Parabordtennis på charmeoffensiv

Parabordtennis kan spilles af spillere med både store og små handicap. Der er plads til mange flere på landsplan, og Parasport Danmark tager derfor en tur rundt i landet – nærmere bestemt til byerne Åbyhøj, Hillerød og Odense – for at møde potentielle nye spillere.

Mere konkret tager lokale bordtennisklubber sammen med paraspillere og landstræner i parabordtennis Christoffer Petersen imod alle, der kunne være interesseret i at høre mere om parabordtennis. Der vil både være mulighed for at spille med flere af de bedste para-spillere, prøve kinatræning samt en bordtennisrobot. For forældre vil der være rig mulighed for at snakke med landstræner, klassifikatør og nuværende spillere for at blive klogere på mulighederne inden for parasport i almindelighed og para-bordtennis i særdeleshed.
Målgruppen er alle interesserede, nybegyndere såvel som øvede, med alle typer funktionsnedsættelse. Selv små handicap eller funktionsnedsættelser kan være nok til at kunne blive klassificeret. Er man i tvivl om, hvorvidt et handicap er tilstrækkeligt for at kunne deltage i para-regi, skal man endelig møde op og få en vurdering.
I Hillerød vil der ud over at prøve spillet også være mulighed for at møde og spille med den danske paralympiske mester, Peter Rosenmeier samt en af Danmarks bedste damespillere, Sophie Walløe, der forsvarende EM-sølvvinder i parabordtennis.
“Det er ikke vigtigt, om man har spillet bordtennis før eller aldrig har haft et bat i hånden. Vi håber, at mange vil benytte lejligheden til at se, om det er noget for dem”, udtaler Christoffer Petersen i en pressemeddelelse. Han glæder sig til at møde nye potentielle spillere.

Åbyhøj
Tidspunkt: Mandag den 27. august kl. 17-20
Sted: BTEX Hallen, Tomsagervej 15, 8230 Åbyhøj
Tilmelding: ikke nødvendig

Hillerød
Tidspunkt: Tirsdag den 28. august kl. 17-20
Sted: FrederiksborgCentret, Milnersvej 39, 3400 Hillerød
Tilmelding: ikke nødvendig

Odense
Tidspunkt: Onsdag den 29. august kl. 17-20
Sted: Odense Kaserne Hal, Sdr. Boulevard 17A, 5000 Odense C
Tilmelding: ikke nødvendig

Forfatter: Carsten Egeholt
Kontaktperson tlf.: 22 36 10 93
Kontaktperson e-mail: arj@parasport.dk