Tirsdag den 16. januar 2018 har DBTU 75 års jubilæum. Et jubilæum, der i dagene op til jubilæumsdagen vil blive markeret med en række artikler her på hjemmesiden og desuden ved en reception i forbindelse med DM for senior søndag den 4. marts 2018 kl. 12.00 i Vendiahallen i Hjørring.
Det kom vi ikke i mål med
Af Bjarne Andersen, årets leder i 2007, formand for DBTU fra 2014-2017, hædret med DBTU’s guldnål i 2017 efter at have modtaget sølvnålen i 2006.
Det er fristende i en retrospektiv artikel om tiden, hvor jeg var formand for DBTU at dvæle ved de succes’er, der fandt sted i perioden. Vi fik oprettet en række velfungerende udvalg i DBTU, vi fik en europamester i herredouble og andre begivenheder, som vi i bestyrelsen i større eller mindre grad kunne tage en del af æren for.
Men jeg har alligevel valgt at lægge vægt på nogle af de ting, som vi ikke kom i mål med i min tid som formand. Det giver en mulighed for at skue lidt fremad og derved give mit bidrag til hvilke fokuspunkter, som jeg i al beskedenhed vil opfordre den nye ledelse til at være opmærksom på.
Jeg elsker bordtennissporten, og det smerter derfor mit hjerte at se på den tilbagegang, som sporten på en lang række områder er ramt af i Danmark. Jeg blev selv valgt til formandsposten i et kampvalg med en ledelse, som efter min opfattelse i alt for lang tid blot passivt havde set på denne tilbagegang uden for alvor at forsøge at igangsætte de nødvendige reformer.
Jeg blev bl.a. valgt på et løfte om at vende den medlemstilbagegang, som DBTU havde oplevet i de sidste 25 år. Det lykkedes som bekendt ikke. Jamen, gjorde vi da ikke noget ved det?
Jo, for det første så fik vi standset den evindelige stigning i licenserne, som igennem mange år havde redet DBTU’s organisation som en mare. Licenserne er jo reelt blot en beskatning af klubberne med den paradoksale virkning, at klubber der øger medlemstallet i bordtennissporten som tak blot får tilsendt en større regning. Idiotisk!
Det var mit håb, at vi også kunne have påbegyndt en afvikling af dette selvskadende system. Det lykkedes desværre ikke. Men blot det indførte stop for stigninger i licenserne betyder på sigt, at der vil være flere penge i klubberne til at iværksætte de aktiviteter, der skal give flere medlemmer i bordtennissporten.
Men hvis vi for alvor skal øge medlemstallet i DBTU, så skal vi have bedre fat i pigerne. I DBTU’s medlemstal udgør piger og kvinder under 10%, mens de f.eks. inden for badminton udgør ca. 33%. Der ligger altså et kæmpe medlemspotentiale her. Hvis vi kunne få samme andel af piger i bordtennissporten, som man har i badminton, så ville det i sig selv give 3.000 nye medlemmer. Hertil kommer så, at sporten måske også ville være endnu mere attraktiv for drengene/herrerne, hvis der var flere piger/damer.
Medaljetagerne i Pige Ungdomsdivisionen i 2017.
Vi har i tidens løb forsøgt på mange forskellige måder at få flere piger i klubberne – uden held. De mange projekter har i bedste fald haft en kortvarig effekt, men det samlede billede er fortsat under 10% piger i DBTU.
Nu da jeg ikke længere skal genvælges til nogen poster i DBTU, så vil jeg igen tillade mig at nævne de tabu-belagte ord ’blandede hold’. Vi har forsøgt næsten alt andet uden virkning, men vi har ikke forsøgt netop det, som man i badminton har haft held med i årevis – nemlig blandede hold.
Det er klart, at modstanden imod blandede hold er stor blandt DBTU’s klubber – især blandt de klubber, som ikke gør en skid for at tiltrække piger til sporten. De føler med rette, at de vil blive ramt, hvis der indføres blandede hold.
Det er dog min overbevisning, at der ikke findes andre veje, hvis man virkelig skal have flere klubber til at gøre en større indsats for at tiltrække piger til sporten. Klubberne skal se nødvendigheden af at have pigerne med – ellers kan de ikke deltage i ungdomsdivisionerne.
Det er mit håb, at der er en visionær og handlekraftig bestyrelse, som tør tage dette skridt – naturligvis med en fornuftig tidshorisont – så vi ad den vej kan øge DBTU’s medlemstal betragteligt.
Til sidst vil jeg pege på det problem, at der efterhånden er så få klubber, der satser seriøst på ungdomstalentarbejdet. For 20 år siden var der altid hård kamp imellem en lang række klubber om pladserne i ungdomsdivisionerne. Nu kan ungdoms-divisionerne ofte kun fyldes op ved at nogle klubber har 2 eller 3 hold med i samme række.
I dag er der vel kun 10-12 klubber, der satser seriøst på ungdomsarbejdet, og hvis den næste Michael Maze ikke starter i en af disse klubber, så bliver han slet ikke til noget.
Desværre understøtter vores turneringssystem i ungdomsrækkerne ikke, at man er nødt til at arbejde seriøst med ungdoms-elite. En klub kan f.eks. blæse på det hårde arbejde med at udvikle puslinge og yngre drenge talenter og vente til spillerne bliver juniorer, hvor man så kan tilbyde dem lidt bedre betingelser end de har i barndomsklubben. Herefter kan man blot tilmelde sig landets højeste række indenfor juniorklassen, selvom man har sprunget over det hårde arbejde med at opfostre talenterne.
Det bliver vi nødt til at ændre på. Vi skal finde et system, hvor man ved et langt og kontinuerligt træk kvalificerer sig til at deltage i de højeste rækker, så de klubber, der sår frøene også høster frugterne. Lidt i stil med det system, man har i fodbold, hvor man heller ikke bare kan melde sig til landets højeste ynglingerække, selvom man har fået tilgang.
Det var lidt – ikke særlig politisk korrekte – indspark fra mig om, hvilke udfordringer jeg ser for DBTU her ved jubilæet. Jeg vil gerne ønske DBTU tillykke med de 75 år, og jeg håber af hele mit hjerte, at vi ved næste jubilæum kan fejre en stor medlemsfremgang i DBTU.
Bordtennis er jo verdens bedste sport. Vi skal blot have flere til at opdage det.