På efterspørgsel igennem et par sæsoner – og med udgangspunkt i gode erfaringer fra Tyskland – introducerer Bordtennis Danmark nu perspektivlejre for U15 piger og U15 drenge.
Tiltaget har til formål:
- At introducere spillere til hvad det vil sige at deltage på en lejr, træne for at blive bedre, følge et træningskoncept og få en grundlæggende uddannelse i hvad elitebordtennis går ud på
- At give landstrænere en mulighed for at se og vurdere spillere på et andet grundlag end resultater og ranglistepoint
- At give unge ambitiøse trænere en arena, hvor de kan lære trænerhåndværket i praksis, samtidig med at de er med til at udvikle næste generation spillere
Perspektivlejrene er for udtagne spillere, men alle trænere har mulighed for at indstille spillere til WILDCARDS, netop for at vi ikke overser mulige kandidater.
Hvis du som træner har en spiller, som er oplagt, så ansøg om et WILDCARD til hovedtræneren for den pågældende lejr.
Perspektivlejrene er altid planlagt I samarbejde med en klub og vi takker Virum-Sorgenfri, Roskilde, Viby (Jylland) og Hvidovre for at byde ind her I første halvår og teste konceptet af. Fremover bestræber vi os på at arrangere 2 lejre i øst og 2 lejre i vest halvårligt.
I foråret 2026 er der planlagt 4 lejre:
6.-8. marts – Drengelejr i Virum – Christopher Normann som hovedtræner
7.-8. marts – Pigelejr i Roskilde – Mads Westerman som hovedtræner
18.-19. april – Pigelejr i Viby – Simon Fisher som hovedtræner
25.-26. april – Drengelejr i Hvidovre – Laurits Jelsbak som hovedtræner
Tusind tak for gode input og sparring på konceptet til Nicklas Jensen fra Allerød og Michael Ryding, Brøndby.
Læs gerne mere om de to lejre i marts måned lige her.
(Lejrene i april oprettes snarest).
Link til tilmeldingerne findes I de udsendte invitationer og fremsendes til WILDCARD modtagere.
Perspektivlejrene arrangeres af Victor Lynge i samarbejde med I15 landsholdstrænerne og afvikles af hovedtræneren i samarbejde med arrangørklubben.
Nærmere konceptbeskrivelse præsenteres på hjemmesiden i de kommende uger.


