Maze i Stjernerne på slottet

Michael Maze er yngste mand i feltet, når TV2 for 6. gang sender ”Stjernerne på slottet”, der er et program, hvor fem kendisser sætter hinanden stævne under sydlige himmelstrøg. Maze er i selskab med skuespillerne Mille Dinesen (kendt fra ”Nynne” og TV2’s dramaserie ”Rita”), Tommy Kenter (også med i “Rita”) og Ann Eleonora Jørgensen (kendt fra bl.a. filmen ”Italiensk for begyndere”) samt tv-vært Peter Ingemann (kendt fra bl.a. ”Hammerslag”).
Optagelserne til programmet foregik i spanske Sevilla, hvor de fem deltagere tilbragte seks dage sammen fra 9.- 15. december 2013. Hver stjerne har hver én dag på slottet, hvor de sætter dagsordenen. I de tidligere sæsoner har flere af de kendte vist helt nye sider af sig selv.
Efter planen skulle der have været premiere på programserien i marts, men sådan gik det ikke. Nu er det helt sikkert, at det første program sendes på onsdag den 13. august kl. 20.00 på TV2. I seriens tredje program, der sendes ONSDAG DEN 27. AUGUST KL. 20.00 på TV2, er det Michael Maze, der sætter dagsordenen.
Her kan du opleve Michael Maze fortælle om sin vej til verdenseliten, som ikke har været helt uden omkostninger. Han fortæller også om både ensomhed og voldsomme fysiske smerter og om, hvordan det har været ikke at kunne spille i mere end et år på grund af bl.a. en drilsk hofteoperation.
Du kan også høre om Maze’s drømme for fremtiden – både på det sportslige og det personlige plan.

Maze i Stjernerne på Slottet fiskMaze i Stjernerne på Slottet portræt

Michael Maze tager de øvrige deltagere i programmet med på fisketur. Foto: Henrik Kloch/TV2.

Maze i Stjernerne på Slottet alle

På onsdag den 13. august er det Ann Eleonora Jørgensen, der i det første program sætter dagsordenen. Onsdag den 20. august er det Peter Ingemann, onsdag den 27. august Michael Maze, onsdag den 3. september Tommy Kenter og endelig i det femte program onsdag den 10. september er det Mille Dinesens tur. Der bliver også sendt et sjette program bl.a. med fraklip, hvor deltagerne følger op og reflekterer over programmerne. Foto: Henrik Kloch/TV2. 

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk