Når Danmarks bedste batmænd skal forsøge at kvalificere sig til europamesterskaberne i bordtennis bliver det i en helt særlig intens kulisse på Fyn. Odense Rådhushal kommer nemlig til at danne rammen om to og muligvis tre tempofyldte landskampe i slutningen af 2016 og starten af 2017.
Dansk Bordtennis Union (DBTU) har valgt at pege på H.C. Andersens fødeby, Odense, som vært for EM-kvalifikationskampene den 22. november, den 13 december og en evt. play-off kamp i starten af 2017.
Odense var i skarp konkurrence med gode bud fra henholdsvis Billund og Hillerød. Men den unikke kulisse i Odense Rådhushal, som første gang blev bragt i spil ved en intens opvisningskamp mellem Michael Maze og hans kinesiske ærkerival Ma Lin under H.C. Andersen Festivals i august, overbeviste – sammen med det stærkt forankrede samarbejde mellem Sport Event Fyn, Odense Kommune og OB Bordtennis – DBTU-bestyrelsen.
”Vi har med Odense Rådhus valgt en ramme, hvor tilskuerne kommer helt tæt på bordet og får en eksklusiv oplevelse med nogle af Europas bedste bordtennisspillere. Det bliver bordtennissportens svar på en intimkoncert, som alle bordtennisentusiaster kan glæde sig til”, siger sekretariatsleder i Dansk Bordtennis Union Peter Busck-Nielsen.
Sidste år var et par af Kinas tidligere verdensstjerner på besøg i Odense Rådhushal.
Solid fynsk erfaring
En anden tungtvejende årsag til at den fynske hovedstad endte med at stå klarest i kikkerten som ny hjemmebane for bordtennislandsholdet, er naturligvis den lange og succesfulde historik, Fyn har med afviklingen af DM i bordtennis.
OB Bordtennis i Odense har siden 2011 stået bag dysten om titlerne som Danmarks bedste, og i 2009 og 2010 var der ligeledes fynsk grund under DM-bordene, da henholdsvis Kerteminde og Ringe var værter.
”Vi har en flok dedikerede frivillige, der kender opgaverne og rollerne til bunds, og vi glæder os helt vildt til at være med til gøre EM kvalifikationskampene i denne nye spændende ramme til et helt enestående samlingspunkt for såvel Bordtennis-Danmark som interesserede fynboer”, siger Asger Rasmussen, formand for OB Bordtennis.
Odense Kommune og Sport Event Fyn har desuden stor og lang erfaring som vært for en række store internationale events, f.eks. den årlige Premier Super Series turnering i badminton – Yonex Denmark Open, der i år afvikles for 10. gang samt en lang række EM- og VM-stævner helt tilbage fra 1999.
Flere internationale events i kikkerten
Samarbejdet om de afgørende landskampe er ikke blot en enkeltstående begivenhed. OB Bordtennis og Sport Event Fyn er således i dialog omkring én eller flere internationale events i den kommende 4-årige periode. Værtsskabet for EM-kvalifikationskampene er med til at klæde parterne yderligere på til at håndtere afviklingen af en større international event.
”Med EM-kvalifikationskampene lander Sport Event Fyn den tredje event på mindre end en uge, og vi krydrer en stærk eventportefølje for 2016 med endnu en stor oplevelse helt tæt på fynboerne. Vi er stolte over at kunne kalde os officiel hjemmebane for bordtennislandsholdet med så spektakulær en ramme som rådhushallen i Odense. Eventen er et rigtig godt eksempel på, at vi trækker på vores erfaring og bygger op til de helt store events. En 8 år lang erfaring med afviklingen af DM i bordtennis giver os et solidt ståsted, og disse internationale kvalifikationskampe er forhåbentlig et skridt på vejen til endnu mere højtprofilerede events, som f.eks. en Europa Top 16”, siger næstformand i Sport Event Fyn og By- og kulturrådmand i Odense Jane Jegind.