Søstre med succes

Det sker at brødre eller søstre spiller på samme hold, men det hører til sjældenhederne, at hele holdet består af søskende. Det gjorde det imidlertid i den forgangne weekend, da piger fra Sjørring Bordtennisklub var repræsenteret med et hold i ’yngre piger’ i den jyske turnering. I to af de tre holdkampe gjorde et rent søskendehold bestående af søstrene Cecilie, Sara og Mathilde Normann Andersen rent bord.
”Det er over 20 år siden, at Thy har deltaget med et pigehold. Derfor var det med stor spænding, at vi fra Sjørring BTK så frem til holdets debut”, fortæller klubbens formand Peter Bak-Jensen.

Pigerne fra Sjørring BTK mødte i første kamp B75 fra Hirtshals og det blev til en klar 10-0 sejr til Sjørring. Laura Dahl Pedersen udgjorde i denne kamp holdet sammen med søstrene Cecilie og Sara Normann Andersen. I næste kamp kom 8-årige Mathilde – den yngste af søstrene Norman Andersen på holdet, så det blev et rent ”Team Normann Andersen Sisters”. Her blev det også til fuld point til Sjørring, da ingen af de tre søstre tabte en kamp. I den sidste kamp var det igen ”Team Norman Andersen Sisters”, der udgjorde holdet og igen fuld valuta til Sjørring, således at Sjørring kunne rejse hjem uden at have tabt en eneste kamp.

”Vores to ældste piger Cecilie og Sara er lige nu de bedste, men vi har foruden Mathilde og Laura også flere andre piger på vej frem her i mellem søstrenes kusine Camilla Bonde, så det ser rigtigt lyst ud for klubbens pigesatsning”, siger Peter Bak-Jensen.
I den kommende weekend afholder klubben intern træningslejr med svenske Fredrik Asklund. Her deltager 22 spillere, hvor af de ni er piger.

Fra venstre er det Laura Dahl Pedersen og søstrene Sara, Cecilie og Mathilde Normann Andersen fra Sjørring BTK.

Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk