Eliteudvalget prioriterer

 

Det, som elitearbejdet i DBTU skal måles på, er evnen til at udvikle spillere, der slår igennem internationalt som seniorer. Det er ikke antallet af medaljer, vi kan hente ved et ungdoms EM.

I Eliteudvalget er vi presset på økonomien. Det koster cirka 50.000,- pr. hold, der sendes til ungdoms EM. Vores overvejelse er, om det giver mening at sende et drenge- og pigehold afsted til ungdoms EM eller om de penge er bedre brugt andre steder?

Ungdoms EM er en traditionel og historisk turnering, som Danmark stort set altid har haft et drengehold med til. Vi har da også hentet gode resultater specielt på drengesiden.

Nedenstående oversigt viser, hvem der har været med til drenge EM i perioden 1994-2005. Det er spillere, som i dag er i alderen 22-35 år, dvs. den alder, hvor du enten er med internationalt eller ikke.

Listen indeholder virkelig en perlerække af talenter, men du kan selv læse navnene igennem og se, hvem der faktisk endte med at slå igennem internationalt.

Hver spiller har sin historie og fortælling om, hvorfor det ikke blev til det, alle håbede på, nemlig en karriere som bordtennisspiller.

Ingen forventer, at alle spillere slår igennem internationalt, men blandt disse spillere ville vi gerne have, at spillerne var fastholdt i sporten, og var i klubmiljøer og løftede niveauet i disse klubber. For selvom spillerne ikke har ambitionen mere, er det vigtigt, at der er et godt tilbud til dem, så de har lyst til at blive i sporten. Også selvom de kun træner 1-2 gange om ugen. For de har stadig så meget kvalitet i deres spil, at de spillere, der kommer nedefra som ungdomsspillere, vil få meget ud af at spille med dem.

EM

Deltagere

2005

Mikkel Hinderson, Henrik Laxby og Peter Kildegaard

2004

Kasper Sternberg, Mikkel Hindersson og Morten Hyrup

2003

Silas Friby, Mikkel Hindersson og Simon Fischer

2002

 Jacob Asmussen, David Hinderson, og Silas Friby

2001

 Jacob Asmussen, Silas Friby, og David Hinderson

2000

Christian Klint, Claus Rasmussen og Sture Wagner Korsgård

1999

Christian Klint, Claus Rasmussen og Sture Wagner Korsgård

1998

Mads Skovsen, Christian Larsen, Jesper Hougaard og Christoffer Petersen

1997

Mads Skovsen, Christian Larsen og Martin Reinseth

1996

Michael  Maze, Allan Nielsen og Torben Sørensen

1995

Martin Bremer, Michael  Maze og Jesper Dahl

 

Skulle der i listen være en enkelt fejl, så er det efter bedste hukommelse og efter at have snakket med flere andre trænere.

Skal DBTU måles på vores evne til at udvikle spillere, der kan begå sig internationalt, så er succesraten ikke høj. Måske det skal være sådan?

Men hvis vi blot gentager igen og igen den måde, vi arbejder med talentudvikling på, og forventer et bedre resultat, ja så er det, hvad Einstein i sin tid kaldte for ”insanity”.

Derfor er Eliteudvalget i overvejelsen om helt at sløjfe at sende drenge og pigehold til ungdoms EM. Nu har der ikke just været tradition for kontinuerligt at sende pigerne af sted.

De midler, vi bruger på to hold (cirka 100.000,-), ville det måske være bedre at bruge på flere internationale opgaver for spillerne i alderen 16-20 år? Muligheden er der stadig for at udtage et EM-hold, der kommer af sted til drenge og pige EM, men for egenbetaling. Denne ville være ca. 10-15.000 kr. pr. spiller.

 

Forfatter: Steen Houman
Kontaktperson tlf.: 30 84 12 35
Kontaktperson e-mail: steenhou@roskilde.dk