Roskilde vandt tæt opgør

På billedet Yujia Zhai, Roskilde, der vandt begge sine singler i den første DM-finale mod Virum-Sorgenfri BTK.

“Det var egentlig meningen, at vi skulle have spillet med Michael Maze, men han havde lidt småproblemer med hoften under opvarmningen, så derfor ændrede vi opstilling kort før start”, forklarer Roskildes spillende sportschef Allan Bentsen, der bidrog til Roskildes 5-2 sejr ved at vinde begge sine singler i første parkryds. Det samme gjorde Roskildes kineser Yujia Zhai, men da kampen alligevel blev spændende for de godt 125 tilskuere i Virumhallen – der i blandt mange af dem, som har gjort Virum-Sorgenfri til 18 dobbelte danske mestre – var det fordi Virums to 19-årige svenskere var tæt på at gøre rent bord i andet parkryds.
Først vandt Malthe Möregårdh over Finn Tugwell i en kamp, der kunne være gået begge veje og dernæst vandt en storspillende Oscar Perman med klare 3-0 i sæt over hollænderen Ewout Oostwouder, der vandt 19 ud af 20 singler i grundspillet.

“Vi spillede vores chance og var ikke langt fra”, fortæller Henrik Vendelbo fra Virum, der efter et klart nederlag i sin første kamp var nede med 0-2 i sæt mod Allan Bentsen i sin anden kamp, inden han fik udlignet til 2-2 i sæt. I det afgørende sæt måtte han dog se sig slået med 11-4. Grundspillets mest vindende spiller Mikkel Hindersson havde ikke en af sine bedste dage, da han tabte begge singler med 3-0 i sæt.

“Det var godt, at Ewout kunne rejse sig i sin anden kamp, selv om det holdt hårdt og holdkampen blev mere jævnbyrdig, end vi havde håbet på”, udtaler Allan Bentsen, der kunne se Finn Tugwell være bagud med 1-2 i sæt og 0-2 i 4. sæt mod den fremadstormende unge svensker Oscar Perman i den sidste kamp, der blev afbrudt, da Ewout Oostwouder sikrede Roskilde sejren ved at vinde 3-2 i sæt over Malthe Möregårdh i en kamp, der hele tiden bølgede frem og tilbage. Måske gjorde det udslaget, at Möregårdh fik dømt fejlserv i starten af andet sæt efter, at han havde vundet første og var kommet godt fra start i andet sæt mod en noget rystet hollænder.

Der er lagt op til en ny spændende kamp, når de to hold på torsdag tørner sammen i Roskilde i den anden finalekamp, hvor Roskilde kan vælge at benytte Michael Maze og DM-finalisten i herresingle fra i år Claus Schou Nielsen, der begge var på bænken i dagens kamp.

Det er første gang i 10 år, at traditionsrige Virum-Sorgenfri BTK er i DM-finalen for herrehold. Roskilde Bordtennis er regerende danmarksmestre og har vundet mesterskabet otte gange de seneste ni år. Vel mødt i Roskilde!

Søndag den 7. maj, 1. kamp i Virumhallen
Virum-Sorgenfri BTK – Roskilde Bordtennis….2-5
Mikkel Hindersson – Allan Bentsen, 0-3 (11-13, 6-11, 8-11)
Malthe Möregårdh – Finn Tugwell, 3-2 (11-13, 11-9, 13-11, 3-11, 11-9)
Henrik Vendelbo – Yujia Zhai, 0-3 (3-11, 5-11, 5-11)
Oscar Perman – Ewout Oostwouder, 3-0 (11-4, 11-4, 11-8)
Mikkel Hindersson – Yujia Zhai, 0-3 (8-11, 9-11, 7-11)
Henrik Vendelbo – Allan Bentsen, 2-3 (8-11, 4-11, 11-6, 11-8, 4-11)
Malthe Möregårdh – Ewout Oostwouder, 2-3 (11-8, 10-12, 7-11, 11-8, 5-11)
Oscar Perman – Finn Tugwell, 2-1 (11-7, 11-13, 11-7, 2-0….)

Torsdag den 11. maj, 2. kamp
19.00: Roskilde-Virum, Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena.
Lørdag den 13. maj, evt. 3. kamp
15.00: Roskilde-Virum, Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena


Oscar Perman (tv.) imponerede mod Ewout Oostwouder (th.) i dagens kamp i Virumhallen.


Virums hold er fra venstre Oscar Perman, Malthe Möregårdh, Mikkel Hindersson og Henrik Vendelbo. Foto: Privat.

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk