Mie stopper på landsholdet

Mie Binnerup Jacobsen, der i lørdags vandt dame elite rækken ved Sisu/MBK’s Grand Prix i Brabrand-hallerne har besluttet sig for at stoppe på det danske landshold.

”Beslutningen om at holde en pause fra landsholdet skyldes, at jeg vil fokusere på studiet og studiemiljøet, som jeg tidligere i mit liv har sat til side for sporten. Motivationen er der stadig, og jeg vil rigtig gerne stå til rådighed som sparring for landsholdet i det omfang, jeg har mulighed for det”, siger Mie Binnerup Jacobsen.

Mie flyttede til Brøndby i 2012 for at bo på Gildhøj kollegiet efter, at hun var færdig med den 4-årige Team Danmark linje på Marselisborg Gymnasium. Siden har hun repræsenteret Københavns BTK, hvor hun fortsat vil have sine faste træningsdage og tage sig af senior-træningen om torsdagen. Desuden vil hun hver mandag fungere som ØBTU-træner for pigespillere i Idrættens Hus sammen med Rikke Salomonsen.

Det er den 4-årige læreruddannelse på Frederiksberg, som fremover vil have første prioritet for Mie, der har valgt dansk som hovedfag i indskolingen (1.- 6. klasse). Desuden vil hun have idræt som linjefag. Det tredje fag har hun endnu ikke bestemt sig for.

Efter fem sæsoner i Tyskland er Mie i denne sæson skiftet til Malmö IF i Pingisligan i Sverige, hvor hun fortsætter, selv om det altså nu er slut med at optræde i den rød-hvide landsholdsbluse.

Mie Binnerup Jacobsen

Mie Binnerup Jacobsen i double sammen med Pernille Agerholm (i baggrunden) der også er stoppet på det danske landshold. Foto: Rémy Gros.

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 42 78 64 11
Kontaktperson e-mail: 491899782@qq.com