Kinesisk hjælp

I Holme Olstrup (tæt ved Næstved) satser man nu stort på at rykke op i Danmarks bedste række, Stiga-divisionen. Klubben har således hentet to kinesiske spillere på henholdsvis 16 og 17 år, som ud over at deltage i den daglige træning – under ledelse af kinesiske Li Moding, skal forstærke holdene i henholdsvis 1. division øst og 2. division øst.

“Målsætningen er at vi skal rykke op i Stiga-divisionen”, siger klubbens sportslige leder Bo Spottog, hvis ældste søn Jeppe har en af hovedrollerne i projektet sammen med Nicolai Nordahl Jensen. De to har allerede været i Kina for at lære de kinesiske træningsmetoder. Jeppe har denne sommer tilbragt tre måneder i Kina, mens Nicolai var med i Kina i syv uger i sommerferien. Da Holme Olstrup netop nu ikke har holdkampe, er Jeppe igen på vej til Kina – denne gang på et seks uger langt ophold.

De to kinesiske spillere er efter syv uger i Danmark atter på vej til Kina. ”De har fået flybillet, kost og logi, ophold og 3.000,- kr.”, fortæller Bo Spottog, der inden længe får to nye kinesere til Danmark på samme ordning frem mod jul. I starten af 2015 drager Jeppe så endnu en gang til Kina for at træne i fire uger.

”Kineserne er også en vigtig del af vores morgentræning. Vores spillere får god sparring, inden de møder i skole”, siger Bo Spottog.

Holme Olstrup er netop nu placeret som nr. 3 i 1. division øst efter Roskilde II og Brønshøj II, der ikke kan rykke op i Stiga-divisionen, hvor de allerede er repræsenteret med deres respektive førstehold. Meget kunne derfor tyde på, at det vil lykkes for den hårdt satsende sydsjællandske klub at rykke op. Nærmeste konkurrenter i 1. division øst er Herlev og HGI Hillerød.

I mandags var der et 2½ minut langt indslag om Holme Olstrup i TV Øst. Du finder indslaget 14.25 minut inde i programmet. Klik her

Jeppe og Nicolai

Nicolai Nordahl (tv.) og Jeppe Spottog får kinesisk hjælp til at spille sig op i den bedste række med Holme Olstrup. 

 

 

 

 

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk