Fornemt besøg i badetøfler

De tre danske piger Sophie Walløe, Louise Jakobsen og Sofie Egeholt Bang har i dag sammen med coach Preben Larsen sat kursen mod Korea, hvor de i 10 dage bl.a. skal træne sammen med piger fra det sydkoreanske landshold og fra Anyang Girls High School Team, inden de deltager ved Korea Junior & Cadet Open i Cheong-yang.

Men inden afrejsen havde den sydkoreanske ambassadør Young-sam Ma inviteret på middag i privaten i Charlottenlund. Her fik pigerne sig en stor oplevelse.

I entréen tog Young-sam Ma og hustruen Eunkyung i mod pigerne. Der var der linet op med badetøfler, som pigerne blev bedt om at tage på, inden de gik ind i stuen, hvor de blev budt velkommen med en lækker frugtdrik.
Derefter blev de introduceret for mange varianter af det spændende koreanske køkken. Efter middagen fik de lært noget om den koreanske kultur. På en kæmpeskærm så de bordtennisfilm, der tydeliggjorde det politisk så besværlige forhold mellem Sydkorea og Nordkorea. Filmen handlede om VM i Chiba i 1991, hvor Korea deltog med ét samlet hold og hvor to piger fra henholdsvis Sydkorea og Nordkorea vandt guld i damedouble. ”De to spillere har ikke set hinanden siden”, fortalte Young-sam Ma, hvilket var svært at forstå for de danske piger.

Hvordan kom aftalen i stand?

Idéen blev søsat af undertegnedes hustru, der kom i tale med ’dommeren’ Young-sam Ma i forbindelse med en middag ved senior-DM. Hun erfarede, at han også spillede bordtennis i Københavns BTK, hvor han bl.a. blev trænet af den danske mester i damesingle Mie B. Jacobsen.
Efter en god snak, hvor også Peter Sundbæk fra DBTU’s bestyrelse, Yu Han Chen (damesenior ansvarlig i DBTU) og undertegnede blev involveret, blev idéen om et samarbejde og en udveksling mellem danske og sydkoreanske piger født.
Samtaler som den, der fandt sted ved DM, bliver ofte kun ved snakken, men ikke denne gang. Vi – og ikke mindst Young-sam Ma fik sat skub i idéen med en udveksling mellem piger fra Sydkorea og Danmark. Undertegnede fik grønt lys for at gå videre med idéen af DBTU’s områdeansvarlige Christoffer Petersen.
Inden længe fik Young-sam Ma og undertegnede lagt et slagplan for, hvordan en udveksling med det sydkoreanske bordtennisforbund kunne se ud. Young-sam Ma fik endda talt så godt med det sydkoreanske bordtennisforbund, at udgiften for de danske piger blev begrænset til flybilletten til og fra Korea. Undertegnede forelagde planen for DBTU’s trænerteam, der bakkede op om idéen, og som nu har sendt tre piger samt en coach af sted. Pigerne betaler hver 5.000,- kr. op af egen lomme for eventyret.

Win-win og venskab (V5)

Udvekslingsaftalen betyder, at vi på et tidspunkt får de sydkoreanske piger på besøg i træningshallen i Idrættens Hus, hvilket så absolut må betegnes som en win-win for Danmark.
Young-sam Ma er meget opsat på, at udvekslingen mellem denne gang de danske og koreanske piger bliver en succes. Han ser frem til, at de sydkoreanske piger får lært om den danske kultur. Planen er nemlig, at de koreanske piger kommer til Danmark og indkvarteres privat i forbindelse med træning og efterfølgende deltagelse i Safirs Internationella (Swedish Junior Open).

”Venskab kan ikke tælles. Danmark sendte os Jutlandia i 1950-1953. Når vi kan, kan vi hjælpe jer. Når I kan, kan I hjælpe os. Det er venskab”, lyder det rammende fra Young-sam Ma, der i øvrigt dømmer i den tidligere Absalon Kirke på mandag, når Michael Maze tørner sammen med Ma Lin i det man vel også kan betegne som en venskabskamp.


Young-sam Ma har i marts i år skrevet en artikel i Jyllandsposten om det danske hospitalsskib Jutlandia, der blev indsat i Koreakrigen i 1950-1953, og som sejlede under FN-flag i 999 dage.


Badetøflerne får I ikke at se, men fra venstre er det Preben Larsen, Sophie Walløe, Sofie Egeholt Bang, værts-parret Eunkyung og Young-sam Ma og Louise Jakobsen under besøget mandag den 3. august.

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk