Opdatering om UEM, U21-EM og Internationalt Transitionscenter

Der er nyt på flere fronter i dansk elitebordtennis. Holdene til ungdoms-EM er nu endeligt på plads, deltagerne til U21-EM er bekræftet, og samtidig er der truffet beslutninger om både nye optag på Internationalt Transitionscenter (ITC) og en ændring i den samme spillergruppe fra den kommende sæson.

Emil Hasselbalch kompletterer U19-holdet til UEM
Udtagelsen til sommerens ungdoms-EM er nu faldet helt på plads, og Emil Hasselbalch, Amager BTK, bliver den fjerde og sidste spiller på det danske U19-herrehold.

Landstræner Peter Rosenmeier ser frem til at få Emil med på holdet:

“Emil har arbejdet meget seriøst det seneste halve år og har haft en god kontinuerlig træningsperiode. Emil er førsteårs-junior, men har trods det vist, at han har niveauet og modenheden til at tage en plads på holdet og er den perfekte sidste brik for at fuldende et meget spændende hold.”

På U15-pigesiden har Chelinda Voong desværre været nødsaget til at melde fra på grund af skade. I stedet er Ellen Haugaard fra OB Bordtennis blevet udtaget til mesterskabet.

Landstræner Ida Bønding Schøsler ærgrer sig over skaden, men ser samtidig frem til at følge Ellen ved mesterskabet:

“Det er naturligvis rigtig ærgerligt for Chelinda, som har arbejdet hårdt frem mod sommerens mesterskab. Samtidig er det den rigtige beslutning at prioritere hendes helbred og langsigtede udvikling. Ellen har vist rigtig gode takter gennem det seneste halve år og har taget flere positive skridt i sin udvikling. Derfor glæder vi os til at få hende med på holdet og se hende gribe muligheden.”

Ny dansk rekord ved U21-EM
Der er også gode nyheder frem mod U21-EM, hvor Simon Vonebjerg har modtaget en reserveplads. Det betyder, at Danmark sender i alt syv spillere til mesterskabet, hvilket er ny rekord for dansk deltagelse ved U21-EM.

Samtidig er double- og mixed double-kombinationerne blevet offentliggjort.

Damedouble:

  • Maja Hansen / Sofie Eckeroth
  • Mille Stoffregen / Emma Vendelbo

Mixed double:

  • Dominykas Samuolis / Emma Vendelbo
  • Oliver Berntsen / Mille Stoffregen
  • Sofie Eckeroth / Simon Vonebjerg
  • Maja Hansen / Georgios Kosmas (Grækenland)

Herredouble:

  • Dominykas Samuolis / Martin Frøseth (Norge)
  • Oliver Berntsen / Lleyton Ullman (Tyskland)
  • Simon Vonebjerg / Juha Kahlos (Finland)

Tre nye spillere optaget på ITC
Efter en grundig ansøgningsproces og prøvetræning for samtlige ansøgere er tre nye spillere blevet optaget på Internationalt Transitionscenter.

Ansøgerfeltet viste både stor interesse, højt ambitionsniveau og stærk motivation, hvilket gjorde udvælgelsen vanskelig. Valget er faldet på de to Tang-brødre samt Emil Hasselbalch.

ITC-cheftræner Lucas Krenzer udtaler:

“Vi har været meget imponerede over niveauet blandt ansøgerne. Der var mange dygtige og ambitiøse spillere i feltet, hvilket gjorde udvælgelsesprocessen vanskelig. De tre spillere, vi har valgt, har vist både kvalitet, udviklingspotentiale og den dedikation, som kræves for at få mest muligt ud af miljøet på ITC. Vi glæder os til at følge deres fortsatte udvikling i de kommende år.”

Sebastian Nyland Vigh træder ud af ITC
Samtidig har Sebastian Nyland Vigh meddelt, at han efter sommerferien træder ud af ITC.

Beslutningen er truffet efter en længere dialog med både centerets trænere og hans klubmentor, og Sebastian understreger, at han fortsat ønsker at være en del af bordtennissporten.

“Jeg har været utroligt glad for min tid på ITC og den hjælp og støtte, jeg har fået fra trænerne samt fællesskabet med de andre på centeret. Vi har i de sidste måneder været enige som gruppe om, at vi til enhver tid skal have et tydeligt formål i det, vi laver, at vi skal være ”fully committed” samt aggressive i spillet. Og på baggrund af det, samt rigtig meget eftertanke, er jeg landet i, at jeg lige nu ikke har den nødvendige motivation, der skal til for at gå hele vejen mod en professionel tilværelse. Jeg vil dog gerne blive ved med at spille og træne, og jeg har derudover ambitioner om at hjælpe til i min klub som træner efter sommerferien.”

Eliteansvarlig Magnus Mallander roser Sebastian for processen og den refleksion, der ligger bag beslutningen:

“Sebastian er ganske enkelt en rigtig, rigtig god dreng, og hans tilstedeværelse på ITC har kun været positiv for både trænere og spillere. Derfor er vi naturligvis meget kede af, at Sebastian fra august ikke længere er en del af ITC, men samtidig vil jeg rose ham for virkelig at have tænkt det her grundigt igennem. Det viser efter min mening ikke kun Sebastians gode karakter, men også styrken i ITC-modellen, som bygger på eget drive og tydelighed omkring, hvad en professionel karriere inden for bordtennis kræver. Sebastian har forstået det og er kommet frem til, at det ikke er den vej, han ønsker at gå lige nu. Midt i det hele er vi bare glade for, at Seb bliver i sporten – og endda i en ny rolle som træner. Trænere med de kvaliteter, som Seb har, er der altid brug for i klubmiljøerne.”