Sisu/MBK trækker holdet

Pia Leth, der er formand i Sisu/MBK, begrunder holdtrækningen med, at klubben har mistet de fire spillere, der udgjorde holdet. To af spillerne ønsker at prioritere herrebordtennis frem for damebordtennis. En spiller flytter til Ålborg og skal holde pause grundet en “skade”, og en spiller er stoppet.

“​Vi har haft nogle fantastiske år med vores dame elitedivisionshold og har vist, at hvis klubberne vil damebordtennis og bakker op omkring det, så er det muligt at få støtte og opbakning fra medlemmerne og gøre slutspilskampene til et festligt indslag i klubberne med op til 200 tilskuere”, siger Pia Leth.

TU har givet klubben dispensation til at fortsætte i kvindernes 1. division, hvor Sisu/MBK også i den forgangne sæson har spillet.

Holdtrækningen betyder derfor, at der er en ledig plads i kvindernes Elitedivision. Proceduren er herefter, at 1. divisionsklubberne, som de første oprykningsberettigede hold, kontaktes for eventuel tilsagn om deltagelse i Elitedivisionen. Hvis ingen hold i 1. division er interesseret i den ledige plads, kan andre klubber byde ind.

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk