Turneringsreglement 2018/2019

Turneringsudvalget har udarbejdet et nyt turneringsreglement gældende for kommende sæson (se vedhæftede), som er lagt på hjemmesiden den 7. marts 2018 under “Klubservice” – “Regler”. Klik her

Se oversigt over personerne i Turneringsudvalget, udvalgets kommissorium, sagsoversigt samt referater fra møder her

Mest væsentlige ændringer:

  • Muligheden for at ”ombytte” en spiller i senior rækkerne. Flere klubber har udtrykt ønske om at kunne ombytte en spiller uden at denne skal sidde over, særligt hvis en spiller opnår betydelig fremgang i løbet af sæsonen. Der vil i anden turneringshalvdel, når spilleren på det højere rangerede hold har spillet mere en halvdelen af kampene og dermed er låst, være mulighed for at en anden spiller kan overtage pladsen. Nærmere betingelser fremgår af reglementet.
  • I Drenge- og Juniordivisionen, har vi set uheldige eksempler, da nogle klubber har anvendt reserver i første runde, hvormed de pågældende spillere blev låst til en række de måske ikke har niveau til. Der er nu indført mulighed for at anvende en reserve i første runde. De nærmere betingelser fremgår af reglementet.
  • Reglerne ved oprettelse af fælleshold (overbygningshold) er skærpet en smule. Det skal tydeligt fremgå, hvordan holdene fordeles i tilfælde af en opløsning af samarbejdet – og dette skal godkendes af TU.
  • I Elitedivision og 1. division for herrer er spillerne låst til visse positioner. Det er nu beskrevet, hvordan man håndterer situationen, hvis to spillere har samme ratingtal.
  • I 2. og 3. division var tidligere regler for opstilling af spillere, hvis et hold stillede med 3 mand på et 4-mands hold. Den ikke fremmødte spiller skal stadig stå på A4/B4, men begrænsningen i doublen er udgået.
  • Kravet om udebanetrøjer i Elitedivisionerne er fjernet. Flere klubber har antydet, at der er tale om en unødvendig udgift, særligt når der fremover også stilles krav om træneruddannelse.
  • I dameelitedivisionen afvikles de fleste kampe i samlinger. Kravet til banestørrelsen var tidligere 7 x 14 m, hvilket ingen klubber kan leve op til ved en samling. Kravet er derfor reduceret til 5 x 10 m, hvilket modsvarer de faktiske spilleforhold.
  • Kampflytninger ved samlinger har fået større ”råderum”.
  • Tekst vedrørende prioriteringslisten er opdateret, således at denne modsvarer teksten på prioriteringslisten.
  • Fremover uddeles kun pokaler til vinderne (klubben) af de lavere DT-rækker. I Elitedivisioner og ungdoms-DT uddeles fortsat medaljer til vinderne.
  • Omstruktureringen er ved at være afsluttet. I sæsonen 2018-2019 vil der være 10. hold i 3. division og i sæsonen 2019-2020 vil alle rækker være nede på 8 hold igen. Det betyder at 4 hold i hver kreds i 3. division rykker ned til LU.
  • Enkelte små tekstmæssige ændringer.
  • Alle rettelser er markeret med rød skrift – dog ikke tekst som er udgået.

Eventuelle efterfølgende mindre ændringer, som Turneringsudvalget måtte finde nødvendige, som følge af en gennemgang og vurdering af nærværende sæsons sager og henvendelser, vil blive indarbejdet i en revision omkring 1. august 2018.

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson e-mail: KimHolm.Pedersen@sweco.dk