Tirsdag den 16. januar 2018 har DBTU 75 års jubilæum. Et jubilæum, der i dagene op til jubilæumsdagen vil blive markeret med en række artikler her på hjemmesiden og desuden ved en reception i forbindelse med DM for senior søndag den 4. marts 2018 kl. 12.00 i Vendiahallen i Hjørring.
En køletaske, et Kasakhstans kram og en forkert billet
Af Jens Gullberg, formand for Dommerudvalget
Når nogen fylder rundt er der tit mange, der vil give dem et par ord med på vejen.
Dette er et bidrag til fejringen fra et spændende hjørne af bordtennis – nemlig dommerområdet.
Siden begyndelsen for de 75 år siden har dommere været en del af dansk bordtennis. Det handler selvfølgelig om at sikre en fair og korrekt afvikling af kampe, stævner og mesterskaber.
Når det er sagt, så er og har det altid været den vigtigste opgave for en dommer:
At være der for spillerne
Nogle vil måske tilføje: ”på godt og på ondt”, og netop derfor vil jeg gerne give tre personlige eksempler på hvad det vil sige at være der for spillerne.
I mit første eksempel er stedet Odense og begivenheden er DM Senior. Vi har efter EM i Herning indført Racket Control efter international model ved de danske mesterskaber. Jeg er overdommer og en af spillerne, som jeg kender fra den klub min søn på det tidspunkt spiller i, har henvendt sig for at få min vurdering af sit bat. Er det lovligt at spille med eller er belægningerne for tykke? Vi bliver enige om at måle det med vores instrumenter og resultatet er, at det er meget tæt på grænseværdierne. Han er stærkt bekymret for om det dagen efter vil blive kasseret, og spørger mig derfor til råds, hvad der kan gøres.
Baseret på min erfaring som racket controller foreslår jeg ham at opbevare det koldt indtil battet skal benyttes. Dagen efter kommer han glædestrålende over til mig og fortæller, at battet klarede testen. Stolt peger han over mod en køletaske, der står på tilskuerpladserne. ”Du sagde jo jeg skulle opbevare det koldt”, siger han. Vi griner begge, og jeg ønsker ham held og lykke med kampen.
Det andet eksempel er fra Para VM i Bratislava. Stemningen er fyldt med glæde, men også spændt. Jeg står sammen med min danske makker i Call Area og venter på spillerne. De Kasakhstanske spillere som vi skal dømme kommer først. De kan ikke et ord engelsk, og vi kan ikke et ord Kasakhstansk, men på forunderlig vis lykkes det at få ordnet alle de ting, vi skal. Ved næste runde, hvor vi igen er i Call Area kommer den ene spiller igen over til os. Denne gang for at få taget et billede sammen med mig. Nu er der bare sådan, at det faktisk er forbudt for os dommere at lade sig fotografere med spillere – specielt, hvis det er beregnet til de sociale medier. Det er spilleren heldigvis helt uvidende om og går glad derfra med fine billeder på mobilen.
I det sidste eksempel er scenen skiftet til Stockholm i november sidste år. Jeg er til Swedish Open og i indbydelsen står der turneringen varer til søndag, så jeg har købt en ikke fleksibel billet, hvor jeg flyver hjem mandag morgen. Det er helt standard, når vi er ude. Eller rettere var for tingene har ændret sig på det seneste. I dag bliver kun ganske få dommere udtaget til finalerne, og det er altid Blue Batch dommere (den fineste kategori af dommere), hvilket jeg ikke var på det tidspunkt. Så lørdag eftermiddag står det klart, at jeg har den forkerte billet. Den skulle have været mulig at ændre og i øvrigt ikke gælde mandag men søndag. Jeg må med andre ord bide i det sure æble og købe en ny billet, hvis jeg vil hjem en dag tidligere.
De to første eksempler kræver nok ikke så meget forklaring. Bortset fra måske at forklare, hvordan det dog kan lade sig gøre at omgås forbud og hjælpe i stedet for bare at afvente testresultatet. Forklaringen er, at det hele tiden handler om at finde balancen. Balancen mellem den magt, der er givet funktionen som dommer og at være der for spillerne. Hver gang vi gør det, er det altid en vurdering af, hvad der er til mest gavn for spillet og spillerne. Det er her, at vi bruger en af vores fremmeste egenskaber som dommer nemlig vores sunde fornuft.
Det tredje eksempel peger fremad. For selvom bordtennis har mange år på bagen er det en sport i rivende udvikling og internationalt arbejdes der meget for at gøre sporten mere publikumsvenlig og ikke mindst TV venlig. Det kræver stadig større professionalisme også blandt dommerne. Finaler er kun for de få og bedste. Det er til gavn for spillerne og for spillet. Så selvom det var besværligt med den forkerte billet, var der ingen sure miner fra min side og selve turneringen var i øvrigt super fin. Apropos de få og bedste så arbejder man faktisk på at få semi-professionelle dommere. Det er ikke nogen enkel forandring, og den vil grundlæggende forandre vilkår, karriereveje mm. for dommerne. Det skal dog ikke forhindre en positiv udvikling.
Jeg ved godt dommerområdet er et hjørne af bordtennis, men jeg håber, at I kan fornemme den samme begejstring for spillet som så mange andre har, når I læser eksemplerne og forklaringerne ovenfor.
Jeg vil i alle fald gerne benytte lejligheden, på vegne af alle dommerne, til at ønske DBTU og dansk bordtennis et stort tillykke med jubilæet! Vi glæder os til, frem mod det næste jubilæum, at være en del af dansk og international bordtennis.
Jens Gullberg-Hansen dømmer her ved en landskamp mod Italien i 2013.