Et liv med bordtennis

Tirsdag den 16. januar 2018 har DBTU 75 års jubilæum. Et jubilæum, der i dagene op til jubilæumsdagen vil blive markeret med en række artikler her på hjemmesiden og desuden ved en reception i forbindelse med DM for senior søndag den 4. marts 2018 kl. 12.00 i Vendiahallen i Hjørring.

Et liv med bordtennis

Af Claus Arnsbæk, unionsarbejde for JBTU, FBTU og DBTU. Udvalgsarbejde i Esbjerg, OB, DGIs ungeudvalg, JBTUs spilleudvalg, JBTUs bestyrelse, DBTUs Turneringsudvalg og DBTUs Eliteudvalg, samt DBTUs kalendergruppe. Fast træner i klubberne Esbjerg, Ribe, Silkeborg og OB

Første gang jeg prøvede at spille bordtennis var til et fodboldstævne på Fyn under Egeskov Cup 1996. Vi skulle betale et depositum for at låne bat og bolde, jeg kom ofte i finalen, det var altid den samme spiller, der vandt. Efter sommerferien startede jeg i skolen i de “stores” fløj, det var her, jeg blev bidt af sporten. Der var nemlig bordtennis i denne afdeling af skolen. Vi var ret gode, syntes vi selv, indtil ham fra fodboldturneringen valgte at deltage i rundt-om-bordet med os. Så gjorde han sig lige god og havde sit eget bat med!

Jeg startede med at spille 1. oktober 1996 i Esbjerg BTK, hvor jeg fik Gudrun Kahns som træner. Et typisk træningspas så således ud; 1 times indspil (kontra og loop med skiftende makkere), verdens længste pause med slik og sodavandssalg og så kampe til sidst.
Til jul fik jeg mit første bordtennisbat i julegave. Det var et færdiglavet bat fra en sportsbutik, det var så dårligt, at jeg to uger efter kasserede det og købte mit eget. Det første “rigtige” bat gjorde, at jeg pludselig kunne skrue og tilførte hermed et element til mit spil, skub blev til prik med skru.


Gudrun Kahns (th.) døde i december 1999.

Samme sæson havde Esbjerg BTK 50 års jubilæum. I denne anledning havde klubben søgt om at afvikle senior DM. En af klubbens bedste spillere Carsten “Kosten” Jacobsen skulle ret tidligt møde Michael Maze. Sjældent har jeg set en spiller blive servet midt over så meget, og det var selv om Kosten havde antispin. Hele sommeren blev der servetrænet. Det var i øvrigt her, at Martin Monrad blev dansk mester for første gang i herre single.

Min anden sæson startede jeg godt, og en skade hos en klubkammerat gjorde, at jeg kom på drengedivisionsholdet. Det var desværre vores 1. mand, der var ude, så vi fik ikke vundet nogle holdkampe. Jeg ved dog, at jeg vandt flere kampe end de tre andre spillere på holdet tilsammen i de fire holdkampe, jeg var med i. Alligevel blev jeg sat af holdet!
I min 13-årige verden var det uforståeligt, og jeg var lige ved at stoppe. Glæden var dræbt, jeg opsøgte en forklaring. Trænergruppen troede ikke på mit spil! Året før havde klubben vundet drengedivisionen, så de vidste jo mere end jeg. To år efter var der ingen af dem, jeg spillede med det år, der var tilknyttet sporten mere. 

Som junior blev jeg tilknyttet vores ungdomselite. Det var med de spillere, der havde vundet drengedivisionen i 1997, junior i 1998 igen i 1999, og så fik jeg lov at være med som det tynde øl i 2000. I samme periode gik klubben fra at have et elitedivisionshold og 3. divisionshold til at have hold i alle divisionsrækkerne på herresiden. To stærke faktorer var Lars-Henrik Sloth og Thorsten Hævdholm. Lars-Henrik havde jeg kortvarigt som træner der, hvor han betød rigtig meget, var at han lavede mange af turene til stævnerne. På den måde fik jeg mange gode oplevelser og fik langsomt et netværk i dansk bordtennis.


Lars-Henrik Sloth.

I årene med Thorsten som træner, blev jeg meget inspireret af hans måde at være træner på. Han lærte mig nogle ting ret hurtigt ved at forklare tingene på en anden måde end trænere, jeg tidligere havde haft. I dag skylder jeg både LH og Thorsten stor tak for at have været en del af deres miljø og har kunnet suge knowhow til mig fra netop disse to personer.

Det samme er gældende for rigtigt mange andre mennesker, dog vil jeg fremhæve Jesper Nielsen og Tommy Jørgensen fra Nørreå. Jesper var den første instruktør, jeg havde på et trænerkursus, og han var med til at gøre det til dato til den bedste oplevelse, jeg har haft på et kursus. Denne oplevelse var med til at sætte glød i ambitionen om at blive træner hjemme i klubben. Desuden har jeg haft mange gode samtaler om belægninger med begge, da de var ansat hos Bordtennisexperterne og prøvet mere end 100 forskellige belægninger, de fleste lange knopper.


