Det oplagte og medlevende publikum i FrederiksborgCentret oplevede 4 af spillerne fra sommerens OL-forberedelser i Idrættens Hus, da der onsdag aften blev spillet den afsluttende træningsturnering ”Ready for Rio”.
Som idemand havde landstræner Linus Mernsten samlet Alexander Shibaev (RUS), Antoine Hachard (FRA), Mattias Översjö (SVE) og Jonathan Groth til en miniturnering med semifinaler, bronzekamp og finale. Hillerød GI Bordtennis lagde gulv til turneringen, som bød på bordtennis i verdensklasse.
Semifinaler
Som de 2 øverst placerede på verdensranglisten var Shibaev og Groth seedet i hver deres semifinale. Ved lodtrækningen fik de følgende modstandere:
– Alexander Shibaev – Antoine Hachard
Shibaev var overlegen i sin semifinale og vandt 4-0 over Hachard.
– Jonathan Groth – Mattias Översjö
Fra starten lagde Groth afstand ved at vinde de 3 første sæt. I fjerde sæt havde Översjö stor succes med sit underholdende spil langt væk fra bordet, og han reducerede til 3-1 inden Groth lukkede semifinalen med 4-1.
Bronzekamp
I bronzekampen fortsatte leverede de 2 spillere aftenens mest underholdende kamp til stor glæde for tilskuerne.
Hachard spillede med gode vinkler, og pressede på den måde Översjö væk fra bordet. Översjö var dog med stor rækkevidde i stand til at fange boldene fra bagerste bande og sende dem tilbage på Hachards bordhalvdel med stor kvalitet. Kampen endte 3-0 til Översjö efter en matchbold hvor hans højre arm undervejs var ude over sidebanden for at returnere Hachards smash.
Finalen
De 2 forhåndsfavoritter Groth og Shibaev virkede tændte, da de kom på banen til finalen, og med opbakning i bedste We-will-rock-you stil fra ungdomsspillerne i hallen, kom Groth bedst fra start.
Det blev 2-0 til Groth inden Shibaev med sin coach Michael Maze fik rettet på sit spil, og kæmpet sig tilbage til 3-3.
”Kom så Jonathan” lød det flere gange fra Linus Mernsten i Groths coach-hjørne. Hele sættet igennem havde Groth et lille overtag på 1 til 2 points føring, inden han afgjorde finalen med 11-8 i syvende sæt.
Se de afgørende bolde her:
Turneringens præmiesum på 7.000 kr. blev fordelt og uddelt af Pia Toelhøj og Petra Sörling, som begge gør comeback i kvindernes elitedivision i den kommende sæson for Hillerød GI.
1. plads: Jonathan Groth (3.500 kr.)
2. plads: Alexander Shibaev (2.000 kr.)
3. plads: Mattias Översjö (1.000 kr.)
4. plads: Antoine Hachard (500 kr.)
Foto: Mark Zebitz