B75 indstillet til pris

Med din hjælp kan det blive B75, som løber med titlen Danskerne Idrætspris 2014 ved DR´s årlige Gallashow SPORT 2014 den 10. januar 2015 i Boxen i Herning.

Der er i hver af Danmarks ni regioner udvalgt tre mellemrunde finalister, som skal afgøre, hvem af de tre regionsfinalister, der skal gå videre til finalen.
B75 er altså med blandt de tre nordjyske kandidater, som har mulighed for at gå hele vejen til finalen ved SPORT 2014 den 10. januar 2015. Vinderens hjemkommune får 100.000,- kr. til et Idrætsprojekt i sin kommune.

Afstemningen løber fra 10.- 14. november 2014. For mere info om afstemningen her

Læs indstillingen af B75 herunder:

Skolereform og B75 foreningsidræt hånd-i-hånd. Hvad går initiativet ud på?

Initiativet går ud på at skabe en sammenhængskraft mellem skolereformen med de lange skoledage og den etablerede foreningsidræt for herigennem at stimulere flere børn og unge til at dyrke bordtennis. Mod forventning oplever flere idrætsforeninger, efter skolereformens ikrafttræden, en nedgang i antallet af ungdomsmedlemer, idet mange børn efter en lang skoledag ikke har overskud til idrætsaktiviteter om eftermiddagen/aftenen.

Allerede tre år før skolereformens ikrafttræden begyndte Bordtennisklubben B75 i Hirtshals (Hjørring Kommune) at analysere på både reformens trusler og muligheder for B75. Klubben begyndte derfor allerede i 2011 at tilbyde børn i de lokale skolers SFO’er gratis bordtennis. B75 sendte hver dag to dygtige bordtennistrænere ud i en skole-SFO og lavede bordtennis-spil-træning-leg for alle interesserede børn. En SFO hver dag i ugen.

Hirtshals Skole, Bjergby Skole, Horne Skole, Tornby Skole og Bindslev Skole var med i ordningen med ialt 70-80 børn. Denne SFO aktivitet fortsatte i 2012/13, og samarbejdet med Hirtshals Skolecenter blev da udvidet med et projekt, hvor nogle unge drenge med særlige behov for individuelle forløb i skolen, hver formiddag deltog i B75’s formiddagstræning med klubbens fuldtids elitespillere. Dette i et håb om at forbedre børnenes koncentrationsevne i skolelektionerne resten af dagen. Drengene indgik i træningslokalets miljø på lige fod med klubbens elitespillere, og de blev trænet af B75’s kinesiske professionelle træner med fortid på det kinesiske bordtennislandshold. Dialogen med træneren foregik på engelsk, og drengene oplevede at blive respekteret og værdsat. De oplevede succes i skoleregi – noget som var dem ganske uvant. Drengene, lærerne og forældrene havde alle meget positive oplevelser med dette projekt, og samarbejdet fortsatte til alle parters glæde i 2013/14. I 2013/14 blev samarbejdet med Hirtshals Skolecenter yderligere udvidet ved, at skolen i samarbejde med B75 tilbød bordtennis som valgfag for de ældste elever. Ydermere arrangerede B75 i samme sæson/skoleår flere bordtennisdage for 4., 5. og 6. klasserne fra Hirtshals Skole.

Trænere, lærere og ikke mindst eleverne var meget begejstrede. Med dette skole- og foreningssamarbejde var B75 godt rustet til at lade skolereform og foreningsidræt gå hånd-i-hånd. Siden skolereformens ikraftræden i august 2014, har B75’s skolesamarbejde omfattet bordtennis-spil-træning-leg i skoletiden på Hirtshals Skole, Holmegårdsskolen og Muldbjerg Skole (de to sidstnævnte er byskoler i Hjørring). I disse bordtennisaktiviteter på skolerne deltager i alt ca. 80 elever fra 0.-3. klassetrin og ca. 25 elever fra 7.-9. klassetrin. Desuden er der i forbindelse med temauge undervist/trænet 55 elever fra 4. klassetrin.

Hvordan kommer initiativet foreningsidrætten til gode?
Synligheden på bordtennis ude på skolerne har bevirket en øget medlemstilgang i B75 på ungdomssiden, og har yderligere skærpet børnenes opmærksomhed på foreningsidræt, og på at have det sjovt med hinanden under sund bevægelse. B75’s skoleaktiviteter kræver mange trænere, og klubben har derfor uddannet en lang række unge trænere, som i samarbejde, og delvist selvstændigt, med foreningens professionelle trænere har stået for disse aktiviteter. Disse unge trænere er således klædt på til at styrke foreningsidrætten, hvad enten det fortsat er i B75/bordtennis regi, eller det er i en anden idrætsforening/idræt.

Hvorfor skal dette initiativ vinde Danskernes Idrætspris?
Initiativet skal vinde af flere årsager. Det skal vinde, fordi der er udvist en helt ekstraordinær visionær tilgang til idrætsforeningens mål om flere medlemmer og sund bevægelse for børn og unge. Det skal vinde, fordi Bordtennisklubben B75 bygger bro mellem skoleliv og idrætsliv. Og så skal det vinde, fordi B75 stiller muligheder til rådighed for børnene af top-kvalitetet. B75 er proaktive, og klubben møder børnene på deres præmisser med tilbud, der passer til de unge mennesker. Dermed er der plads til et skønt samspil mellem skolereform og foreningsidræt – hånd-i-hånd.

Kilder: http://danskernesidraetspris.dk/initiativer/vis/918

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 30 62 64 86
Kontaktperson e-mail: Jim.Christensen@B75.dk