På billedet Sophie Walløe og Christoffer Petersen.
Pressemeddelelse fra Team Danmark:
Indstillinger til Kulturministerens Idrætspris og Kulturministerens Parasportspris 2017.
Team Danmark indstiller orienteringsløber Maja Alm, badmintonspiller Viktor Axelsen og Dansk Sejlunion til Kulturministerens Idrætspris 2017. Samtidig indstilles landstræner i parabordtennis Christoffer Petersen til Kulturministerens Parasportspris.
Team Danmarks bestyrelse har valgt at indstille tre kandidater til Kulturministerens Idrætspris. Kandidater som hver i især har leveret en ekstraordinær idrætspræstation i 2017. Team Danmarks kandidater til Kulturministerens Idrætspris 2017 er:
Maja Alm (orienteringsløber)
Maja Alm har ikke færre end 13 VM-medaljer i bagagen, heraf hele seks af guld. Maja Alm hører til i den absolutte verdensklasse inden for sin sport, men drømmer nu om at nå til tops i en anden sportsgren. Orienteringsløb er ikke en olympisk disciplin og Alm har derfor kastet sig over 5.000-meterdistancen, som forhåbentlig kan sikre hende en OL-billet i 2020. Ved siden af elitekarrieren læser Maja Alm til tandlæge på Aarhus Universitet og det gør hende til en fornem ambassadør for den danske eliteidrætsmodel.
Viktor Axelsen (badmintonspiller)
Viktor Axelsen slog sit navn fast, da han som blot 23-årig vandt VM-guld i herresingle ved at slå den regerende olympiske mester Chen Long (Kina) i semifinalen og efterfølgende sætte legenden Lin Dan (Kina) til vægs i finalen. Derudover viser han klasse både på og uden for banen, og er en fantastisk rollemodel med en sympatisk og positiv indstilling til verden. Det er ægte verdensklasse.
Dansk Sejlunion
Dansk Sejlunion har gennem årtier udviklet en fornem række af verdensklassesejlere. Det er sket gennem et stærkt elitearbejde, der har udviklet et af verdens mest succesrige miljøer og herved gjort Danmark til en af verdens dygtigste sejlsportsnationer. Blandt store resultater det seneste år kan nævnes VM-guld til Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen i 49FX samt EM-sølv til Anne-Marie Rindum i laser radial.
Ud over Team Danmark indstiller Danmarks Idrætsforbund, DGI, Dansk Firmaidrætsforbund, Parasport Danmark, Kulturministeriets Forskningsudvalg og Anti Doping Danmark kandidater til prisen. Idrætsprisen overrækkes ved en reception den 11. december og med prisen følger 100.000 kr.
Kulturministerens Parasportspris
Kulturministerens Parasportspris bliver uddelt til DRs gallashow Sport 2017 i Boxen i Herning. Med prisen følger ud over anerkendelsen 100.000 kr. Team Danmarks bestyrelse har valgt at indstille:
Christoffer Petersen (landstræner Parasport Danmark)
Christoffer Petersen har siden 2013 været ansat som landstræner for parabordtennislandsholdet og har i høj grad bidraget til den sportslige succes for de bedste danske paraatleter i bordtennis. Blandt succeserne er fire medaljevindende atleter ved EM og VM i 2017. Han er også træneren bag Peter Rosenmeiers PL-guld i 2016. De mange imponerende resultater i dansk parabordtennis skal bl.a. tilskrives Christoffers ihærdige indsats, lige som det danske landshold i dag er markant stærkere i både i bredden og i forhold til kvaliteten end for fire år siden.
Christoffer arbejder desuden som elitekoordinator og talenttræner i Dansk Bordtennis Forbund og har gennem sin dobbeltrolle formået at skabe en høj grad af inklusion mellem parabordtennis og bordtennis, således at det i dag er helt naturligt, at atleter fra begge forbund træner sammen på elite- og talentniveau.