Halmstad Arena bliver nyt spillested for OL-kvalifikationen, der nu skal spilles fra 12.- 16. april. Det er netop blevet offentliggjort i en pressemeddelelse fra ETTU (vedhæftet).
Det bliver i øvrigt med dansk overdommer i skikkelse af Steen Klit Andersen. Og Danmark hjælper desuden Halmstad med nogle praktiske ting i forbindelse med OL-kvalifikationen (blandt andet gulv).
Direktionen i den europæiske bordtennisunion ETTU har udtrykt sin medfølelse med det tyrkiske folk efter de seneste terrorangreb i Ankara og Istanbul. Efter en høring af det tyrkiske bordtennisforbund er ETTU kommet frem til den konklusion, at OL-kvalifikationen den 6.- 10. april ikke som planlagt skal finde sted i Istanbul.
“Det er med stor modvilje, at ETTU direktionen – i fuldt samarbejde med ITTF – måtte tage denne beslutning. Men under de nuværende omstændigheder i Istanbul, og efter henvendelser fra mange af de europæiske medlemsforeninger, spillere, trænere og andre som har informeret os om deres store bekymring ved at rejse til Istanbul, har det været nødvendigt”, udtaler ETTU-præsident Ronald Kramer i en pressemeddelelse.
“ETTU har taget disse bekymringer til efterretning, og flytter arrangementet ud fra et menneskeligt synspunkt. Vi fandt det også urimeligt at skulle bede vore tyrkiske kolleger fortsætte med at forberede begivenheden”, udtaler Kramer.