Brødrene Hindersson

Ved Kroatien Open, hvor Mikkel Hindersson var med som massør for det danske landshold, blev han kontaktet af en polsk coach, der inviterede ham til en turnering i Oman. Sådan gik det til, at Mikkel og storebror David Hindersson deltog ved ITTF-turneringen i Oman, der blev afviklet fra 7.- 11. december, og som startede lidt kaotisk for de to brødre:

”Vi ankom dagen før turneringen og ville træne i hallen. Det var ikke så nemt. Vi kom til et gigantisk sportscomplex med fodboldbaner, tennis, cricket og meget mere. Alt var tomt – ikke et menneske – ingen skilte. Da vi langt om længe fandt bygningen, hvor hallen måske lå, vidste de første 3-4 personer vi spurgte intet om nogen bordtennisturnering.
Endelig fandt vi det og fik besked på at komme samme dag kl. 19 i hallen for lodtrækning. Da vi så dukkede op kl. 19 var beskeden, at den blev foretaget dagen efter i stedet for kl. 15 eller måske kl. 16 – det var ikke helt sikkert.
Alt var lidt kaotisk i starten, men da turneringen kom i gang, blev det en fed turnering med en flot hal og gode spillefaciliteter, indmarch, lys og dj. Det var fede omgivelser at spille under”, siger Mikkel Hindersson.


Lodtrækning.

Kun syv spillere seedet

Der var 91 deltagere fra i alt 18 nationer som ud over Oman var Bahrain, Hviderusland, Danmark, Egypten, Indien, Irak, Jordan, Kuwait, Libanon, Nigeria, Pakistan, Philippinerne, Polen, Rumænien, Saudi Arabien, Syrien og Ukraine.
”Kun syv blev seedet”, fortæller Mikkel Hindersson, der lige som et par dygtige polakker og hviderussere ikke var blandt de seedede, da de ikke var at finde på seneste verdensrangliste.

”Vores mål var at promovere bordtennis i Oman og give spillere lige under landsholdsniveau i deres respektive lande en chance. Vi er overrasket over, at så mange spillere fra verdensranglisten deltog”, udtaler Sajjad Al-Lawati, Oman Table Tennis Federation Board Member. Læs mere her

”Niveauet på størstedelen af deltagerne var utroligt lavt, og da David og jeg var useedede, skulle der lidt held til i lodtrækningen”, fortæller Mikkel Hindersson, der endte med at vinde fire kampe uden at møde nævneværdig modstand for så at tabe i 1/8-finalen til semiseedede Abdulaziz Al-Abbad, Saudi Arabien (nr. 342 på vr.), der vandt med 4-3 (10-12, 11-8, 12-14, 11-9, 11-8, 5-11, 11-7).
”Et bittert nederlag da kvartfinalen havde stået på en ukendt og useedet overkommelig egypter”, vurderer Mikkel Hindersson.


Mikkel Hindersson i aktion i Oman.

David Hindersson, der jævnligt optræder på Virums hold i Stigadivisionen, udnyttede en noget bedre lodtrækning end lillebror Mikkels. David nåede således helt til kvartfinalen, hvor han tabte til Ali Alkhadrawi, Saudi Arabien med 1-4 (2-11, 11-9, 11-13, 10-12, 3-11) efter undervejs at have vundet med 4-0 (11-9, 11-9, 11-9, 11-7) over Zaid Abo Yaman, Jordan (nr. 529 på vr.).
”Flot indsats af David, der ikke har spillet internationalt i mange år”, roser den ellers lidt mere sejrsvante lillebror.


David Hindersson i kamp i Oman.

”Alt i alt en sjov tur med bordtennis, sol, nye bekendtskaber og oplevelser”, slutter Mikkel Hindersson.


Mikkel (tv.) og David (th.) i Oman.

Se samtlige resultater fra hovedturneringen her
Se resultater fra samtlige indledende puljer her

I herresingle-finalen vandt Kou Lei, Ukraine (nr. 44 på verdensranglisten) over Alexandru Cazacu, Rumænien (nr. 319 på verdensranglisten) med 4-0 (11-4, 11-5, 11-8, 11-8).

Kou Lei med trofæet. Foto: Mohamed Atoum.

Kou Lei vandt dermed 7.000 US$ (44.138,- danske kroner), mens der var 5.000 US$ til Alexandru Cazacu. Tredjepladsen og de 3.000 US$ blev vundet af Mikkel Hinderssons banemand Abdulaziz Al-Abbad og fjerdepladsen (1.500 US$) blev vundet af Al Alkhadrawi. De tabende kvartfinalister heriblandt David Hindersson blev hver belønnet med 1.000 US$ og de tabende 1/8-finalister heriblandt Mikkel Hindersson fik hver 500 US$. Der var endda også 200 US$ til de 16 tabere i 1/16-finalerne.
Turneringen blev vist på Oman Sports Channel.

Læs også artiklen om de to brødre fra 5/2-2014 i ”Brother and the other”-serien. Klik her

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk