“Fredagsfacts” vil være et fagligt indspark på DBTUs hjemmeside for fremtiden.
Det er vigtigt at forstå at de tre følgende tilgange til trænerfunktionen ikke er enten/eller, men skal ses i et alders- og udviklingsrelateret perspektiv. Som træner skal man kunne favne alle tre tilgange og vide, hvornår man skal veksle mellem dem afhængigt af spillerne i træningsgruppen. Hvis du vil være endnu bedre til at veksle mellem trænertilgange, så meld dig på DBTUs Basistrænerkursus i oktober. Læs om kurset her eller gå direkte til kursustilmeldingen her.
Den instruerende træner
Instruktion bruges som den primære undervisningsmetode i bordtennis. Træneren viser, hvordan tingene skal gøres og forklarer det sideløbende. Udøveren lytter og observerer, men bliver ikke bedt om selv at involvere sig eller f.eks. komme med ideer og forslag. Instruktion er kort sagt at vise viden og færdigheder. Børn og begyndere er afhængige af at få instruktion for overhovedet at komme i gang med bordtennis. Børn før puberteten er endnu ikke modne nok til at reflektere over træningens indhold, og det er i sig selv et argument for at lade træningen af de yngste udøvere foregå via instruktion. Jo yngre spillerne er, jo vigtigere er det at vise tingene grundigt og flere gange. Forklaringer skal til gengæld være så korte og præcise som muligt.
Vær opmærksom på, at instruktion af de yngste skal være ekstra kort, fordi børnene koncentrerer sig lige så meget om hinanden som om trænerens anvisninger. Man kan passende bruge den velkendte “vis-forklar-vis-øv”, hvor træneren først viser øvelsen, derefter kort og præcist forklarer øvelsen, viser igen, for til sidst at sætte øvelsen igang. Man kan som træner eksperimentere med denne tilgang ved at fjerne et “vis”, så den hedder “vis-forklar-øv”.
Mesterlære
Mesterlære bygger, ligesom instruktion, på at vise og forklare spilleren, hvordan tingene skal gøres. Forskellen er, at træning via mesterlære i nogen grad involverer spillerens dømmekraft. Træneren siger f.eks. ”for mig fungerer det godt på denne måde” eller ”jeg har gode erfaringer med at gøre det sådan her”. På den måde anvender træneren sine personlige kompetencer og erfaringer og giver samtidig plads til, at spilleren kan afprøve sin egen metode.
Mesterlære i bordtennis handler kort sagt om at lære ved at iagttage erfarne spillere eller trænere og derfra udvikle færdigheder. Mesterlære forudsætter, at den unge spiller i nogen grad kan reflektere over træningen, og derfor virker metoden ikke optimalt i perioden før puberteten. Men fra puberteten, hvor de unge udvikler deres identitet og selvstændighed, er mesterlære en velegnet træningsmetode.
Den coachende træner
Coaching er en metode, hvor spilleren selv er drivkraften bag udvikling af egne færdigheder. Hvis en spiller har et problem, så er det udøveren selv, der skal finde løsningen, frem for at afvente trænerens instruktion. Det betyder også, at træneren skal træde et skridt tilbage og modstå fristelsen til at servere en løsning. Trænerens hjælp kan bestå i at stille nogle spørgsmål, som udøveren svarer på og derigennem når frem til en brugbar løsning. Trænerens opgave er at understøtte den proces, hvori udøveren lærer at bygge oven på sine egne færdigheder og erfaringer – og derigennem blive endnu dygtigere.
Coaching er baseret på, at udøveren formår at reflektere over sin træning og hele tiden vurdere, hvorvidt løsningerne er vellykkede eller ej. Det evner mindre børn (under 12 år) ikke, men selv om coaching ikke kan være den bærende undervisningsmetode før puberteten, kan du som træner godt introducere begrebet i afmålte doser – især for de mest målrettede børn, fordi det på et tidligt stadie kan være med til at stimulere deres kreativitet. For udøvere, der befinder sig i den sene pubertet og i perioden efter pubertet, er coaching en rigtig god undervisningsmetode.
Den coachende træner rekonstuerer den instruerende træners “vis-forklar-vis-øv”-tilgang til en “øv-spørg-øv”-tilgang. Spillerne skal selvfølgelig vide, hvad de skal gå igang med, så enten skal det være en øvelse de kender i forvejen eller en video, der viser en øvelse. Det vigtige er, at spillerne ikke får forklaret øvelsen, men egentlig bare sættes igang. På denne måde får spillerne mulighed for selv at danne sig nogle erfaringer, hvorefter træneren kan spørge ind til disse erfaringer, for at få spillerne til selv at finde svar og løsninger, i stedet for at servere løsningerne som den instruerende træner gør. Denne selvreflektion øger spillernes læringsgevinst og gør på sigt spillerne i stand til selv at løse problemer i kampe, hvis de står i en problematisk situation. Vær opmærksom på, at pigerne kan være klar til den coachende træner tidligere end drengene, men samtidig har brug for at blive “presset” ud af tryghedszonen og blive tvunget til at finde løsninger selv.
Husk overlappet
I praksis vil de tre metoder overlappe hinanden afhængigt af, hvilket hold og niveau, samt hvilke aktiviteter og øvelser, der trænes. Når du som træner kender definitionerne af instruktion, mesterlære og coaching, vil du også vide, hvad der giver mest mening i den givne situation og være i stand til situationsbestemt at veksle mellem de tre metoder efter behov.
Fra et barn begynder til bordtennis og det løbende udvikler sig og bliver ældre vil træneren skulle gå fra overvejende at være instruerende til at være mere coachende. Coachingen tager aldrig helt over for instruktion eller mesterlære, men på junior, ungsenior og seniorniveau, vil den coachende tilgang fylde en del. Dette er nødvendigt både fordi spilleren skal være langt bedre i stand til at reflektere over sin udvikling og sine færdigheder og fordi spilleren skal rustes til at kunne løse problemer selv fremfor at have en træner til fortælle, hvad der skal gøres.