet frem igen.
Første dag bød på flotte danske sejre. Jonathan Groth var i aktion mod japanske Hiroto Shinozuka (WR 27). Shinozuka er verdensmester i double og var på det japanske landshold ved OL i Paris. En klassisk japansk spiller – hurtig og ekstremt sikker.
På trods af de imponerende stats har Jonathan fået skovlen under japaneren i alle tre kampe, de har spillet. Senest med 3-0 i sæt i semifinalen ved WTT Star Contender i Doha 2024.
Japaneren forhindrer dog lynhurtigt en gentagelse af de cifre. Et første sæt, der i høj grad ligner deres første sæt ved en tidligere kamp, hvor Jonathan slet ikke kom på tavlen med 0-11. I den kamp formåede Groth at vende momentum efter 0-11 og 3-11, og det samme gør han nu.
Groth stempler for alvor ind i kampen i andet sæt efter at have tabt første 3-11. Han fører det meste af andet sæt, men japaneren får første sætbold ved 9-10. Groth viser mental styrke og vender det til 12-10 og 1-1 i sæt.
Kampbilledet er noget rodet og urytmisk. Groth vinder meget på sine skarpe korte returer og generelle taktiske overtag i serv/retur. Groths styrke ligger især i de korte dueller, og det formår han at spille bedre på efter første sæt.
Tredje sæt går også marginalt Jonathans vej med 12-10, og på trods af en stærk japansk start på fjerde sæt, viser Groth mental styrke endnu engang og vinder 11-8.
Kæmpe 3-1 sejr og dermed 4/4 sejre indbyrdes mod den stærke japaner
Om eftermiddagen venter endnu et opgør, vi ofte har set før. Anders Lind mod slovenske Darko Jorgic (WR 10). Sidst, de to mødtes, blev sætcifrene 0-3 på slovensk hjemmebane, men Anders har tidligere vundet over sloveneren i Bundesligaen.
Jorgic starter tændt og motiveret ud og vinder første sæt 7-11. Anders kommer ud til andet sæt med et helt andet udtryk i spillet. Vi får hele Anders Lind repertoiret i spil. Lange hurtige server, “strawberries” og masser af power og temposkift. 11-4 til Anders.
Kampbilledet er helt det samme indtil 4-0 i tredje sæt. Men momentum skifter og end ikke en dansk timeout kan ændre på det. Sloveneren bringer sig foran 5-7 og 7-10. Nu skal Anders hænge i. Anders fyrer to strawberries af og et sindssygt fladt klask på slovenerens åbning og reducerer til 10-10. Anders lukker det vigtige sæt med et vildt baghåndsflip til 14-12. Sådan Anders!
Anders fortsætter i fjerde sæt med de lange server. Med Anders’ egne ord til landstræner, Linus Mernsten: “50/50 lange/korte server, 50/50 lange/korte returer.”
5-6 vendes til 10-8 og to danske matchbolde. Så er det nu, det gælder, Anders. Sloveneren overlever den første, men Anders lukker sættet og kampen med 11-9 i fjerde på en hurtig serv og opfølgning med baghånden.
To imponerende danske sejre, der cementerer Anders’ og Jonathans pladser som hhv. 19 og 24 i verden.
Dagen efter er det Groths tur til at se, om han kan gøre Anders Lind kunsten efter, da han møder verdensmesteren Wang Chuqin, som Anders slog sidste år.
Jonathan starter stærkt ud i første sæt. Tændt og fokuseret mod en kineser, der ligner en, der lige skal finde rytmen. 11-7 til Groth og lige præcis den start, vi har brug for!
Nu kunne man godt forvente, at kineseren ville komme stærkt ud til andet sæt, men Groth lader ham ikke få et ben til jorden. Storspil fra Jonathan bringer ham foran 6-1 og 1-0 i sæt. En meget gunstig position i en bedst af fem sæts kamp. Men nu finder Chuqin storspillet frem. Ét point bliver det til for Groth resten af sættet, der ender 7-11.
Tredje sæt bliver heller aldrig tæt. Lynhurtigt står den 4-8, og det ender 6-11.
Nu skal vi have en god start på fjerde sæt til Jonathan. Desværre er kineseren storspillende og forærer ingen point væk. Ved stillingen 0-7 kommer der en enkelt fejl fra kineseren, men samlet set er verdensmesteren for stærk og lukker kampen 2-11 og 1-3 i sæt.
Stærk indsats af Groth, der viser, han har de taktiske kompetencer til at matche verdensmesteren i perioder, men i sidste ende viser kineseren, hvorfor han trods alt er verdensmester.
Dagen efter skal Anders spille ottendedelsfinale mod det kinesiske stortalent Chen Yuanyu. Anders starter fint ud, men ligner også en mand, der søger nogle svar i et første sæt, hvor taktikken i især serv/retur skal finpudses. Sættet er tæt, indtil kineseren trækker fra og spiller sig til tre sætbolde ved stillingen 7-10. Anders overlever to, men den tredje går kineseren vej, og første sæt ender 9-11.
I andet sæt ser vi præcis ligesom i kampen mod Jorgic, at Anders finder storspillet frem. Serv/retur fungerer bedre, og Anders spiller utrolig aggressivt. Kineseren har ingen chance i et sæt, der går Anders’ vej 11-5.
Yuanyu får den bedste start på tredje sæt og fører 2-4 efter første håndklæde-pause. Men Anders viser mental styrke, kæmper sig tilbage og vinder sættet 11-8.
2-1 i sæt og nu gælder det om at gøre det svært for kineseren at kæmpe sig tilbage. Momentum er på Anders’ side, og taktikken virker.
Sættet er tæt. De følges ad det meste af vejen, men Anders formår at tilkæmpe sig to matchbolde ved 10-8. Men to forhåndsfejl fra Anders udligner til 10-10. Det føles som to kæmpe chancer, men nu er det bare med at hænge i og fokusere på næste bold. Anders tilkæmper sig endnu en matchbold, men desværre også endnu en misser fra forhånden. Nu fyrer Anders til gengæld et baghåndsflip fra en anden dimension af sted efterfulgt af en lynhurtig serv mod forhånden, og sejren er hjemme. 13-11 i fjerde sæt, og kvartfinalen er sikret i Macao.
Kæmpe turnering af Anders indtil videre. Nu venter verdensetteren Lin Shidong, som Anders har mødt en gang før, hvor han tabte 0-4.
Landstræner Linus Mernsten udtaler i forbindelse med sejren:
– Anders havde lidt svært ved timingen i returspillet til at starte med. Der skal mod til for at spille de returer, der skal til. På “the big points” lykkedes det. På det her niveau er hver bold ubehagelig at spille. Under maksimalt pres viser man sit mentale niveau, og her har Anders helt klart taget et skridt frem. Bordtennis er et mix af skak og boksning. For meget skak så bliver man passiv. For meget boksning så glemmer man modspilleren. Anders lykkedes med at finde balancen i dag i de store momenter. Samme forudsætninger i morgen mod verdens nummer et Lin Shidong i en fyldt hal i Kina. Det kan ikke blive bedre! Indtil videre har Anders fået behandling, og nu skal han slappe af, en lille tur i fitness for at aktivere musklerne, og så skal han byde sin træner på en fed steak!
Turneringens største upset og et af de største danske resultater nogensinde sker i kvartfinalen mellem Anders Lind og Lin Shidong (WR 1)
“Uden min coach ville jeg ikke engang være top 200 i verden.” – det er Anders Linds spontane kommentar umiddelbart efter at have slået nummer et i verden for anden gang i karrieren.
For ja – Anders slår kineseren i et kæmpe drama!
Efter en allerede fremragende turnering af Anders ventede den hidtil største udfordring i bedst af syv sæt på kinesisk hjemmebane, hvor det er klart, at Anders ikke ligefrem er favorit, men vi kender Anders og ved, hvilket niveau han kan ramme på den rigtige dag.
Og lige præcis det niveau rammer han på dagen. Som Anders selv udtaler efter kampen: “Jeg var nødt til at gå efter ekstremt risky skud for at slå nummer et i verden.”
Kampen bølger frem og tilbage. Første sæt ser kineseren god ud som forventet, og Anders kæmper med returerne. Til gengæld fungerer Anders’ server utroligt godt. 8-11 i første sæt. Serverne fungerer også i et andet sæt, hvor kineseren ser helt menneskelig ud med et par fejl og et højt niveau fra Anders. 11-5.
Tredje sæt vinder kineseren 7-11, og han fører også 3-5 i fjerde sæt. Men Anders viser prøver på noget, som han virkelig har forbedret på det sidste, nemlig ekstrem mental styrke, og kæmper sig tilbage. 12-10 og 2-2 i sæt. Nu har vi en kamp.
Og med et femte sæt, hvor Anders spiller utroligt godt og bringer sig foran 10-9, ser det yderst lovende ud. En sjælden kikser fra Anders, men det ryster ham ikke. Han lukker 12-10 og dermed 3-2 i sæt.
Kom så Anders! Nu gælder det om at holde hovedet koldt, for verdensetteren har ikke tænkt sig at gøre det let at slå ham. Sjette sæt bliver desværre aldrig tæt. 2-11 i et sæt, hvor Anders hurtigt ligner en mand, der gør sig klar til syvende sæt.
2-0 i syvende bliver til 3-6, og kineseren ser stærk ud. Men Anders finder sit topniveau frem, når der er mest på spil. 5 point på stribe gør det til 8-6. Kort efter 9-7 og egen serv. Kom så med to gode server Anders! Hurtig serv, hurtig vinder efterfulgt af en direkte servevinder sikrer Anders sejren med 11-7 i syvende sæt. En helt utrolig dansk sejr!
Anders har tidligere slået verdens nummer et i form af Wang Chuqin, også på kinesisk hjemmebane. Det var dog ikke bedst af syv, så man kan argumentere for, at dette er Anders’ største sejr i karrieren.
– Jeg spillede nok min bedste kamp nogensinde, endda med en del margin, lyder det fra Anders Lind, der ligner en mand, som ikke helt har bearbejdet, hvad han lige har gjort i vinderinterviewet.
Landstræner Linus Mernsten skal heller ikke snydes for en kommentar:
– Magisk kamp af Anders. 4-3 mod verdensetteren Lin Shidong! Fantastisk mental og taktisk præstation af Anders. Meget, der er faldet på plads denne uge, og vigtigt han blev ved med at serve langt!
Dagen efter venter superstjernen og verdens nummer tre, Hugo Calderano, i den første danske semifinale ved en WTT Champions-turnering.
Men det bliver aldrig den semifinale, vi kunne drømme om, set med danske briller. På trods af gode muligheder for at reducere til 1-2 i sæt, ser brasilianske Hugo Calderano (WR 3) umådeligt stærk ud i slutfasen af WTT Champions Macao.
Anders har med sejre i turneringen over henholdsvis nummer 1, 10 og 21 i verden bevist, at han hører til i den absolutte verdenstop, og han har, hvis det ikke allerede var tydeligt, cementeret dansk bordtennis helt i toppen af den internationale rangorden.
Men denne dag ser Anders en smule træt ud. Mærket fysisk og ikke mindst mentalt efter en hård uge, hvor han har givet alt. Hugo Calderano er en atlet, som sjældent set før inden for bordtennissporten. Han har stort set ikke tabt en kamp i en stor turnering udover VM-finalen og ved WTT Europe Smash her forleden. Anders har svært ved at finde de taktiske kneb, der skal til for at ryste en spiller af Calderanos kaliber. Derfor taber Anders klart 0-4, men det er helt sikkert ikke det, vi kommer til at huske denne turnering for.
Endnu engang kæmpe tillykke med den utroligt flotte præstation, Anders! Hele verden ved, hvad du kan med den runde hvide bold nu.
En utrolig fed turnering at følge de danske drenge i. De viser igen, at de kan levere store internationale resultater. Nu venter snart WTT China Smash 2025, som er en af bordtennissportens ”Grand Slams”. Det bliver spændende at følge Anders og Jonathan og se, hvad de to formstærke gutter kan stille op mod verdenseliten!
//Laust


