Jeg vil starte med at ønske DBTU tillykke med jubilæet. Ja, hele bordtennis Danmark, vel.
Bordtennis har, fra jeg var syv år gammel, været en vigtig del af mit liv, og det er over 40 år siden nu. Der er mange oplevelser, detaljer, og også personer der var forsvundet fra hukommelsen, så det var sjovt at få genopfrisket den i forbindelse med disse jubilæumsindlæg. Det er vildt at tænke på, at jeg har været med i over halvdelen af DBTU’s levetid.
Som 7-årig var jeg allerede startet til svømning og fodbold, men det var introduktionen til bordtennis, som kom til at have størst indflydelse på hele min ungdom. Helt tidstypisk, startede jeg med at spille bordtennis i kælderen på den lokale skole, og af uransaglige årsager fangede jeg spillet hurtigt. Jeg mener, at vi blev Sjællandsmestre for hold i puslinge allerede det første eller andet år.
Mere seriøst
Efter at have spillet et par år i Hedehusene, flyttede jeg til Taastrup Idræts Klub (TIK) i ca. 1979, hvor der var bedre spillere, bedre trænere og højere sportslige ambitioner. Der var fantastiske ildsjæle bag klubben, der formåede at give os de bedste betingelser.
I løbet af et par år var TIK en af de førende klubber i Danmark og havde stærke drenge- og juniordivisionshold og mange vundne turneringer og mesterskaber i bagagen. For dem, der kan huske tilbage til 80’erne, var spillere som Allan Pedersen, Henrik og Carsten Bo Pedersen, Mads Brostrup Lip, Thomas Olesen, Isabel Laier, Gitte Voldum, Mette Boye og Lotte Lund også en del af de TIK spillere, der bar de blå spilletrøjer. Senere kom Henrik Vendelbo, Lars Persson, Trine Schou, Alex Sørensen, Jan Enevoldsen og andre til for at styrke klubben i de bedste divisioner. Jeg stoppede i TIK i 1989, hvor jeg flyttede til Frankrig.
Når jeg tænker tilbage, så var vi meget privilegerede med den kvalitet af trænere og ledere som vi havde. Der var mange involverede, men vil gerne fremhæve Henrik Stage, Lars Bo Kaspersen og Bjarne Bendtsen hvor jeg er dem meget taknemmelige for deres indsats og engagement. Det var jo ikke kun bordtennis vi blev bedre til, vi blev også bedre mennesker, klædt på til livets udfordringer. Også tak til alle de andre involverede fra ØBTU and DBTU som har arrangeret stævner, træningslejre og havde en infrastruktur, der gjorde det hele muligt.
I hele min ungdom var bordtennis et midtpunkt i mit liv. Selvfølgelig var skole/uddannelse det primære, men udover det, havde bordtennis første prioritet. Både spillemæssigt og herudover også som træner, bestyrelsesmedlem, osv. De årlige sommertræningslejre var altid et højdepunkt og jeg har mange gode minder derfra. Men også alle kampe og turneringer rundt om i landet, hvor vi sov på gulvet i skolelokaler, har givet god menneskelig indsigt, som har været værdifuld i mange sammenhænge efterfølgende.
Træningslejr i Sakskøbing i 1980. Fantastisk som den lille by på Lolland-Falster kom på bordtennis Danmarkskortet.
Talentlejr i Kerteminde i 1982 arrangeret af DBTU. En ung Allan Bentsen og andre stadige aktive spillere på billedet.
Mindre fokus
Siden jeg flyttede til Frankrig, har jeg ikke haft bordtennis som en prioritet. I de første par år var det svært at acceptere, at jeg ikke havde samme niveau som da jeg trænede (seriøst). Men efterfølgende har jeg stadig glæden ved at spille. Nogle gange er der gået et år imellem, at jeg har fået spillet, og nogle år har jeg fået spillet ugentligt. Jeg har boet i Frankrig i to omgange, 3 år i Singapore og har de seneste 7 år resideret i Austin, Texas og alle de steder, på tværs af lande og kulturer, har jeg haft muligheden for at spille bordtennis og møde interessante mennesker der har samme passion for bordtennis, uanset niveau. Mens jeg boede i Danmark spillede jeg i TPHU og Københavns Bordtennisklub hvor frivillige ledere som Per Holland, Jøsse, Morten Krydsfelt og Lars Eckeroth gjorde en fantastisk indsats for vores sport.
Austin Table Tennis som er en af de største klubber i Texas. 16 borde, 4 fuldtidsansatte, hvoraf 2 er fuldtidstrænere. www.austintabletennis.net
Konkurrencegenet er der stadig, og jeg spiller af og til i de lokale turneringer i Texas (hvor der bor 25 millioner mennesker). Jeg er også tilmeldt til World Veteran Championships i Vegas til juni, hvor jeg glæder mig at gense en masse af de danske spillere, som kommer.
Bordtennis, et spil eller en sport?
Da jeg har bordtennis i blodet, vil jeg gerne være med til at gøre sporten så populær som muligt. Men for mange mennesker er bordtennis ikke en sport. Det er et spil. Dette er især gældende i USA, her bor der 323 millioner mennesker, der er 17 millioner, der spiller ping pong (spillet) og kun 10.000 der spiller bordtennis (sporten) – som har været niveauet i mange år. Hvad defineres forskellen på ping pong og table tennis?
1. Ping pong spilles på en bar, på arbejdet, i garagen eller i haven. Reglerne er lidt uklare. Folk har det sjovt, men ved ikke hvor meget de ikke ved.
2. Sporten er defineret som dem der spiller med i klubkampe eller turneringer under USATT (DBTU’s pendant i USA).
Det er en kæmpe udfordring, at der er så få spillere i et sådan et stort land. Jeg prøver, via mit arbejde i reklamebranchen, at hjælpe USATT til at finde ud af hvorledes man kan få flere spillere til at dyrke sporten og konvertere dem, der spiller ping pong. Jeg fornemmer, at man i Danmark også har udfordringer på antallet af medlemmer under DBTU.
Verden er under konstant forandring. Jeg tror på, at man bliver nødt til møde nye potentielle spillere, der hvor de er, frem for at tvinge dem ind i et system som vi har fabrikeret. Jeg har fulgt med på sidelinjen hvad Penthouse CPH har gjort og jeg synes Dennis Skaarup havde et glimrende jubilæumsindlæg om at tænke ud af boksen. Tror dog at man kan gå videre end det, og her er et par af mine tanker:
- Branding af bordtennis: Vi skal ændre perceptionen i befolkningen, således at sporten opfattes som cool og sexy + alle de øvrige gode ting som bordtennis tilbyder.
- Eksponering: Det er givet, at sporten har brug for mere eksponering. Ikke kun på TV, men også på de mange online kanaler der eksisterer. Tænk også i nye målgrupper, som ikke kender/forstår bordtennis som en sport endnu. De skal kommunikeres til på en anden måde og det, der vises, skal være tilpasset til dem.
- Big data: Vi skal være bedre til at udnytte data. Både så vi kan få indsigt i folks interesser, og blive bedre til at tilpasse tilbud og kommunikation til alle interessenter.
- Bordtennis på de potentielle spilleres præmisser: Hvis de foretrækker at spille turneringer på skoler, barer, arbejdspladser, mv., så lad os bringe sporten til dem. Det vil sikkert være under andre forhold end dem vi normal kender. DBTU/klubber kan supportere, formålet er ikke at få dem ned i en klub efter første interaktion, det vil være en rejse og den data, der indsamles kan bruges til at stimulere og involvere dem på denne rejse. Men lad os få flere mennesker ind i tragten.
- Teknologi: Vi skal være bedre til at udnytte teknologi til at involvere vores målgruppe – inkl. social media (tænk Insta øjeblikke) og gamification.
- Samarbejde med erhvervslivet: Se erhvervslivet som samarbejdspartnere i stedet for sponsorer. Brands vil gerne have adgang til jeres medlemmer, den data der opsamles, giver mulighed for brand aktivering og for at lave koncepter sammen med organisationer. Det drejer som autenticitet.
- Professionalisme: Sikre at vores bedste spillere får optimale forhold. Vi skal klare os godt internationalt. Det giver de unge endnu større drømme og det bliver mere attraktivt for erhvervslivet at samarbejde med os. Og mere eksponering.
- Infrastruktur: Det er givet, at klubber, faciliteter, træning (kvalitet), åbningstider, tilbud til nye, skal fungere 100%. Kunne DBTU evt. certificere klubber efter niveau, så der var kamp om at være i toppen?
Hvis du er nået hertil, så tak fordi du læste så langt. Bordtennis er en sport for livet, og jeg ønsker DBTU tillykke, samt held og lykke med det næste 75 år.