Første uddannelsesweekend af DBTUs nye træneruddannelser er nu gennemført. Et af de centrale omdrejningspunkter for uddannelserne er spørgsmålet, der stilles i titlen på denne artikel: Hvordan og hvorfor er du træner?
Følgende uddrag stammer fra en trænerberetning fra en taekwondotræner, der har deltaget ved et trænerforløb hos Team Copenhagen, der stillede de samme spørgsmål.
“Spørgsmålet, der førte til AHA-oplevelse”
“Til den første workshop fik jeg en aha-oplevelse i forbindelse med, at vi skulle starte med at spørge os selv ”hvorfor er jeg træner?”. Det brugte vi meget tid på at få analyseret. Det gav mig virkelig noget at tænke over at stoppe op og stille mig selv det spørgsmål. De fleste af os, der bliver trænere, starter jo med at være udøvere, og overtager så en dag en træning. Måske går man videre og sekunderer udøvere til stævner, og lige pludselig er man træner. Det var sjovt at stoppe op og spørge ind til “hvorfor” og så sætte nogle ord på. De andre i gruppen udfordrede så én på de ord, så man virkelig nåede ind til kernen af det. Der er jo en masse ord, som tolkes forskelligt – også fordi vi kommer fra forskellige idrætter. Man sover ikke så godt efter de første par gange, fordi man ligger og grubler over tingene. Det var en god ting.”
“Rollemodel og kulturbærer”
“Jeg betragter mig selv som kulturbærer. Og det har jeg egentlig altid gjort. Jeg tror, at det går tilbage til den oprindelige mening med at være taekwondo-træner. Du er instruktør, og du er underviser. Ordene på kinesisk og koreansk betyder også, at du er en lærer. Det er det udtryk, man bruger. Det, tror jeg, er en vigtig del i forhold til punktlighed og med hensyn til at være en rollemodel for udøverne. Det er man nødt til at være.”
“Jeg er meget bevidst om min indflydelse og har arbejdet meget med det ved brug af video – blandt andet i forhold til kropssprog. Når jeg har været ude til stævner og har coachet og sekunderet, har jeg fået folk til at filme mig. Det er meget let at blive fanget i sin egen lille verden og måde at gøre tingene på. Man tror, at man har et klart billede af måden, man gør tingene på. Det er så bare nogle, der har et helt andet billede på det. Det var faktisk nogle af udøverne, som trænede herinde engang, der uden at vide det, kunne se hvilket humør, jeg var i. Det var nogle rigtig gode observationer, de kom med – de var spot on. Min adfærd smittede, og så endte det med, at der ikke var nogen, der har fået noget ud af træningen, når jeg var i et mindre konstruktivt humør. Det måtte jeg tage til mig og være opmærksom på, for det bliver hurtigt en selvforstærkende effekt med unge mennesker.”
Vil man læse hele trænerberetningen findes den her.
Vil du arbejde med dit eget ‘hvorfor’ og ‘hvordan’, så hold øje med DBTUs kalender og hjemmeside og tilmeld dig næste trænerkursus i det tidlige forår 2018.