På billedet det danske damelandshold ved EM i Bremen år 2000 med landstræner Martin Lundkvist i midten. Fra venstre Trine Grauholm, Mie Skov (bagerst), Karin B. Nielsen (forrest) og Pia Finnemann (th.).
Tirsdag den 16. januar 2018 har DBTU 75 års jubilæum. Et jubilæum, der i dagene op til jubilæumsdagen vil blive markeret med en række artikler her på hjemmesiden og desuden ved en reception i forbindelse med DM for senior søndag den 4. marts 2018 kl. 12.00 i Vendiahallen i Hjørring.
Piger med vilje
Af Martin Lundkvist, årets leder i 2009, tidligere damelandstræner
Hver generation har sit kuld af spillere, der gør sig bemærket på forskellig vis med sjove oplevelser og gode resultater. Sådan et kuld af yngre damespillere havde vi i DBTU i sidst i 90erne, og det er et glimt af de mange oplevelser fra årene som landstræner for dette kuld, jeg vil fortælle om i dette oplæg.
Kuldet bestod af spillere som Pia Finnemann, Trine Grauholm, Janne Jensen, Lisbeth Poulsen, Karin B. Nielsen, Joan Larsen, Christina Jessen og en lille talentfuld spirrevip ved navn Mie Skov. Og at skrive dette indlæg blev aktualiseret af, at jeg overværede en række af selv samme spillere til en veteranrunde for damer i Roskildehallen den 9.- 10. december 2017. Det var faktisk imponerede, som de tøser stadig kan spille en god gang bold uden den store træningsindsats.
Træningsmiljø for damespillere
Tilbage i 90erne var situationen, at den forrige generation med Pia Toelhøj i spidsen var stoppet med fuld satsning på bordtennis, så kuldet var uden de store forbilleder. Vi spejdede rundt i Europa for at finde bordtennismiljøer for damer, som vi kunne lære af og spejle os i. Vi var ret optaget af miljøerne i de gamle østlande som fx Ungarn, hvor vi var på træningslejre flere gange. Deres damer var en del bedre end os, og flere af dem var med helt fremme, når der blev holdt europamesterskaber, så det gav en del nervøsitet over at skulle falde igennem, når vi havde mulighed for at træne med dem. Engang havde vi aftalt at træne med de bedste et helt formiddagspas. Deres træner var blevet en ven efter mange gode samtaler om bordtennis ved U-EM i de år. Han kunne lide de danske pigers indstilling og iver for at blive bedre, så han gerne ville ”ofre” sine egne spillere et helt træningspas.
Det sjove var, at udsigten til de dygtige sparringspartnere faktisk udløste et mindre krisemøde aftenen inden. Præstationsangsten var begyndt at melde sig, ikke mindst Lizzi var nervøs for at falde igennem i træningen dagen efter. Én ting var at spille en øvelse eller to, men et helt pas kunne blive en hård omgang, hvis ikke man kunne følge med i tempoet. Så vi måtte igennem en seance af mental opladning for at få skabt en positiv energi omkring træningen, hvilket hjalp til at det blev en lærerig træning.
Ellers var vi imponerede over miljøet i denne bordtennisklub i Budapest, som kun var for damespillere. Hvis der var 15 borde i hallen var der 20 spillere og 10 trænere og sparringspartnere. Sparringspartnerne var typisk ældre spillere i 40-50 års alderen, der stod time efter time med en kasse bolde med klubbens piger i forskellige aldre. Dermed kunne trænerne fokusere på den tekniske og taktiske udvikling uden at skulle stresse rundt til alle spillerne som trænere herhjemme ofte er ude for.
På turene til Østeuropa var vi dog også udfordret af fx maden. Det var stadig under et årti siden murens fald, så maden var som den må have været her til lands under krigen eller i 50erne. Masser af fedt så sovsen, kødet og mosen glinsede som guld, og de kostbevidste danske damespillere nægtede simpelthen at sætte tænderne i maden. Som træner gav det nogen panik, for vi trænede hårdt 2-3 gange om dagen, så uden mad ville vi ikke kunne holde til træningen. Løsningen blev ofte halv tørt brød med en smule pålæg, men det var såmænd ikke så skidt at komme lidt væk fra den daglige komfort for en stund.
Vi fik meget inspiration på turene rundt i Europa, jeg er sikker på, at alle lærte sig personlige kompetencer, som de har kunnet gøre brug af senere i arbejdslivet. Skulle jeg have ønsket mig noget for de piger, så skulle det have været et par gram mere talent, der havde matchet deres træningsdisciplin, energi og vilje til at træne hårdt og vinde. Det blev til mange flotte internationale præstationer over årene for pigerne uden, at det dog rakte til at komme med helt frem i Europa. Det blev en lære om, hvor meget det betyder med gode kompetente træningsmiljøer for spillere i alle aldre, en udfordring som stadig i høj grad er gældende her 20 år efter.
Janne Jensen.
Martin Lundkvist (i midten) med damelandsholdet ved EM i Eindhoven i 1998. Fra venstre Trine Grauholm, Lisbeth Poulsen, Pia Finnemann og Janne Jensen.
Læs også om Karin B. Nielsen i “Hvor blev de af”-serien her
Læs også om Lisbeth Poulsen i “Hvor blev de af”-serien her