Jesper Nielsen i aktion. Jesper blev i 2016 hædret med DBTU’s sølvnål.

Tommy havde jeg mange oplevelser med først som spiller, hvor jeg blev udtaget til mit første udenlandske stævne af JBTU og senere som medlem af JBTUs spilleudvalg. Jeg blev valgt ind som 15-årig i spilleudvalget i JBTU, og her var Tommy rigtig god til at tage imod og hjælpe i alle sammenhænge. I dag hjælper jeg så Tommy med Danmarks største sommerlejr på Tjele efterskole hver sommer, også når Tommy ikke lige selv kan være der. En af de første JBTU-lejre jeg var træner på deltog blandt andet Frederik Dalager, Rasmus Klein-Døssing og Henrik Laxby. De to første træner jeg hver uge i Odense og i øvrigt også Jesper, så sådan kan det hele forandre sig.


Tommy Jørgensen coacher her Ivik Nielsen i en kamp med det grønlandske landshold. Tommy blev i 2017 hædret med DBTU’s sølvnål.

Mest akavede situation var, da Henrik Laxby kontaktede mig, om jeg ville coache ham til Top 12, da han var gået lidt sur i samarbejdet med sine klubledere. Jeg har kendt Henrik i mange år, da jeg havde været på lejre med hans storebror Steffen i en del år i JBTU. Der var dog det ved det, at jeg i givet fald skulle coache imod en spiller, jeg havde haft et meget tæt samarbejde med i mange år, Søren E. Nielsen fra Ribe. Det var den første spiller, jeg havde haft, der havde vundet Top 12 – han gik 11-0 i kampscore som yngre drenge-spiller ved at slå Henrik Laxby i den rigtige finale, da de begge havde kampscore 10-0, Søren vandt kampen med 3-0 i sæt. Da jeg ikke længere var træner for Søren, sagde jeg ja til Henrik. Henrik vandt Top 12 med 11-0 i kampscore over blandt andet Tobias Lau og Jonathan Groth


Henrik Laxby coacher her Nichlas Middelhede ved senior DM i 2015.

Efterfølgende blev vi enige om at genoptage samarbejdet ved ungdoms DM. Henrik blev skadet i den ene af hans semifinaler og burde nok have trukket sig, da hans fod var for dårlig. Men som ung træner fokuserer man for ofte på resultatet og det samme gør unge spillere, så i samarbejde med Henrik blev vi enige om, at juniorfinalen godt kunne vindes på “et” ben og god taktik. Efter hans skade hjalp Thorsten med behandling af Henrik, selv om det var Thorstens spiller, han skulle møde i finalen, respekt for fair play. Henrik skulle møde Casper Gammelmark og Thorsten var hans coach. En kamp Henrik vandt selv om Casper havde store føringer i alle sættene. Henrik skulle derefter spille U21 finale, men fornuften sejrer – både coach og spiller blev enige om at trække sig fra finalen, der stod imod Mikkel Hindersson.

Bedste bordtennisoplevelse var få måneder efter til det store pinsestævne i Belgien, hvor Tobias Lau, Nichlas Middelhede, Søren E. Nielsen og Sebastian Schübert vandt holdturningen over et meget stærkt hold i sudden double. En holdkamp der havde fransk arrogance, fransk snyd og meget andet! Tobias vandt også singleturneringen. I holdfinalen vandt han over Stepháne Ouaiche, som blev fransk mester i 2014 og 2016. Han vandt også over ham i singleturneringen – mon det var en større sejr, end da Tobias første gang chokerede bordtennis Danmark ved at vinde over Daniel Fynsk ved OBs Grand Prix stævne, der var rykket til Højby et år?

Tillykke med jubilæet!


Pinsestævne i Belgien 8.- 12. maj 2008. Spillerne er fra venstre i rød, Sebastian Schübert, Nichlas Middelhede, Søren E. Nielsen, Tobias Lau, Michael Jørgensen. Midten: Søren Agerskov, Benjamin Sørensen, Markus Evers, Hans-Henrik Vonsild, Rasmus Brunbjerg. Liggende: Mathias Christensen, Jonas Thøgersen og Kasper Vendelboe.


Fra venstre Rasmus Klein-Døssing, Frederik Dalager, Morten Hyrup Rasmussen og træner Claus Arnsbæk.

Forfatter: Claus Arnsbæk - claus.arnsbaek@gmail.com
Kontaktperson tlf.: 27 26 06 09
Kontaktperson e-mail: carsten.egeholt@dbtu.dk