Den 25. maj til den 2. juni var Cristian David Hold og undertegnede i Luxembourg til international træningssamling for de bedste europæiske talenter i årgang 2003/04.
Eurotalents Hopes er den europæiske del af Hopes programmet, som kører i alle verdenskontinenter, hvor ITTF forsøger at samle spillere fra en masse forskellige lande for til sidst at sende de bedste spillere videre til Shanghai. Formålet med hele Hopes-programmet er at skabe et bredere internationalt og interkontinentalt samarbejde, hvor alle er i stand til at drage fordele af hinandens erfaringer for på den måde at stimulere et positivt udviklingsmiljø.
Den 25. maj var stor rejsedag, hvor vi blev inviteret med ud på en gåtur af det spanske landshold.
Den efterfølgende dag var lige på og hårdt med kamp, hvor spillerne skulle spille bedst af tre sæt fra 5-5 for at blive inddelt i gruppe A og gruppe B. Cristian røg i gruppe B, men fik en masse at se til alligevel. Spillerne var meget lige i træning, og kun en enkelt spiller faldt lidt igennem, så en utrolig god og dynamisk gruppe. Træningen på lejren bestod primært af benarbejdsøvelser, og de sidste 45 min. af 2. træningspas bestod som regel af kinatræning med spillernes egen coach. Det helt store samtaleemne var, at de europæiske spillere skulle have meget mere fokus på at bruge hele kroppen i slagene frem for kun armen, samt at få åbnet op i benene og bevæge sig frem og tilbage i bordet.
Yderst til venstre Cristian David Hold sammen med spillere fra træningslejren i Luxembourg. Foto: Privat.
På 5. dagen var der igen kampdag, hvor spillerne skulle spille alle mod alle fra 0-0, og når en af spillerne nåede 4 point lagde man 5 til begge spilleres point og fortsatte så derfra bedst af tre sæt i deres grupper. Cristian havde nogle rigtig gode kampe og endte med en score på 7 vundne og 6 tabte, hvor han som den eneste fik slået en af kineserne. Det resulterede i, at alle kineserne måtte en gang ud på løbebanen, hvor de skulle løbe 4 km.
Den næstsidste dag var turneringsdag, hvor resultaterne havde meget at skulle sige i forhold til udtagelse til World Hopes Challenge i Shanghai, hvor den senere vinder blev Karl Hast fra Sverige. Dog var det ikke nok for ham til at blive kvalificeret, og i stedet blev det en polsk spiller, som blev udtaget.
På lejren var der nogle yderst kompetente trænere. Bl.a. var der Zhang Yining, Tamara Boros, samt Li Xiadong som også har været træner for Zhang Yining og Wang Liqin.
Under turen blev Cristian 11 år, hvor han blev fejret med fødselsdagssang på værelset af hans værelseskammerater.