Anders Mølgaard om sig selv:
Jeg er bosiddende i Vejle, hvor jeg er bestyrelsesmedlem og træner i Vejle BTK. Jeg er 49 år, gift og har to døtre på henholdsvis 19 og 11 år. Jeg er indehaver af konsulentvirksomheden ELMA Management, hvor jeg beskæftiger mig med bestyrelsesarbejde og rådgivningsopgaver.
Oprindeligt er jeg fra Hirtshals, hvor jeg startede bordtenniskarrieren som 9-årig i B75. I perioden 1989-1992 var jeg træner for pigelandsholdet og efterfølgende træner ved Team Danmark centret i Århus.
Kontakten til sporten er bl.a. holdt ved lige via en træneropgave i Århus BTK for år tilbage, posten som bestyrelsesformand for ITTF Hotspot Training center i Hirtshals og de seneste år i Vejle Bordtennis Klub.
Det er min klare målsætning, at jeg sammen med de andre gode kræfter i bestyrelsen og udvalgene kan og skal styrke og udvikle alle dele af bordtennissporten i Danmark. Jeg vil som formand i første omgang have specielt fokus på DBTU´s kommunikation med klubberne, lokalunionerne og medlemmerne, en markant styrkelse af indsatsen overfor pigerne, styrkelse af de eksisterende klubber (vi har brug for lokale/regionale kraftcentre) og tiltrækning af internationale arrangementer til Danmark. Anders Mølgaard kan træffes på tlf.: 30 31 53 73 eller mail: anders@elma-management.dk.
Bestyrelsen vil invitere Anders Mølgaard til et møde med henblik på en gensidig orientering og hilser hans kandidatur velkommen. På helt samme vis vil bestyrelsen forholde sig overfor eventuelle andre kandidater til posten som kommende formand for DBTU.
DBTUs bestyrelse vil samtidigt benytte lejligheden til at opfordre alle til, at melde sig som kandidat til diverse udvalgsposter.