Jeg har med stor glæde og interesse læst den debat, der har været de seneste dage i Facebook gruppen bordtennisDK omkring DBTU´s egenfinansiering og brug af midlerne. Det er helt afgørende for bordtennissporten i Danmark at engagerede personer med holdninger til tingene, involverer sig i debatten og beslutningerne. Og debatten har været nuanceret og med mange gode argumenter med udgangspunkt i den klub, som den enkelte har sit engagement i.
Langt den største del af DBTU´s egenfinansiering kommer fra licensbetalingerne. I DBTU´s bestyrelse har vi i efteråret drøftet strukturen i licensbetalingerne. Bør der være en ens licens for alle, skal alle bidrage eller er det kun turneringsspillere, som skal betale? Er det fair at pris er sat efter niveau eller bør der være andre kriterier?
En stor del af DBTU´s budget vil i de kommende år blive brugt på initiativer til fremme af udbredelse – med andre ord; flere medlemmer i klubberne. Indsatsen er beskrevet i strategiaftalens spor 1 (Strategiaftalen er tilgængelig på vores hjemmeside). Det er en meget ambitiøs plan og målene skal bl.a. opnås med deltagelse i Skole OL og klubudvikling. Det investeres mange ressourcer i dette og målet er at der skal være 20% flere medlemmer ude i de danske bordtennisklubber om 4 år. En af de helt store satsninger i sporet er uddannelse af trænere. Vi har fået meget stor anerkendelse fra DIF og Team Danmark omkring vores nye træneruddannelse og vores målrettethed mod at få uddannede trænere ude i klubberne. De er meget enige i at dygtige og kvalificerede trænere er en grundpille i vores ambition om 20% flere medlemmer i de danske bordtennisklubber i 2021. Vi er på det område måske det mest ambitiøse specialforbund under DIF overhovedet.
Alle klubber i Danmark har mulighed for at få glæde og udvikling af indsatsen. Uanset klubbens bidrag til fælleskassen via licensbetalinger. Er det fair og solidarisk? Klubberne med mange licensbetalende medlemmer bidrager meget til fælleskassen og trækker måske ikke særligt meget på tilbuddene, da de ofte har et velfungerende system omkring rekruttering og ungdomstræning. En klub helt uden licensbetalende spillere kan altså principielt være største modtager af DBTU aktiviteter uden at bidrage med en krone til fælleskassen. Er det fair? Det er der sikkert forskellige meninger om, men helt personligt ser jeg gerne et solidarisk system, hvor vi alle bidrager økonomisk til finansieringen af den indsats, som skal udvikle vores sport og ikke mindst vores klubber.
Den 20. januar afholder DBTU ledermøde i Odense. Jeg vil opfordre alle klubledere til at komme til dette møde, hvor vi i fællesskab skal finde en plan for at komme i mål med strategiaftalens indhold. Jeg ser frem til en konstruktiv og ligefrem dialog på mødet med alle og meget gerne de aktive debattører på Facebook.
Sportslige hilsner