Referat fra bestyrelsesmøde onsdag d. 13. januar 2016 kl. 16.30 i Brøndby.

Til stede: Bjarne Andersen, Asger Rasmussen, Peter Sundbæk, Morten Krydsfeldt, Betina Koefoed, Mads Mikkelsen og Peter Busck-Nielsen (referent.)

Dagsorden
0) Orientering fra Landstræner og Elitekoordinator.
1) Opfølgning på punkter fra sidste bestyrelsesmøde.
2) Videre arbejde med DBTU’s vision ud fra de fremsendte oplæg.
3) Endelig godkendelse af bestyrelsens budget for 2016.
4) Salg af landskampe.
5) Tilbagemelding fra international arbejdsgruppe.
6) Kommunikation.
7) Eventuelt.

Peter S blev valgt som mødeleder og Peter Busck-Nielsen som referent.

0. Orientering fra landstræner og elitekoordinator
Linus fortalte om forberedelserne til VM i Kuala Lumpur og OL-kvalifikation i Istanbul.

Christoffer og Linus gennemgik det faglige indhold og økonomien i EM, VM og en række internationale stævner. Når budgettet er klar i næste uge, kan Christoffer udarbejde en plan for ungdomsaktiviteterne sammen med Linus og ELU.

1. Opfølgning på punkter fra sidste bestyrelsesmøde
Bjarne har talt med Peter Teisen, Appeludvalget og der skal aftales et snarligt møde med deltagelse af Appeludvalget, bestyrelsen, administrationen og DIFs jurist Mads Boesen. Målet er at etablere en ordens- og appelstruktur, der er så enkel og effektiv som mulig for DBTU, lokalunioner og klubber.

Årsmøde den 4. juni bliver afholdt på Hotel Scandic Bygholm Park i Horsens. Årsmødet til næste år afholdes i Idrættens Hus den 3. juni.

Asger og Bjarne har talt med to lokalunioner for at sikre opbakning til projektet Det’Batter, og udviklingskonsulenterne skal kontakte de to lokalunioner og aftale hvad der skal til for at sikre fremdrift.

Prioriteringslisten har været til høring i ELU og TU, og der offentliggøres en ny prioriteringsliste, når DT er er afviklet i maj. Den ny liste gælder fra 1. juli i år.

Vi får svar fra Aktiv Rundt i Danmark (ARD) i slutningen af februar, når Nordea-fonden har behandlet ansøgningen om blandt andet mere bordtennis i skolerne, herunder en turnering. ARD-ansøgningen vedrører ca. 10 idrætsgrene.

2. Videre arbejde med DBTU’s vision ud fra de fremsendte oplæg
Punktet blev udsat til næste møde, da der manglede oplæg og pga. tidspres. Sekretariatet vil efterfølgende, når bestyrelsen har diskuteret et fælles oplæg, sikre at materialet bliver sammenskrevet, så det kan præsenteres på årsmødet.

3. Endelig godkendelse af bestyrelsens budget for 2016
Bestyrelsen besluttede at reducere hhv. bestyrelsens budget, forbundsarrangementer og driftsresultat med hver 50.000 kr. Endvidere skal omkostningerne til it-udvikling (portal og hjemmeside) nedsættes med 15.000 kr., ligesom vi opsiger lejemålet på det nuværende mødelokale i Idrættens Hus. Når revisor har godkendt de foretagne afskrivninger på portalen i 2015, kan de budgetterede afskrivninger (75.000 kr.) for 2016 formentlig også nedsættes.

Det endelige budget fremsendes i uge 3 til ELU, landstræner og elitekoordinator, der herefter kan prioritere de mulige aktiviteter, dog således at vi deltager i NETU med et dame- og et herrehold i Oslo til maj.

Alle udvalg, og især ELU og den ungdomsansvarlige, opfordres til at finde alternativ finansiering og komme med forslag til nye indtægter. Sekretariatet vil fx gerne hjælpe med at etablere ’indsamlinger på internettet’ (crowd-funding), og står til rådighed for sparring om emnet. Ligesom salg af reklamer på landskamptøjet til personlige sponsorer og holdsponsorer kan diskuteres med elitekoordinatoren. Aftalerne skal være kortvarige (max. 1 år) og overholde ITTF’s og DBTU’s krav til udseende mm. Alle aftaler skal godkendes af bestyrelsen.

4. Salg af landskampe
11 klubber/kommuner har vist interesse for at arrangere landskampe for herrer. Fire klubber og kommuner har efterfølgende i starten af januar sagt pænt ’nej tak’. En klub/region har tilkendegivet, at de vil byde på landskampene, og de sidste seks klubber/kommuner overvejer stadig. Fristen for afgivelse af tilbud er den 28. februar, og sekretariatet kan besvare spørgsmål. Ingen klubber/kommuner har ønsket at arrangere damernes landskampe.

5. Tilbagemelding fra international arbejdsgruppe
Punktet blev udsat, da der var for kort tid.

6.  Kommunikation
Der var ingen nye emner at orientere om.

7. Eventuelt
ITTF har offentliggjort, at den 6. april fremover også er bordtennissens dag. Dagen er i forvejen ‘International Day of Sport for Development and Peace’ (FN).

Københavns Kommune har besluttet at indføre brugerbetaling på 50 kr. om året for medlemmer over 25 år. Det forlyder også, at forbund skal betale en tilsvarende brugerbetaling. Sekretariatet kontakter DIF i den anledning og holder sig orienteret. Der er aftalt møde mellem overborgmesteren, DIF og DGI m.fl. den 23. januar. Bestyrelsen og ØBTU bliver informeret herefter.

Kommende bestyrelsesmøder
Bestyrelsen vil snarest fremkomme med en ny mødeplan for bestyrelsen, der indeholder flere møder i weekenden og betyder færre møder om året.

Mandag den 8. februar, kl. 16.30 (De der kan holder formøde kl. 15 om en fremtidig mødeplan.)
Onsdag den 9. marts, kl. 16.30
Fredag den 18. marts (Odense)
Onsdag den 6. april, kl. 16.30
Onsdag den 11. maj, kl. 16.30
Fredag den 3. juni

Referent
Peter Busck-Nielsen